Det sociale landskab i et fotoalbum

Eksempel på for- og bagside af visitkortfoto. 

Elise Lund fotograferet i 1869. 

Givet som julegave

Fra Elise Bays visitkortfotoalbum. Privateje. 

I 1860’erne blev det i borgerskabet moderne at blive portrætteret hos en fotograf og at rundsende disse fotos til familie og venner. Baggrunden var en fotografi-teknisk opfindelse fra Frankrig, som muliggjorde på en enkelt fotografisk plade (datidens film) samtidig at eksponere 8 identiske fotos. Denne teknik billiggjorde det fotografiske portræt, og betød også, at man købte 8 eller måske 16 identiske portrætter, som kunne deles eller udveksles. På grund af deres størrelse blev disse portrætter kaldt for ”Carte de visite” på fransk og for ”visitkortfoto” på dansk. Der er dog ikke tegn på, at de faktisk blev brugt som datidens visitkort i forbindelse med formelle visitter.

Derimod fungerede disse visitkortfotos som en markering af vigtige begivenheder i sit og i familiens liv. Forlovelse blev markeret med et besøg hos fotografen, nygifte blev afbildet sammen i et bryllupsbillede, og nyuddannede eller nyudnævnte blev fotograferet iført deres nye uniform eller med symboler på deres nyerhvervede status. Blandt bedrestillede soldater var det også udbredt at blive portrætteret inden man drog i felten – derfor er der i Danmark især mange af disse fotos taget i forbindelse med den 2. slesvigske krig. Samtidig blev det almindeligt at udveksle disse visitkortfotos som gaver og som bevis på hengivenhed, forbundenhed eller kærlighed. Det blev således udbredt, at forlovede udvekslede portrætter eller at tætte venner gjorde det samme. På bagsiden kunne man skrive en personlig hilsen. Derimod blev visitkortfoto sjældent eller måske slet ikke anvendt som bevis på forretningsforbindelser.

Selv om disse fotografier ofte markerede særlige livsbegivenheder, så havde de ikke karakter af minder om steder eller begivenheder. På grund af tekniske begrænsninger blev så godt som alle disse fotos taget i fotografens studie, så de giver næsten aldrig et indtryk af de steder eller omgivelser, hvor personerne levede eller havde mindeværdige oplevelser. Omgivelserne er altid fotografens kulisser og rekvisitter: malede teaterkulisser, efterligninger af søjler og inventar som chaiselonger, lænestole eller skriveborde.

Enkelte af disse visitkortfoto endte i en fotoramme på chatollet, på skrivebordet eller på klaveret. Men de fleste blev samlet i albummer. Der blev solgt albummer, der var tilpasset det særlige visitkort-format (64 x 104 mm), og hvor der var plads til 4 fotos på hver side. Albummerne var beklædt med skind og man kunne få sit navn på forsiden med guldtryk. Det var næsten altid det kvindelige familieoverhoved, der havde ansvaret for at administrere disse albummer og for at skrive den tekst, der identificerede personerne og deres relation til familien.

Elise Bays visitkortalbum - ikke dateret men formodentlig startet i 1870'erne 

og afsluttet ved hendes død i 1916. Privateje. 

Der er bevaret mange af disse albummer med visitkortfoto - i min familie tre komplette album -  og de udgør en vigtig historisk kilde til familiehistorien set fra et kvindeligt perspektiv. Hvis de afbildede personer er identificerede, fungerer disse albummer med visitkortfoto i dag som et landkort over det sociale landskab, som familien dengang levede i. De fortæller om, hvem der var knyttet til familien og hvem, der havde social status til at blive placeret i familiens album. Og hvordan det kvindelige familieoverhoved ønskede at fremstille sin familie, sin og mandens slægt og deres sociale position.

Da amatørfotografi blev udbredt i starten af det 20. århundrede med fremkomsten af box-kameraer i stil med Kodaks Brownie, gik visitkortfoto af mode. 

Litteratur

Gernsheim, Helmut, and Alison Gernsheim. A Concise History of Photography. London: Thames and Hudson Ltd,  1965.

Mortensen, Mette. "Portræt af borgerskabet : portrætkulturen 1860-1880." In Dansk fotografihistorie, edited by Mette Sandbye and Gitte Pedersen. København: Gyldendal, 2004.

Den usynlige skolestifter

Da komtesse Thusnelda Moltke i 1870 oprettede Borgerskole for Pigebørn skete det i et tæt samarbejde med kollegaen Johanne Husted Schønau. De var uddannet samtidig – i 1869 – fra Fr. Zahles Skoler, de ansøgte sammen om tilladelse til at oprette pigeskolen (Skoledirektionen Københavns Kommnue 1870), og de stod begge som stiftere af skolen. Her er deres annoncering efter elever fra Berlingske Politiske og Avertissementstidende d. 8. oktober 1870:

Men det var to meget forskellige lærerinder, der stiftede skolen. Moltke var komtesse og kom fra en velhavende familie, der bl.a. ejede godserne Espe og Bonderup på Sjælland og landstedet Marienborg (statsministerens nuværende embedsbolig) nord for København. Thusnelda Moltke havde som ugift frøken ikke sin egen formue, og for at få råd til at oprette skolen måtte hun og Johanne Schønau tage et lån fra Natalie Zahle. Men Moltke havde til gengæld status og mange forbindelser blandt fremtrædende københavnere.

Johanne Husted Schønau. Udateret. Kilde: Aagaards billeder - Kolding Stadsarkiv

Johanne Schønau havde derimod anderledes vanskelige betingelser. Hun var datter af en engang velhavende godsejer, som i en kort årrække havde ejet herregården St. Restrup i Nordjylland, men han havde tabt hele sin formue og levede et vanskeligt familieliv med ikke mindre end fire ægteskaber, så Johanne voksede op under svære kår. Som ung tog hun tidligt arbejde som ikke-uddannet privatlærerinde, og med sin ubetydelige løn måtte hun understøtte sin far, og senere måtte hun også tage en yngre søster i pleje, fordi hendes far ikke var i stand til at forsørge lillesøsteren. Johanne Schønau kom til København i 1868 og på rekordtid havde hun bestået eksamen som almueskolelærerinde med de højeste karakterer hos Natalie Zahle.

Efter oprettelsen af Borgerskole for Pigebørn i 1870, var Johannes Schønaus økonomiske situation så vanskelig, at hun måtte tage bolig i skolen: hun sov i begyndelsen i et kammer, som om dagen blev brugt som skolens kontor, og senere i et klasseværelse, der om dagen blev brugt til undervisning (Comtesse Molktes Pigeskole 1870 - 1927).

Selv om deres Borgerskole for Pigebørn efter alt at dømme var et resultat af både Thusnelda Moltkes og Johanne Schønaus anstrengelser, så kom Moltke snart til at tegne skolen alene. I løbet af nogle år skiftede skolen således navn til Komtesse Moltkes Pigeskole, og i skolens undervisningsprogrammer var det Th. Moltke, der skrev til forældrene. Selv om Johanne Schønau stadig var ansat på skolen, så blev hun ikke længere nævnt som skolens stifter, men kun som en lærerinde, der underviste i håndarbejde, dansk og geografi; både ved Borgerskolen for Pigebørn og ved Frøken Zahles Skoler. Efterhånden blev hun skrevet helt ud af historien – bl.a. i skolens egen historieskrivning (Neerbek et al. 1981).

Også på et andet område blev hendes arbejde gjort usynligt. I 1881 rejste hun sammen en lærerinde fra Frøken Zahles Skole, Katrine Lønborg, på en studierejse til Schweiz. De skulle studere den pædagogiske metode i håndarbejdsundervisningen, som blev kaldt den ”Schallenfeldske Methode” (Schallenfeld 1875 (1857)), og som omfattede både strikning og syning. Metoden dikterede, at undervisningen i strikning skulle være fælles klasseundervisning, hvor man i takt og vha. remser lærte de mindste piger at udføre de enkelte øvelser med garn og strikkepinde. I sy-undervisningen blev der anvendt prøveklude – såkaldte schweizerklude – hvor de forskellige sy-teknikker blev indøvet. Den Schallenfeldske metode var den første systematiske håndarbejdsundervisning, og metoden fik stor betydning – langt op i det 20. århundrede.

Efter studieturen til Schweiz blev metoden indført både ved Borgerskole for Pigebørn og i Natalie Zahles Pigeskole – på trods af modstand fra elevernes mødre. Studieturen gjorde det også muligt at tilbyde et kursus i metoden for interesserede skolebestyrerinder og håndarbejdslærerinder, og på den måde blev metoden udbredt til pigeskoler over hele landet. Men heller ikke dette bidrag til den danske skolehistorie er blevet tilskrevet Johanne Schønau. Hun fik aldrig skrevet en dansk lærebog om den Schallenfeldske metode. Denne blev i stedet – langt senere - skrevet af en lærerinde fra Frederiksbergs skolevæsen, Emilie West (West 1889), og efterfølgende er det hende, der bliver fremhævet som metodens pioner i Danmark. Derfor er hun medtaget i Dansk Biografisk Leksikon (Kragelund 1979-84), mens Johanne Schønau er blevet glemt.

Hun fik i 1878 konstateret kræft og måtte på grund af afkræftelse opgive sit arbejde i 1886. Hun døde ugift og uden børn i 1889.

Johanne Husted Schønau, f. 5. sep 1843 i Kolding, d. 11 feb 1889 på Diakonissestiftelsen, Frederiksberg.

Forældre

Arent Warelmann Schønau, f.  9 sep 1809 i Hunstrup, Thisted, d. 10 maj 1883 i Stilling.

Christiane Andersdatter Husted, f. 9 oct 1809 i Skanderup, Ribe, d. 14. feb 1850 i Restrup, Ålborg Amt.

Arkivalier

Comtesse Molktes Pigeskole. 1870 - 1927. Comtesse Moltkes Pigeskole i Arbejde og Fest, 1870 - 1916 efter Fru Bays Optegnelser, 1916 - 27 efter J. Skouboes Optegnelser. Rigsarkivet. Arkiv nr. FF-118. Pakke nr. 1.

Skoledirektionen Københavns Kommnue. 1870. Ansøgning om oprettelse af Borgerskole for Pigebørn. Thusnuelda Moltke. Pakke nr. 131 – ud. Journal nr. 187. 

Litteratur

Kragelund, Minna. Emilie West  1979-84. Available from http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/P%C3%A6dagog/Emilie_West.

Neerbek, Hans, Frans Heine-Poulsen, Niels Gangsted-Rasmussen, and Erik Madsen, eds. 1981. KG's billedbog 1870-1981. Hellerup: Kildegård Gymnasium, E. Bay og Th. Moltkes Skoler.

Schallenfeld, Rosalie. 1875 (1857). Der Handarbeits-Unterricht in Schulen : Werth, Inhalt, Lehrgang und Methodik desselben. Edited by A. Schallenfeld. 5. Aufl. ed. Frankfurt am Main.

West, Emilie. 1889. Veiledning til Methodisk Undervisning i kvindeligt Haandarbejde. Kjørbenhavn: N.C. Roms forlagsforretning.

”Juvelerne” på Ladegården

Oliemaleri af Sønderborg Ladegård. Ladegården var i 1860 blevet købt af Sønderborg Kommune, som bortforpagtede den til jernstøberiejer Peter Petersen. Den havde et tilliggende på 680 ha og en besætning på 150 køer. Ladegården fungerede under 2. slesvigske krig som indkvarteringssted for først danske tropper og senere tyske tropper. Hoveddbygningen er nu revet ned, men alvsbygningerne eksisterer stadig. Sønderborg Lokalarkiv. Udateret. 

I foråret 1864 var den italiensk-britiske krigskorrespondent Antonio Gallenga indkvarteret på Sønderborg Ladegaard. Han var udsendt af The Times i London og hans artikler om den 2. slesvigske krig blev bragt i avisen og senere samlet til en bog, der udkom både i London og i en dansk oversættelse. Han fulgte de danske tropper, da de trak sig tilbage fra Dannevirke til Als og blev indkvarteret hos borgerne i Sønderborg og omegn. Her er, hvad han skrev om den familie, der boede på Sønderborg Ladegård: 

”I Gaar spiste vi til Middag med et stort Selskab af Officerer, omtrent en Snes, paa en Gaard udenfor Byen, hvor de Fleste af dem ere indkvarterede. Forpagteren er Fader til tolv Døtre og tre Sønner. De fleste af Pigerne (jeg maa vel sige af de unge Damer, thi de ere i en Alder fra 4 til 19 Aar) opvartede Selskabet ved Bordet. Ved Enden af det lange og store Bord sad Ejeren selv, hans anden Kone, der saa ud som en Søster til hendes ældste Steddøtre, og de nævnte Døtres Lærerinde. Alle Damerne bar dyb, men elegant Sorg til Ære for den afdøde Konge, og med fuldstændig Tilsidesættelse af den nyudnævnte Konges Befaling, som har kundgjort, at Sørgetiden er forbi. Retheden og Smagfuldheden i de skjønne Hebers (1) sorte Dragt, den smukke Maade, hvorpaa de bare deres Haar, hele deres Holdning og Bevægelser vidnede om god Smag og god Opdragelse. Deres Væsen vare uden Feil. Nogle af Damerne var høje, slanke Skønheder, de fleste af dem havde mørkt Haar og lysegraa Øjne; de bevægede sig med en Elegance, som holdt deres militaire Gæsters Øine beundrende, men dog ærbødigt fæstede paa dem. 

[De unge Skønheder blev sjældent tiltalt, og aldrig uden den stille Ærbødighed og Agtelse, som til alle tider har karakteriseret den nordeuropæiske Ridderlighed. De unge Mænds eneste Friheder bestod i, at de viskede til hinanden Ordene ’Ravnens vinge” og ’gylden Krone’ og disse Benævnelser betegnede den ældste og den næstældste Datters Hårfarve. Med Familiens Småbørn, den lille Kamma og den endnu yngre Hanna, kan enhver Mand lege vildt som Hjertet begærer]. (2) 

Disse unge Piger, deres Moder og deres Lærerinde ere vante til Landlivets Eensomhed; de ere ikke meget tungefærdige, og en dyb Rødme udbredte sig over deres Kinder, hver gang en af Selskabet henvendte sig til dem. De besørgede dog deres huuslige og gjæstevenlige Pligter med sikker Takt og medfødt Ynde. Dersom man havde tilstrækkelig Tid til at faae Isen brudt og berolige deres bly Uro, vilde man snart blive vaer, at de kunne føre en god og forstandig Konversation om mange Gjenstande. De Bøger, der ligge paa Bordene i Dagligstuen, de smukke Tegninger paa Væggene, Pianoet i Krogen og de erotiske Planter, der med Omhu ere opelskede i Vinduerne, bevise det. Fransk eller Engelsk, i hvilke de ikke vove at svare, ere paa ingen Maade ubekjendte for dem. Deres Gourvernante er udgaaet fra en af Kjøbenhavns første Dannelsesanstalter og er en fuldendt Sprogkyndig.” (4. marts 1864, Gallenga, 1864, s. 123f)

5 af "juvelerne på Ladegaarden". Fra venstre Valborg, Anna, Mille (Emilie), Hanne og Laura Petersen. Foto fra ca. 1862. Privateje. 


Den store familie og det hushold, som i den grad fascinerede den udenlandske krigskorrespondent, og som han også betegnede som ”juveler” (s. 283), var familien Petersen fra Sønderborg. Faren var den tidligere guldsmed, kroejer og jernstøber Peter Petersen. På dette tidspunkt havde han solgt Sønderborg Jernstøberi til sin svigersøn, Henry English, og efter Sønderborg Kommune havde købt ladegården i 1860, kunne han realisere sin mangeårige ambition om at bliver landbruger, så han forpagtede Sønderborg Ladegaard. 

Ægteparret Hanne Marie Elisabeth (f. Møller) og Peter Petersen. Han var tidligere guldsmedemester og jernstøberiejer men fra 1860 til1865 forpagtede han Sønderborg Ladegård. Han havde 7 børn fra første ægteskab og fik 11 børn med Hanne Marie Elisabeth. Mange af dem boede på Sønderborg Ladegaard under den 2. slesvigske krig. Foto af Hanne Marie Elisabeth  er en affotografering af et ældre daguerreotypi. Træsnit af Peter Petersen. Begge udaterede. Fra Hanne Marie Elisabeth Petersens visitkortfotoalbum. I privateje. 

Den familiære idyl, der gjorde så stort indtryk på den engelske krigskorrespondent, blev dog kortvarig. Da krigshandlingerne nærmede sig Als, blev Peter Petersens kone – Hanne Marie Elisabeth – sammen med de mange børn og guvernanten sendt i sikkerhed i Svendborg hos noget familie, og Peter Petersen blev tilbage sammen med gårdens folk for at passe den store gård med næsten 680 tdr. land og en besætning på 150  køer. 

Den britiske krigskorrespondent beskrev situationen på denne måde:

”Forpagter Petersen, Fader til de 12 Døttre, som jeg tidligere har omtalt, kjører i Marken med sine Heste med den fuldkommeste Rolighed, skjøndt han veed, at Straataget paa hans Ladegaard paa ingen Maade er bombefrit, og at et eneste vildfarende Skud til enhver Tid kan sætte hans Straatage i Flammer. De 12 Piger og den øvrige kvindelig Deel af hans Huusholdning have forladt Gaarden, men Familiens Hoved bliver tilbage, og Gaarden vedbliver at være i Drift trods den Masse Soldater og Officerer, Ryttere og Heste, Kanoner og Ammunitionsvogne, der besvære, nedtrampe og ere iveien for Alt. Gaardens Jorder maae pløies, endskjøndt Gaarden er en Leir; kornet maa groe og modnes. Skjøndt det er tvivlsomt, om Danske eller Tydske skulle høste det, og om indfødte eller fremmede Bagere ville tilberede dets Frugt til Føde for de levende” (1. april 1864, Gallenga, 1864, s. 250). 

Da krigen var tabt, var det i stedet preussiske tropper, der blev indkvarteret på Ladegården. Krigen og de tab, gården blev påført, blev både et økonomisk og et psykisk knæk for Peter Petersen, og han blev tvunget til at opgive forpagtningen.

Sønderborg Ladegård blev ikke ramt af fjendens artilleri, men tabene for forpagteren var alligevel betragtelige. De mange indkvarterede soldater havde ikke alene tæret på gårdens beholdninger, men heste var blevet konfiskeret til krigstjeneste, porte og døre var blevet brugt som brænde for at de mange soldater kunne holde varmen, og den senere høst blev meget mindre end normalt. 

Peter Petersen søgte at få andel i krigsskadeerstatningerne, men forgæves. Han måtte opsige forpagtningen og den store familie flyttede tilbage til forbygningerne til jernstøberiet i Perlegade 95 og 97. 

Noter

(1) Hebe er i græsk mytologi gudinde for ungdom, datter af Zeus og Hera. 

(2) Afsnittet i hårde parenteser er egen oversættelse og er ikke med i den danske oversættelse fra 1864.

Litteratur 

Gallenga, Antonio. Krigen i Slesvig 1864. Kjøbenhavn: Philipsens Forlag, 1864.

Gallenga, Antonio. The invasion of Denmark in 1864. London: Richard Bentley, 1864.

Den grundtvigianske embedsmand og inspirator

Mathias Vilhelm Moltke - farbror og inspirator til skolebestyrerinde

Thusnelada Moltke. Affotograferet maleri. Udateret.

 Det kongelige Biblioteks Billedsamling

Da Thusnelda Moltke i 1870 oprettede sin Borgerskole for Pigebørn i København skete det på opfordring fra hendes forbillede og lærer”mester”, Natalie Zahle, på hvis skole Thusnelda Moltke i 1869 var blevet almueskolelærerinde. Men Moltke ville, at hendes egen skole skulle være forskellig fra Zahles kendte pigeskole. Hvor Zahles pigeskole var for piger af det bedre borgerskab, så skulle Moltkes være for døtre i  familier, der ikke havde råd til at betale skolepengene i "de højere pigeskoler", men som alligevel havde ambitioner om privat skolegang. Og til forskel fra Natalie Zahle lod Moltke sin skole blive kraftigt farvet af datidens grundtvigianske skoleideer. Det vil sige en skole uden eksamen, baseret på det levende ord i stedet for lærebøger og katekismer, og en skole, der fokuserede på dansk historie, bibelhistorie, danske sagn og danske sange.

Inspirationen til de grundtvigianske skoleideer kom i første omgang fra Thusneldas farbror, Mathias Vilhelm Moltke (1801 – 1864). Han havde titel af greve men var uden grevskab. Han var blevet uddannet som jurist og besad en række stillinger som embedsmand – først i Danske Kancelli og senere som amtmand i Holbæk Amt (1831 – 1844) - indtil han måtte tage sin afsked pga. tiltagende invaliditet. Han boede i København og var her en ivrig støtte til Grundtvig; i en sådan grad og med en sådan rang, at han og hans hustru havde faste pladser i Vartov Kirke, hvor Grundtvig var sognepræst. Han påvirkede Thusnelda Moltke i grundtvigiansk retning, når han besøgte sin bror og dennes familie på godset Espe, og senere da Thusnelda Moltke med sin mor flyttede til København. Det var også ham, der fik Thusnelda Moltke til at tilknytte sig menigheden i Vartov, men han døde inden hun oprettede sin skole.

Under pseudonym skrev han flere gange kritisk om den tysk-prægede lærde skole. 
Han blev gift med en tysk kvinde af adelig afstamning, men de fik ingen biologiske børn. Derimod adopterede de eller tog i pleje en pige, som siden anvendte Moltke som efternavn. 

Da Mathias Vilhelm Moltke døde, videreførte hans ægtefælle - grevinde Thusnelda Moltke - hans interesse for de grundtvigianske skoletanker. Hun blev i 1864 såkaldt "besøgende Dame" ved Dronning Caroline Amalies Asylskole for piger, som Grundtvig var direktør for. Og i 1873 blev hun udpeget til komiteen  for samme skole - dvs. bestyrelsen for både asylet og asylskolen (Bestyrelsen for "Dronning Caroline Amalies Legat til Asylet og Asylskolen i Rigensgade, 1904, s. 42 og 51). 

Arkivalier

Ingen bortset fra hans virke som amtmand

Foto

Det kongelige Biblioteks Billedsamling

Litteratur 

Bestyrelsen for "Dronning Caroline Amalies Legat til Asylet og Asylskolen i Rigensgade. Beretning om Dronning Caroline Amalies Asyl gennem 75 Aar. København: H. Meyers Bogtrykkeri,  1904.

Bobé, Louis. Stamtavle over Slægten Moltke. København: Bianco Lunos Bogtrykkeri, 1921.

delta delta [pseudonym for M.V. Moltke]. Hvortil trænger den lærde Skole? Et pædagogisk Fragment. København 1862.

Familierelationer

Mathias Vilhelm Moltke f: 01 Mar 1801 i Kristiansand, Vest-Agder, Norge, d: 14 Jan 1864 i Mosedal ved København

Ægtefælle

Thusnelda Sophie Elisabeth Friederike Luise von Reden Wendingshausen f: 24 Oct 1814, g: 12 Jan 1837, d: 14 Feb 1893 i København

Plejebarn

Anna Pauline Moltke (f. Christensen), f: 15 Jul 1836 i Nysted, Storstrøm, d: 26 Aug 1918 i København

Forældre

Otto Joakim Moltke f: 11 Jun 1770 i København, d: 01 Feb 1853 i Espe

Christiane Sophie Juul f: 24 Jun 1778 i Frijsenborg, g: 17 Jun 1797 i Horsens, d: 24 Nov 1810

Minibiografi: Christiane English, f. Petersen, 1838 - 1918

Christiane og Henry English med deres 

fire børn. Foto taget i St. Pölten, Østrig-Ungarn, 1866. 

Christiane Henriette Laurentia Petersen (kaldet Jane) blev født i Vestergade i Odense i 1838 som datter af guldsmedemester Peter Petersen og hans første hustru Ulricke Sophie Müller. Efter morens død i 1846 blev flere af hendes søskende sendt i pleje, men hun fulgte med faren og hans nye hustru først til Ringe, hvor faren en kort periode drev kro og landbrug, og senere til Sønderborg, hvor faren blev jernstøber og maskinfabrikant. Hun blev tæt knyttet til farens anden hustru, og hjalp især med pasningen af de mange, yngre halvsøskende. Som ung arbejdede hun som guvernante for familien Witzke på Hjortholm (Als). Senere uddannede hun sig til privatskolelærerinde på Natalie Zahles Skoler i København, men fik aldrig brugt sin uddannelse. Hun blev gift med ingeniøren Heinrich English (kaldet Henry English), som i en kort årrække ejede Sønderborg Jernstøberi. Herefter flyttede familien og deres børn rundt mellem forskellige storbyer i Europa, hvor han arbejdede som ingeniør på anlæg af gasværker, inddæmninger, kloakering og vandforsyninger. Hun fødte fire børn, hvoraf tre sønner blev voksne. Selv om familien efter en del år fik fast bolig i Frankfurt am Main, bevarede hun kontakten til sin familie i Danmark, og hun og hendes mand holdt hvert år ferie på Tåsinge. Hun døde i Frankfurt i 1918.

Arkivalier

English, John Walter. 1943. Henry og Christiane English' Brevveksling i Aarene 1859 - 1894. København. I privateje.

Petersen, Emilie Christiane Dorothea, Alma Christine Petersen, & Valborg Nicoline Gredsted. 1924. "Nogle erindringer." Hellerup: Privateje.

Foto

"Hanne Marie Elisabeth Petersens visitkortfotoalbum." Sønderborg: Privateje, 1860 - 1905.

Det kongelige Biblioteks Billedsamling.

Litteratur

Ingen

Familierelationer

Christiane Henriette Laurentia Petersen f: 13 Apr 1838 i Odense, d: 03 Mar 1918 i Frankfurt am Main

Ægtefælle

Heinrich English f: 20 Mar 1834 i Flensburg, g: 27 Sep 1859 i Sønderborg, d: 18 Jun 1901 i Frankfurt a/Main

Børn

Peter Thomas Alfred English f: 29 Jul 1860 i Sønderborg, d: 17 Jul 1930 i Tyskland
Charles William Marius English f: 07 Feb 1862 i Rødby, d: 29 May 1931 i London
John Walter English f: 06 Sep 1864 i Kremnitze,  d: 21 Dec 1944 i København
Cecilie Emilie English f: 23 Aug 1865 i St. Pölten, Østrig-Ungarn, d: 21 Aug 1867 i Berlin.

Forældre

Peter Petersen f: 13 Feb 1806 i Haderslev, d: 28 Dec 1882 i Sønderborg
Ulricke Sophie Müller f: 30 Nov 1809 i Haderslev, g: 09 Sep 1834 i Haderslev Vor Frue Sogn, d: 08 Jun 1846 i Odense, Sankt Knuds Domsogn

Minibiografi: Anna Dorph, f. Petersen, 1836 - 1927

Christian Dorph, Anna Dorph (f. Petersen) 

og søn Niels Vinding Dorph. Foto 1865. 

Det kongelige Bibliotek

Anna Knudine Petersen (kaldet Anna) var datter af guldsmed i Haderslev, Wolfgang Petersen, og dennes første ægtefælle, Dorothea Benedicta Hiort. Moren døde da Anna var 5 år gammel, og hendes eneste søskende - storebroren Martin Heinrich Petersen - blev sendt i pleje. Allerede året efter fik hun en stedmor - Inger Maria Hansen - men det nye ægteskab var barnløst, så Anna voksende op som enebarn, og hun havde et konfliktfyldt forhold til sin stedmor.
Som 17-årig blev hun husholdningselev på en jysk herregård. Da hun vendte tilbage til barndomshjemmet, blev hun ansat på kontoret til sin fars jernstøberi og maskinfabrik på Naffet 30 i Haderslev. Her arbejdede hun indtil hun i 1860 blev gift med adjunkt på Haderslev Latinskole, Jens Peter Christian Dorph. Han og hans dansksindede lærerkolleger blev tvunget væk fra latinskolen efter den preussiske magtovertagelse i 1864. Efter et kortvarigt forsøg på at fortsætte undervisningen i Wolfgang Petersens jernstøberi, flyttede de dansksindede lærere til København og oprettede her Haderslev Lærernes Skole; et initiativ som Anna deltog aktivt i.
Familien boede i København fra 1864.

Hun blev mor til fire børn, men kun to blev voksne. Da hendes far solgte jernstøberiet i Haderslev, flyttede han med sin hustru ind hos Anna og hendes familie i København. Hun passede derfor først sin aldrende far og siden sin stedmor. Hun blev enke i år 1900 og døde selv 27 år senere i København.

Foto

Det kongelige Biblioteks Billedsamling.

Arkivalier

Petersen, Anna Knudine. "Erindringer fra barndomshjemmet i Haderslev." I privat eje. Udateret, men formodentlig skrevet i 1920erne.

Familie

Anna Knudine Petersen f: 13 Oct 1836 i Haderslev, d: 01 May 1927 i København

Forældre 

Wolfgang Petersen, guldsmed, jernstøberiejer, maskinfabrikant, værftsejer, f: 21 Jun 1800 i Haderslev, d: 28 Aug 1883 i København,

Dorothea Benidicta Hiort f: 21 Feb 1807, g: 21 Jun 1827 i København, d: 18 Aug 1841 i Haderslev.

Ægtefælle 

Jens Peter Christian Dorph f: 27 Jul 1822 i Viborg - Nørrelyng Herred - Viborg Amt, g: Foråret 1860 in Haderslev, d: 27 Jan 1900 i København

Børn

Niels Wolfgang Dorph f: 26 Jan 1861 i Haderslev; d: 04 Feb 1861 i Haderslev

Niels Vinding Dorph f: 19 Sep 1862 i Haderslev, d: 21 Sep 1931 i København

Dorothea Louise Christine Dorph f: 01 Sep 1864 i Haderslev, d: 16 Jul 1873 i Sankt Johannes Sogn, København

Bertha Olga Vilhelmine Herlich Dorph f: 04 Jun 1875 i København, d: 25 Feb 1960 i Hillerød, Frederiksborg, Denmark

Københavns forende Tjenestepige- og Børnehjem, 1872 – 1924

Københavns forenede Børne- og Tjenestepigehjems bygning, Ryesgade 28, ca. 1886. Herfra blev Carl Julius Nielsen bortadopteret i 1878 til enkefru Elise Bay, som gav ham fornavnet Axel og efternavnet Bay. 

Københavns forenede Tjenestepige- og Børnehjem er også blevet kaldt Frk. Beckmanns Børnehjem og Børne- og Tjenestepigehjemmet i Ryesgade. Børne- og Tjenestepigehjemmet blev oprettet i 1872 – oprindelig som et gratis pensionat for ledige og hjemløse tjenestepiger – senere også for forældreløse eller afståede børn. Begge tilbud blev drevet for private midler, og var oprettet af præster og personer med tilknytning til Sankt Johannes Kirken i København. Hjemmet startede i Læssøesgade, men flyttede i 1873 til nyopførte bygninger i Ryesgade 28 efter en større donation fra en murermester, der var i menigheden. Ejendommen blev udvidet i 1877 med hjælp fra større gaver fra bl.a. brygger Jacobsen. Børnehjemmet fungerede primært som et midlertidigt hjem for børn, der skulle bortadopteres eller sættes i pleje. Det var således - på trods af navnet - ikke et egentligt børnehjem, men snarere adoptions- og plejeformidler.

Det var fra Københavns forende Tjenestepige- og Børnehjem at lærerindeparret Elise Bay og Thusnelda Moltke fik deres to første plejebørn: Carl Julius Nielsen og Carl Julius Nielsen. De fik senere navneforandring til Carl Axel Bay og Carl Helge Bay. 

Arkivalier

Ingen 

Fotos

Københavns Stadsarkiv

Litteratur

Christensen-Ordrup, Carl. "Københavns forende Tjenestepige- og Børnehjem." I Danske Børnehjem i Billeder og Tekst af forskellige Forfattere, red. af Carl Christensen-Ordrup, 34 - 37. København: I kommission hos Axel Andersen, 1900.

Københavns forenede Børne- og, Tjenestepigehjem. Beretninger 1872ff. København: Missionstrykkeriet m.fl.1872 - 1924.

Thusnelda Molktes Borgerskole for Pigebørn fylder 150 år

Linnésgade 8, hvor kvindefamilien Bay & Moltke, deres tre plejebørn og to tjenestepiger boede i otte værelser på 1. sal, mens pige- og drengeskolen havde til huse i resten af stueetagen, på 2. sal og på 3. sal. Bygningen var opført og ejet af Zahles Skoler, der havde til huse i nabobygningerne. Foto fra 1889. Privateje.

Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn fylder til oktober 2020 150 år. Skolen var fra starten en grundtvigiansk inspireret privatskole for piger fra mindrebemidlede hjem. Den var oprindelig en eksamensfri skole med fokus på at uddanne piger til hustruer, men fik dimissionsret til realeksamen i 1894. Den havde først hjemme i Filosofgangen i København, siden Løngangsstræde og endelig i Natalie Zahles bygninger i Linnésgade. Flyttede i 1895 til Østersøgade og skiftede samtidig navn til Comtesse Moltkes Pigeskole. Pigeskolen delte lokaler med Østersøgades Gymnasium, som på daværende tidspunkt var en drengeskole, men de to skoler var adskilte administrativt og lokalemæssigt. Pigeskolen blev i 1913 en del af ”Institutionen E. Bays og Th. Moltkes skoler”, men den beholdt sit eget navn og først i 1947 fik pigerne mulighed for at tage studentereksamen. I 1960 blev de to skoler slået sammen, og de flyttede herefter til Hellerup og skiftede navn til Kildegård Gymnasium. Gymnasieafdelingen lukkede i 2005 pga. manglende søgning, og skolen er i dag en grundskole med navnet Kildegård Privatskole.

   

Arkivalier
Rigsarkivet i København: Linnégades Undervisning for Drenge.

Fotos
Danske Kvinders Fotoarkiv og i Det kongelige Bibliotek.

Litteratur

Laursen, K. (red.). (1957). Ø.G.'s billedbog : 1882 - 1957. København: Østersøgades Gymnasium.

Neerbek, H., Heine-Poulsen, F., Gangsted-Rasmussen, N., & Madsen, E. (Eds.). (1981). KG's billedbog 1870-1981. Hellerup: Kildegård Gymnasium, E. Bay og Th. Moltkes Skoler.

Rohde-Røgind, A. (1945, 22 okt 1945). Komtesse Moltkes Pigeskole 1. November 1870-1.
November 1945, Berlingske aftenavis.

Zahle, N. (1910, 11 nov 1910). Komtesse Th Moltke og hendes Pigeskole. 1870 - 1910, Kristeligt Dagblad, pp. 1 - 2.

Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn. (1870ff) Fra Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn, oprettet Novbr. 1870 (årsberetninger). København.

Østersøgade 88 i København, hvor  Comtesse Moltkes Pigeskole og drengeskolen, Østersøgades Latin- og Realskole havde til huse fra 1896 til 1961. Selv om skolerne delte adresse var der en tydelig opdeling i en pige- og en drengeafdeling - administrativt og fysisk. 

Oversigt over pige- og drengeskolernes udvikling og deres adresser

-->

1870	Pigeskolen oprettes:  Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn	Filosofgangen 97
1872	Flytter lokaler	Løngangsstræde 37
1877	Flytter lokaler	Linnésgade 10
1880	Pga. pladsmangel oprettes en filial-skole	Nørregade 61a
1882	Flytter lokaler	Linnésgade 8
1882	Drengeskolen oprettes: Linnésgades Undervisning for Drenge	Linnésgade 8
1889	Drengeskolen skifter navn til Linnésgade Latin- og Realskole	Linnésgade 8
1894	Første hold studenter dimitterer	Linnésgade 8
1896	Nyt navn til drengeskolen: Østersøgades Latin- og Realskole	Østersøgade 88
1896	Pigeskolen skifter navn til Comtesse Moltkes Pigeskole	Østersøgade 88
1908	Begge skoler kaldes Østersøgades Gymnasium – forkortet Ø.G.	Østersøgade 88
1913	Begge skoler bliver en del af fondens Institutionen E. Bays og Th. Moltkes Skoler	Østersøgade 88
1947	Pigeskolen tilbyder studentereksamen	Østersøgade 88
1961	Drenge- og pigeskolen lægges sammen under navnet Kildegård Gymnasium	Kildegårdsvej 87
2005	Gymnasiet nedlægges og underskolen fortsætter som Kildegård Privatskole	Kildegårdsvej 87

                                                                             

Børnehjemmet Nøjsomhed, 1878 -

Ejendommen Hellerupvej 50, som blev

opført i 1886 til Børnehjemmet Nøjsomhed.

Skiftede senere naavn til Talitha Kumi og

senere til Ove Hohlenbergs Minde.
Foto ca. 1910. 

Oprettet i 1878 af skolebestyrerinderne Thusnelda Moltke og fru Bay samt præsten Ove Hohlenberg i en villa på Falkonérgårdsvej på Frederiksberg. Målgruppen var store piger i moralsk fordærv, for ”at frelse dem fra Fordærvelsen, (…) og opdrage dem til flittige og dygtige Tjenestepiger”. Flyttede i 1886 til en nybygget ejendom på Hellerupvej i Hellerup og skiftede navn – først til Værnehjemmet Talitha Kumi og siden til Ove Hohlenbergs Minde. Børnehjemmet eksisterer stadig – nu under navnet Søskendehjemmet Haraldslund i Gladsaxe – og er ikke længere forbeholdt piger.

 Arkivalier og fotos

Ove Hohlenbergs Minde 1879 – 1942. Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte. Arkiv A29.

Litteratur

Christensen-Ordrup, C. (1900). Børnehjemmet "Ove Hohlenbergs Minde" ved Hellerup. I C. Christensen-Ordrup (Ed.), Danske Børnehjem i Billeder og Tekst af forskellige Forfattere (pp. 64 - 67). København: I kommission hos Axel Andersen.

Molin, E. (2005). Søskendehjemmet Haraldslund - tidligere Ove Hohlenbergs Minde. I C. B. Bravo & E. Molin (Eds.), Identitet, børn og børnehjem - Bagsværd Observationshjem og Søskendehjemmet Haraldslund (pp. 19 - 34). Gladsaxe: Gladsaxe Kommunes Byarkiv.

Christensen, G. (1978). Søskendehjemmet Haraldslund, Nøisomhed, Talitha Kumi, Ove Hohlenbergs Minde, Haraldslund, hundrede aar. Gentofte: Haraldslund.

Moltke, T. (1885). Børnehjemmet Nøjsomhed. Kjøbenhavn: Thieles Bogtrykkeri.

En af børnesagens aktivister: Ove Hohlenberg, 1835 – 1898

Ove Hohlenberg. 

Fotograf: Budtz Müller & Co. 

Fotografisk Institut. København: 1868. Elise Bays visitkortalbum,  Privateje

Børnesagen var en social bevægelse, der opstod i sidste halvdel af det 19. århundrede. De aktive var præster, læger, lærerinder, skolebestyrere og kriminalister, der arbejde på at forbedre levevilkårene for børn af fattigfolk, forældreløse børn, gadebørn og kriminelle børn og unge. Bevægelsen var uden en central organisation og uden en leder eller talsperson, men bestod af en lang række foreninger, der igangsatte mange spredte, velgørende initiativer i form af søndagsskoler, private børnehjem, opdragelseshjem, placering af børn i pleje eller til adoption. Samtidig deltog børnesagens fortalere ivrigt i avisernes debat om datidens fattig- og børneforsorg, og de organiserede pengeindsamlinger til fordel for velgørende organisationer.

En af de præster, der arbejdede for børnesagen, var Ove Hohlenberg. Han var uddannet som teolog og blev senere sognepræst ved Garnisons Kirke og Holmens Kirke. Sideløbende hermed underviste han i religion ved en række private skoler – bl.a. ved Natalie Zahles skoler (1873 – 79) og Bay & Moltkes skoler. Han var orienteret imod Grundtvigs teologi og han var en personlig ven af præsten Axel Vilhelm Bay, og han viede Axel Bay med Elise Lund i 1870. Ove Hohlenberg var tidligt engageret i filantropisk arbejde – især rettet imod børn og unge. Bla. arbejdede han sammen med Bay & Moltke i Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed (prostitution) og de oprettede sammen Børnehjemmet Nøjsomhed, som efter Ove Hohlenbergs død skiftede navn til Ove Hohlensbergs Minde. Han udgav en række sangbøger for børn, som blev benyttet i hans søndagsskoler. 

Arkivalier

Ove Hohlenbergs Minde. 1879 - 1942. Lokalhistorisk Arkiv Gentofte. Arkiv nr, A29. 

Foto

Ove Hohlenberg - sogepræst ved Garnisons og Holmens Kirke. Fotograf: Budtz Müller & Co. København: 1868. Elise Bays visitkortalbum.  Privateje. 

Det kongelige Biblioteks Billedsamling. 

Litteratur

"Ove Hohlenberg." I Danmarks Præstehistorie 1884-1911, redigeret af Max Grohshennig & Th Hauch-Fausbøll, 561 - 63. København: Dansk genealogisk Institut, 1914.

Nedergaard, Paul. Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag til en dansk præste og sognehistorie, 1849 - 1949. 1: Københavns Stift. København: O. Lohses Forlag, 1951.

Til Minde om Ove Hohlenberg. København 1899.

MInibiografi - Thusnelda Henriette Marie Moltke – ’Nelly’ (1842 – 1928)

Ungdomsportræt af Thusnelda Moltke. 

Foto: Julie Rasmine Marie Laurberg, 

Det kongelige Bibliotek

Thusnelda Moltke var af adelig afstamning, men blev inspireret af Grundtvig og hans følgere til at arbejde for fri og religiøst funderet uddannelse af piger. Eksamineret Almueskolelærerinde. Lærerinde ved Zahles Skoler 1869 – 95 i religion, historie og pædagogik. Medlem af Zahles Skolers bestyrelse 1885 – 95. Oprettede i 1870  Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn og i 1882 – sammen med Elise Bay - Linnésgades Undervisning for Drenge. Elise Bay og Thusnelda Moltke arbejdede og boede sammen fra 1877 til Elise Bays død i 1916. De var plejeforældre for de tre brødre Ludvig Johannes, Carl Axel og Carl Helge, der fik Elise Bays efternavn.  

Litteratur

Steinthal, Martha. "Natalie Zahles nærmeste Medarbejdere." I Natalie Zahle til Minde : 1827 - 1852 - 1927, s. 42 - 78. København: C.A. Reitzel, 1927.

Meyer, Gerda. "Komtesse Moltkes Pigeskole." Nationaltidende, 30 okt 1920, s. 1 - 2.

Anonym. "Cmt. Thusnelda Moltke." Bog og Naal. Nordisk Tidsskrift for kvindelig Opdragelse og Undervisning 35 (1928), s. 49 - 50.

Trier, J. "Komtesse Th Moltke." Højskolebladet 1928, s. 295 - 300.

Possing, Birgitte. "Thusnelda Henriette Maria Moltke." In Dansk Kvindebiografisk Leksikon, edited by Jytte Larsen, Grethe Ilsøe and Hanne Rimmen Nielsen. København: Rosinante, 2000 - 2001.

Hansen, Conrad. "Comtesse Moltke." Meddelelser om Østersøgades Gymnasium 1927-28 (1928): 3-5.

Røgind, Anna. "1927 - 1928." Comtesse Moltkes Pigeskole, Østersøgade 86. Ved Skoleårets Afslutning 1928 (1928): 5 - 22.

Zahle, Natalie. "Komtesse Th Moltke og hendes Pigeskole. 1870 - 1910." Kristeligt Dagblad, 11 nov 1910 1910, 1 - 2.

Jernskibsværftet i Haderslev, 1859 - 1862

Forhuset til Wolfgang Petersens jernstøberi, 

Naffet 30 i Haderslev. Opført i 1851. 

Foto Steenpot 2012. 

Den internationale finansielle krise, som startede i 1857 i først USA og siden England, blev efterhånden også følelig i Danmark, hvor bl.a. handelshuse og banker i provinsen blev ramt. I Haderslev resulterede krisen bl.a. i, at skibsbyggeriet var gået i stå. I løbet af 1850'erne havde de lokale skibsbyggere P. Kieldrup og A.F.C. Wolthers bygget en del træskibe: skonnerter, brigger, barker og jagter (Marcussen 2020). Men krisen i den sidste halvdel af tiåret stoppede træskibsbyggeriet i Haderslev. Også jernstøberierne i Haderslev blev ramt af krisen, og produktionen faldt betragteligt (Fangel 1979; s. 119). Alligevel blev det jernstøber og ejer af det tilhørende maskinværksted Wolfgang Petersen, som igen fik gang i skibsbyggeriet i Haderslev, da han tog initiativ til at bygge dampskibe af jern. Hans virksomhed og tilhørende jorde lå på Naffet ned til Møllestrømmen og fjorden, så det var fysisk muligt at udvide produktionen med et jernskibsværft. Men inden den plan kunne realiseres, var det to problemer, som skulle løses.

For det første havde Wolfgang Petersen og hans virksomhed aldrig tidligere beskæftiget sig med skibsbyggeri. Denne vanskelighed blev søgt løst ved at knytte en konsulent til byggeriet. Berlingske Tidende skrev om planerne:

"Til Actionairernes Betryggelse have Entrepreneurerne

forpligtet sig tit at antage Hr. Civilingenieur

og Maskinbygger H. English i Sønderborg,

der i Udlandet cg fornemlig i England

har uddannet sig i Skibsbyggerfaget, som

technisk Consulent." 

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. feb. 1859, s. 5)

Henry English var svoger til Wolfgang Petersens bror i Sønderborg, han havde købt jernstøberiet i Sønderborg, og han var uddannet i London. Henry English havde erfaringer med bygning af dampmaskiner, som skulle være drivkraft i de nye jernskibe, men om hans uddannelse og erfaringer også indbefattede skibsbygning er ikke sikkert. Han var uddannet på et jernstøberi i London, og det er muligt, at de her også byggede skibe til flodsejllads på Themsen. Men vi ved det ikke. 

Den anden vanskelighed var at skaffe tilstrækkelig kapital. Denne blev overvundet ved, at Wolfgang Petersen etablerede et aktieselskab - "Dampskibet Haderslev" - som skulle investere i bygning af en hjuldamper, og som efter færdiggørelsen skulle drive sejlladsen. Altså et rederi. Bygningen af hjuldamperen var anslået til at ville koste 42.000 Rigsdaler, og det var mere end hvad der kunne forventes i lokal kapital. Derfor blev aktierne også udbudt i København, Flensborg og Kiel.

Aktietegningen lykkedes, og i maj måned 1860 blev H/S Haderslev søsat. H/S Haderslev var et kombineret fragt- og passagerskib bygget i jern og drevet af en dampmaskine, der trak på skovlhjul i begge sider af skibet. Dampmaskinen var dog ikke bygget på maskinfabrikken i Haderslev - det var en 55 nHK (nominel hestekraft) fra Fischbein i Rostock. Ud over dampmaskinen var der også 2 master og sejl som drivkraft. Skibet var 130 fod langt - dvs. næsten 41 meter langt. En ganske stor hjuldamper. Der var både 1. og 2. klasses saloner og særskilte dame- og herrekahytter.

Ud over H/S Haderslev byggede eller ombyggede jernskibsværftet to mindre skibe: et skruedrevet skib til Postvæsenet (S/S Augusta) og et bugserfartøj til Haderselv Kommune (S/S Marie). 

Udsnit af kort over Haderslev 1862. I midten ses de to  jernstøberier på hver sin side af Naffet. Wolfgang-Petersens støberi og senere jernskibsværft lå op til Møllestrømmen og Haderslev Fjord. Kilde. Trap, J.P., Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig. København: G. E. C. Gad, 1864.

Arkivalier

Petersen, Anna Knudine. "Erindringer fra barndomshjemmet i Haderslev." 14ff: I privat eje - Bente Frandsen, Udateret.

Litteratur

Fangel, Henrik. Haderslev bys historie 1800-1945, bd. 2. Vol. 2 1996.

Marcussen, Jørgen, (2020). "Værfter, skibsbyggerier, skibsbyggere: Noter om en del danske værfter og skibsbyggerier."  http://www.jmarcussen.dk/maritim/mart/lexref/vaerft.html.

Petersen, Holger Munchaus. Fælles kræfter - Danske dampskibe indtil 1870 III. Fiskeri- og Søfartsmuseets maritime skrifter nr. 12. Esbjerg: Fiskeri- og Søfartsmuseet,  1986.