 |
| Oliemaleri af Sønderborg Ladegård. Ladegården var i 1860 blevet købt af Sønderborg Kommune, som bortforpagtede den til jernstøberiejer Peter Petersen. Den havde et tilliggende på 680 ha og en besætning på 150 køer. Ladegården fungerede under 2. slesvigske krig som indkvarteringssted for først danske tropper og senere tyske tropper. Hoveddbygningen er nu revet ned, men alvsbygningerne eksisterer stadig. Sønderborg Lokalarkiv. Udateret. |
I foråret 1864 var den italiensk-britiske krigskorrespondent Antonio Gallenga indkvarteret på Sønderborg Ladegaard. Han var udsendt af The Times i London og hans artikler om den 2. slesvigske krig blev bragt i avisen og senere samlet til en bog, der udkom både i London og i en dansk oversættelse. Han fulgte de danske tropper, da de trak sig tilbage fra Dannevirke til Als og blev indkvarteret hos borgerne i Sønderborg og omegn. Her er, hvad han skrev om den familie, der boede på Sønderborg Ladegård:
”I Gaar spiste vi til Middag med et stort Selskab af Officerer, omtrent en Snes, paa en Gaard udenfor Byen, hvor de Fleste af dem ere indkvarterede. Forpagteren er Fader til tolv Døtre og tre Sønner. De fleste af Pigerne (jeg maa vel sige af de unge Damer, thi de ere i en Alder fra 4 til 19 Aar) opvartede Selskabet ved Bordet. Ved Enden af det lange og store Bord sad Ejeren selv, hans anden Kone, der saa ud som en Søster til hendes ældste Steddøtre, og de nævnte Døtres Lærerinde. Alle Damerne bar dyb, men elegant Sorg til Ære for den afdøde Konge, og med fuldstændig Tilsidesættelse af den nyudnævnte Konges Befaling, som har kundgjort, at Sørgetiden er forbi. Retheden og Smagfuldheden i de skjønne Hebers (1) sorte Dragt, den smukke Maade, hvorpaa de bare deres Haar, hele deres Holdning og Bevægelser vidnede om god Smag og god Opdragelse. Deres Væsen vare uden Feil. Nogle af Damerne var høje, slanke Skønheder, de fleste af dem havde mørkt Haar og lysegraa Øjne; de bevægede sig med en Elegance, som holdt deres militaire Gæsters Øine beundrende, men dog ærbødigt fæstede paa dem. [De unge Skønheder blev sjældent tiltalt, og aldrig uden den stille Ærbødighed og Agtelse, som til alle tider har karakteriseret den nordeuropæiske Ridderlighed. De unge Mænds eneste Friheder bestod i, at de viskede til hinanden Ordene ’Ravnens vinge” og ’gylden Krone’ og disse Benævnelser betegnede den ældste og den næstældste Datters Hårfarve. Med Familiens Småbørn, den lille Kamma og den endnu yngre Hanna, kan enhver Mand lege vildt som Hjertet begærer]. (2) Disse unge Piger, deres Moder og deres Lærerinde ere vante til Landlivets Eensomhed; de ere ikke meget tungefærdige, og en dyb Rødme udbredte sig over deres Kinder, hver gang en af Selskabet henvendte sig til dem. De besørgede dog deres huuslige og gjæstevenlige Pligter med sikker Takt og medfødt Ynde. Dersom man havde tilstrækkelig Tid til at faae Isen brudt og berolige deres bly Uro, vilde man snart blive vaer, at de kunne føre en god og forstandig Konversation om mange Gjenstande. De Bøger, der ligge paa Bordene i Dagligstuen, de smukke Tegninger paa Væggene, Pianoet i Krogen og de erotiske Planter, der med Omhu ere opelskede i Vinduerne, bevise det. Fransk eller Engelsk, i hvilke de ikke vove at svare, ere paa ingen Maade ubekjendte for dem. Deres Gourvernante er udgaaet fra en af Kjøbenhavns første Dannelsesanstalter og er en fuldendt Sprogkyndig.” (4. marts 1864, Gallenga, 1864, s. 123f)  Den store familie og det hushold, som i den grad fascinerede den udenlandske krigskorrespondent, og som han også betegnede som ”juveler” (s. 283), var familien Petersen fra Sønderborg. Faren var den tidligere guldsmed, kroejer og jernstøber Peter Petersen. På dette tidspunkt havde han solgt Sønderborg Jernstøberi til sin svigersøn, Henry English, og efter Sønderborg Kommune havde købt ladegården i 1860, kunne han realisere sin mangeårige ambition om at bliver landbruger, så han forpagtede Sønderborg Ladegaard.  |
| Ægteparret Hanne Marie Elisabeth (f. Møller) og Peter Petersen. Han var tidligere guldsmedemester og jernstøberiejer men fra 1860 til1865 forpagtede han Sønderborg Ladegård. Han havde 7 børn fra første ægteskab og fik 11 børn med Hanne Marie Elisabeth. Mange af dem boede på Sønderborg Ladegaard under den 2. slesvigske krig. Foto af Hanne Marie Elisabeth er en affotografering af et ældre daguerreotypi. Træsnit af Peter Petersen. Begge udaterede. Fra Hanne Marie Elisabeth Petersens visitkortfotoalbum. I privateje. |
Den familiære idyl, der gjorde så stort indtryk på den engelske krigskorrespondent, blev dog kortvarig. Da krigshandlingerne nærmede sig Als, blev Peter Petersens kone – Hanne Marie Elisabeth – sammen med de mange børn og guvernanten sendt i sikkerhed i Svendborg hos noget familie, og Peter Petersen blev tilbage sammen med gårdens folk for at passe den store gård med næsten 680 tdr. land og en besætning på 150 køer.
Den britiske krigskorrespondent beskrev situationen på denne måde:
”Forpagter Petersen, Fader til de 12 Døttre, som jeg tidligere har omtalt, kjører i Marken med sine Heste med den fuldkommeste Rolighed, skjøndt han veed, at Straataget paa hans Ladegaard paa ingen Maade er bombefrit, og at et eneste vildfarende Skud til enhver Tid kan sætte hans Straatage i Flammer. De 12 Piger og den øvrige kvindelig Deel af hans Huusholdning have forladt Gaarden, men Familiens Hoved bliver tilbage, og Gaarden vedbliver at være i Drift trods den Masse Soldater og Officerer, Ryttere og Heste, Kanoner og Ammunitionsvogne, der besvære, nedtrampe og ere iveien for Alt. Gaardens Jorder maae pløies, endskjøndt Gaarden er en Leir; kornet maa groe og modnes. Skjøndt det er tvivlsomt, om Danske eller Tydske skulle høste det, og om indfødte eller fremmede Bagere ville tilberede dets Frugt til Føde for de levende” (1. april 1864, Gallenga, 1864, s. 250).
Da krigen var tabt, var det i stedet preussiske tropper, der blev indkvarteret på Ladegården. Krigen og de tab, gården blev påført, blev både et økonomisk og et psykisk knæk for Peter Petersen, og han blev tvunget til at opgive forpagtningen.
Sønderborg Ladegård blev ikke ramt af fjendens artilleri, men tabene for forpagteren var alligevel betragtelige. De mange indkvarterede soldater havde ikke alene tæret på gårdens beholdninger, men heste var blevet konfiskeret til krigstjeneste, porte og døre var blevet brugt som brænde for at de mange soldater kunne holde varmen, og den senere høst blev meget mindre end normalt.
Peter Petersen søgte at få andel i krigsskadeerstatningerne, men forgæves. Han måtte opsige forpagtningen og den store familie flyttede tilbage til forbygningerne til jernstøberiet i Perlegade 95 og 97.
Noter
(1) Hebe er i græsk mytologi gudinde for ungdom, datter af Zeus og Hera.
(2) Afsnittet i hårde parenteser er egen oversættelse og er ikke med i den danske oversættelse fra 1864.
Litteratur
Gallenga, Antonio. Krigen i Slesvig 1864. Kjøbenhavn: Philipsens Forlag, 1864.
Gallenga, Antonio. The invasion of Denmark in 1864. London: Richard Bentley, 1864.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar