”I should be sorry to see my children grow up in this country”

Sådan skrev ingeniøren Alfred English i sin dagbog den 8. maj 1862. Og det land, han refererede til, var Danmark. Han var partner i det rådgivende ingeniørfirma English & Hanssen, men firmaet var hårdt ramt af den langvarige økonomiske krise, og han var på dette tidspunkt en nedtrykt, desperat og bitter mand; bitter over, at hans mangeårige anstrengelser for at opbygge firmaet og for at forsørge sin familie i Danmark så ud til at være forgæves, og at han i stedet måtte starte forfra uden for Danmark:

”It is indeed a great hardship after having struggled so many years in this country and after having carried out so many works to be obliged to leave for want of business! And to leave home, my dear Natalia and dear children in search of food! No doubt I shall have to stay away a couple of years or more before I can have the least chance of gaining money and a position so that I can get them to join me. I am indeed low spirited, and I am quite sure I shall regret many a time that I left them. Still I must not despair and I trust I shall succeed at last.” (English 1851 - 1879, s. 87f)

Alfred English er i den danske industrihistorie beskrevet som en pionér – ingeniør, initiativtager til og konstruktør af det første danske gasværk i Odense og partner i det første danske, rådgivende ingeniørfirma, English & Hanssen. I perioden 1851 til 1884 projekterede og styrede dette firma opførelsen af adskillelige gasværker, vandforsyninger, kloaksystemer, inddæmninger og broer i Danmark, Sverige og i Slesvig.

Alfred English var født i Danmark som søn af en engelsk ingeniør og en dansk mor, men han var blevet uddannet som ingeniør i Slesvig og Holsten. Først som lærling i maskinværkstedet til jernstøberiet Carlshütte i Rensborg (1), og senere som tegner og ingeniør-aspirant på Georg Dittmanns værksted i Kiel (2). I Kiel mødte han sin senere kompagnon Julius Hanssen (3), som dengang var i lære hos Howaldt & Schweffel (4); et jernstøberi og en maskinfabrik, som senere skulle blive et af Tysklands største skibsværfter. Efter nogle år som først maskinmester på hjuldamperen Caroline Amalie og senere som ingeniør på et førende jernstøberi i London - Cottam & Hallen – vendte han i 1849 tilbage til Danmark, hvor han og Julius Hanssen oprettede det rådgivende ingeniørfirma English & Hanssen.

Horsens Vandværk i Egebjerg blev projekteret af English & Hanssen og blev taget i brug i juli 1876. Grundvand blev pumpet op i en højtliggende, underjordisk vandtank vha. kraft fra turbiner i dæmningen til højre i billedet. Vandværket var i brug indtil 1971. Koloreret stålstik fra Illustreret Tidende. Arkiv.dk nr. B978.

I en bog om Den danske ingeniørs historie 1850-1920 hedder det om ingeniørerne English & Hanssen:

”Firmaet var succesfuldt og synes i hvert fald periodevis at have været internationalt fremtrædende og konkurrencedygtigt, idet man blandt andet projekterede den første betydelige hydrauliske centralstation, som placeredes i Birmingham. Der var tale om et pionerarbejde, for forsøg med hydraulik af betydende størrelse var endnu på forsøgsplanet” (Harnow 1998, s. 135)

Og andet steds:

”Der er gode grunde til, at dette pionerfirma på det rådgivende ingeniørområde overlevede ganske længe. For det første var den tekniske ekspertise i orden, og firmaets perspektiv blev i den store hele realiseret tilfredsstillende. Det var ikke sjældent, at English & Hansen vendte tilbage til byer, hvor der tidligere var udført opgaver.” (Harnow 2004, s. 52f)

Men succesen var i første omgang kortvarig og allerede i begyndelsen af 1860’erne var firmaet i alvorlige økonomiske vanskeligheder:

”Business is dull beyond endurance, nothing whatever is doing and not the least sign of any work coming in. Our position is getting worse and worse, we have from year to year got more and more envolved, so that it is high time to take some decided steps.” (English 1851 - 1879, s. 86)

 Der var flere sammenfaldende årsager til den dårlige økonomi i English & Hansen: den internationale økonomiske krise, der startede i 1857 og den forøgede konkurrence fra danske og britiske ingeniører.

Da English & Hanssen blev etableret i 1849 og de første efterfølgende år, var de ledende på markedet for teknisk rådgivning, men i mellemtiden var der blevet uddannet akademiske ingeniører fra Polyteknisk Læreanstalt. Den teknologi som Thomas Alfred English og hans kompagnon Carl Julius Tetens Hanssen havde bragt til Danmark fra London og fra Flensborg var ikke længere enestående. Og fra udlandet var de i konkurrence med de britiske aktieselskaber, som investerede i dansk infrastruktur, og som ofte medbragte egne, britiske ingeniører, når anlæg skulle projekteres og udføres.

Et af disse firmaer var Det danske Gaskompani, som - på trods af navnet - var et engelsk aktieselskab. English & Hanssen havde samarbejdet med og for dette selskab siden opførelsen af det første danske gasværk i Odense, men der skete et brud i 1856. I stedet for at være samarbejdspartnere blev Det danske Gaskompagni nu en alvorlig konkurrent, som ikke alene projekterede men også finansierede, byggede og drev gasværker. Og som havde egne, britiske ingeniører.

Oveni den øgede konkurrence kom den internationale krise i 1857. Krisen ramte især tilgængeligheden af kapital, som var det rådgivende ingeniørfirmas evige problem. Ideer og løsninger var der ikke mangel på, men derimod investorer, aktieselskaber, banker og kommuner, der ville og kunne finansiere deres projekter.

Den økonomiske krise i 1857 var den første internationale krise, hvor en recession bredte sig fra land til land. Fra USA bredte krisen sig til Europa. I Danmark betød krisen næsten en fordobling i antallet af konkurser, samtidig med at handelen blev ramt af tilbagegang. Fra et højdepunkt i 1855 var den samlede udenrigshandel faldet med en fjerdedel i 1858, og først i 1863 var handelen på niveau med 1855 (Liisberg 2020 (1919)). Krisen var så alvorlig, at staten måtte træde til med støtte til både handelshuse og banker (Hansen 2010, s. 24).

Det var i denne situation, at Alfred English i 1862 lagde planer for, hvordan han skulle forlade Danmark og starte på en frisk i et andet land:

“It appears to me that it is impossible for both Julius and me to live of the same business. One of us may do pretty well I fancy. I therefore think that is necessary to leave the country, none of my family does prosper in the country and I should be sorry to see my children grow up and settle here. But where am I to go to? This is the question. The plan for me to pursue will be, I think, to go to England with as good letters from Westenholz (5), Pontoppidan (6) and others as I can get, to Hawksley (7), Peto, Bidder (8) and other people of influence if possible endeavor to get a situation (…) and if this is impossible, which of course it is, to procced to Canada or to Australia, which of the two places to choose I don’t know yet, and cannot decide before I get some further information about them.” (English 1851 - 1879, s. 86f)

English & Hansen overlevede krisen, og Alfred English blev hos sin familie i Danmark. I stedet oplevede English & Hansen en ny opgangsperiode, som varede indtil en ny international, økonomisk krise ramte Danmark og ordrebogen hos English & Hansen i 1870’erne. Internationalt var krisen startet i 1873, men effekterne var forsinkede i Danmark, hvor nedgangen først blev tydelig i 1877 (Abildgren et al. 2011). Resultatet var endnu engang konkurser – også blandt banker og sparekasser. English & Hansen blev hårdt ramt af krisen – ikke mindst fordi store anlægsarbejder i Danmark afhang af risikovillig kapital fra både danske og udenlandske investorer. Det var ofte britiske aktieselskaber, der skaffede kapitalen til udbygningen af den danske infrastruktur – jernbaner og gasværker – og de store inddæmningsarbejder, der blev igangsat i 1860’erne og 1870’erne. 

Inddæmningen af Fladesø og Ørum Sø 1867-72 ruinerede ingeniørfirmaet English & Hanssen. På kortet ses de inddæmmede områder som blågrønne områder med afvandingskanaler indtegnet. Fra Buus 2015. 

Den 21. maj 1879 skrev Alfred English i sin dagbog:

”I did not leave Denmark as was my intention, shortly after a great deal of work - among others: Stadil Fjord (9), Bygholm Veile (10) and Fladesø reclamation 
(11) and Malmö, Randers and Horsens waterworks - came in and gave us full occupation. But especially Fladesø proved very disastrous for us so that we lost everything. Business is again at a perfect standstill, but this is not only so with us, but is much (…) all over the world. Such a crisis, as at present, has I (…) never experienced before. My partner Julius Hanssen and I could not agree so very well together, he therefore decided last year to move to Flensborg, where he now resides. Business is very bad there also.” (English 1851 - 1879, s. 90-91)

Det var altså ikke kun den økonomiske krise, der knækkede English & Hanssen og som resulterede i, at partnerskabet mellem Alfred English og Julius Hanssen blev opløst. Det var også inddæmningen af Flade og Ørum Søer i Sydthy; et meget kompliceret og omfattende projekt, der varede 5 år, og et af flere eksempler på, at English & Hanssen ikke alene var rådgivende ingeniører, men også fungerede som entreprenører (Buus 2015, s. 8).

Endnu engang overvejede Alfred English, hvad der skulle blive af ham og hans familie:

“If business does not very soon improve very much, I fear I shall not be able to stay here (…).  As I shall be 60 years old this year if I live till the 7^th of Dec., I can of course not think of leaving Denmark, except I should be so fortunate to get a situation somewhere. I certainly am extremely hard up at present, have never been more so, I think, and heaven only knows how we shall manage to clear the next year.” (English 1851 - 1879, s. 93)

Krisen havde tvunget dem til at sælge den store ejendom, English og Hanssen ejede i fællesskab på Frederiksberg Allé, og hvor begge familier – 18 personer i alt - boede. Men salget kunne ikke på sigt forbedre familiernes og firmaets økonomi, og det blev i stedet Henry English - bror til Alfred English og svoger til Julius Hanssen – der hjalp firmaet og familierne igennem krisen.

Lige som hans bror og hans svoger var Henry English uddannet som ingeniør, og lige som dem havde han forsøgt at etablere sig i Danmark – både som ejer af et jernstøberi og som ingeniør. Men forgæves. I stedet gjorde han karriere ved etablering af gasværker i Østrig-Ungarn og i Tyskland, og han blev senere – i 1883 – en vellønnet direktør for en af de største tyske entreprenørvirksomheder - Philipp Holzmann & Cie. i Frankfurt a/Main.

Da Henry English var nyuddannet – i 1857 - havde hans bror og hans svoger hjulpet ham med at finde arbejde ved projekter, som de selv eller deres britiske forbindelser styrede. Nu var det tid til at gengælde disse tjenester. I brevvekslingen mellem de tre ingeniører og deres ægtefæller – som er bevaret – nævnes flere gange, at firmaet er i ’pengeforlegenhed’. Resultatet blev, at Henry English støttede både familien English i København og familien Hanssen i Flensborg økonomisk, og efterfølgende udtrykte de deres taknemmelighed over den hjælp, de har fået fra Henry (English 1854 - 1895).

Selv om det kom til et brud mellem Alfred English og Julius Hanssen, så fortsatte deres samarbejde. Da de i 1882 i fællesskab fik britisk patent på et temmelig revolutionerende system til at drive fabriksanlæg med komprimeret luft i stedet for med dampkraft, troede de, at nu ville de endelig blive belønnet. Alfred English skrev i et brev, at han og Julius forventer, at deres selskab til fremstilling og levering af komprimeret luft vil blive en stor succes, at de ”endelig kommer på den grønne gren og bliver velhavende” (brev af 12. jun 1883 i English 1854 - 1895, s. 7). 

Men sådan kom det ikke til at gå. De oprettede samme år et engelsk aktieselskab sammen med engelske investorer, og det lykkedes at opstille et prøveanlæg i Birmingham. Der blev også udarbejdet et projekt om et større sammenhængende system af komprimeret luftkraft i samme by (English and Hanssen 1883), men projektet blev aldrig godkendt af det britiske parlament.

Noter

1)      Carlshütte jernstøberi og maskinfabrik i Rensborg blev oprettet i 1827 af købmanden Marcus Hartwig Holler (1796 – 1858), og det var den første industri i Slesvig og Holsten. I 1835 produceredes ovne, dampmaskiner og landbrugsredskaber (Ahlers 1996).

2)      George Ditmann etablerede I 1842 sammen med en partner jernstøberiet Ditmann & Jensen i Flensburg. Men forinden drev han som ”Mechanikus” et værksted i Kiel (Vaagt 1980), og det var her Alfred English blev uddannet som ingeniør.

3)      Carl Julius Tetens Hanssen (1822 – 1916), som senere i kompagniskab med Alfred English etablerede det første rådgivende ingeniørfirma i Danmark: English & Hanssen.

4)      Maschinenbauanstalt und Eisengießerei Schweffel & Howaldt blev etableret i Kiel i oktober 1838 af ingeniøren August Howald og entreprenøren Johann Schweffel. I starten produceredes kedler og dampmaskiner. Senere ændredes navnet til Howaldtswerke, som blev et af de største skibsværfter i Tyskland. Værftet eksisterer stadig og er nu ejet af ThyssenKrupp Marine Systems.

5)      Regnar Westenholz (1815- 1866). Dansk godsejer, politiker og storkøbmand, der drev handel mellem England og Danmark. Han kendte Alfred English fra Odense Gas Company, som han med britisk kapital grundlagde i 1853, og som senere blev omdannet til A/S Det danske Gaskompagni.

6)      Hendrik Pontoppidan (1814 - 1901). Dansk købmand og generalkonsul i Hamborg. Han ejede store ejendomme i Jylland og investerede i dansk landbrug – bl.a. i Hedeselskabet.

7)      Thomas Hawksley (1807 – 1893) var en britisk civilingeniør, som især er kendt for projektering af tidlige vand- og gasforsyninger. Han var ledende ingeniør i The Danish Gas Company Limited (A/S Det danske Gaskompagni).

8)      Samuel Morton Peto (1809 – 1889) og George Parker Bidder (1806 – 1878); britiske ingeniører som oprindelig var blandt direktørerne i A/S Det danske Gaskompagni (The Danish Gas Company Limited)  og er også kendt for bygning af jernbaner i England, i Danmark og i flere lande i Europa.

9)      The Stadil Fjord Reclamation Company Ltd. 1864-1877 var et britisk selskab som forsøgte at afvande Vest Stadil Fjord i Thy for at kunne udnytte det inddæmmede til landbrugsjord. Inddæmningen lykkedes aldrig, og i dag er området igen under vand (Hansen 2009).

10)   En Hr. Bjørn, fik i 1861 koncession på inddæmning og udtørring af Bygholms Vejle i Thy. Han måtte dog opgive og koncessionen gik til et københavnsk ingeniørfirma – formodentlig English & Hanssen - og i 1866 begyndte arbejdet, men arbejdet gik i stå pga. manglende kapital, og projektet blev overtaget af en engelsk jernbaneentreprenør,  John Trewhella, som fortsatte inddæmningen i 1868 (Sodborg 1926).

11)   Aktieselskabet til Flade og Ørum Søers Udtørring stiftet den 14. september i 1867 af godsejerne Moltke Hvitfeldt, F. Reventlow og Sehested-Juul. Afvandingen var afsluttet i august 1872, og projektet var tilsyneladende en succes, men i 1878 gik aktieselskabet konkurs (Buus 2015). Det vides ikke, hvorfor projektet ruinerede English & Hanssen – måske har de afgivet et for lavt tilbud på arbejdet, måske havde de investeret egne midler i aktieselskabet, der gik konkurs.

Arkivalier

English, John Walter. 1854 - 1895. Breve til Henry English -  Brevveksling i Aarene 1854 - 1895. Privateje.

English, Thomas Alfred. 1851 - 1879. Diary of Thomas Alfred English. Rigsarkivet. Arkiv nr. 09369. Pakke nr. 17.

Litteratur

Abildgren, Kim, Birgitte Vølund Buchholst, Atef Qureshi, and Jonas Staghøj. 2011. Samfundsøkonomiske omkostninger ved finanskriser Nationalbankende Kvartalsoversigt 3. kvartal 2011:53 - 64.

 Ahlers, Jens. Gründung und Anfänge der Hollerschen Carlshütte. Edited by Jens Ahlers. Landgraf Carl von Hessen, 1744-1836, Statthalter in den Herzogtümern Schleswig und Holstein. Schleswig: Landesarchiv Schleswig-Holstein,  1996.

Buus, Mie. 2015. Flade Sø i kulturhistorisk perspektiv. Thisted: Nationalpark Thy og Museum Thy.

English, Thomas, and Carl Julius T. Hanssen. 1883. Report on a scheme for supplying compressed air motive power in the town of Birmingham ... by T. A. E. ... C. J. Hanssen ... and J. Sturgeon ... With confirmatory Report by Professor H. Robinson, etc. Edited by C. J. T. Hanssen, H. Robinson and J. Sturgeon. London: E. & F. N. Spon,.

Hansen, Kjeld. Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut  2009. Available from http://www.dettabteland.dk/midtjylland/veststadilfjord.pdf.

Hansen, P.H. 2010. Finansielle krisers efterspil i (Danmarks)historien, 1857-1930. Samfundsøkonomen 2010 (1):23 - 28.

Harnow, Henrik. 1998. Den danske ingeniørs historie 1850-1920 : danske ingeniørers uddannelse, professionalisering og betydning for den danske moderniseringsproces: Systime.

Harnow, Henrik. 2004. Viden om - den danske tekniske rådgivnings historie 1850 til i dag. København: Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Liisberg, H. C. Bering. 2020 (1919). Danmarks søfart og søhandel. Bind 1. København: Lindhardt og Ringhof.

Sodborg, N. . 1926. Bygholm og Vesløs Vejler. Historisk Årbog for Thisted Amt 1909.

Vaagt, Gerd. "Die Maschinenwerkstatt und Eisengiesserei Dittmann und Jensen in Flensburg gegründet 1842: Aus der Frühgeschichte der Industrialiserung Teil 1. ." Die Heimat: Zeitschrift für Natur- und Landeskunde von Schleswig-Holstein und Hamburg 87, no. 1/2 (1980): 2-8 

Det sociale landskab i et fotoalbum

Eksempel på for- og bagside af visitkortfoto. 

Elise Lund fotograferet i 1869. 

Givet som julegave

Fra Elise Bays visitkortfotoalbum. Privateje. 

I 1860’erne blev det i borgerskabet moderne at blive portrætteret hos en fotograf og at rundsende disse fotos til familie og venner. Baggrunden var en fotografi-teknisk opfindelse fra Frankrig, som muliggjorde på en enkelt fotografisk plade (datidens film) samtidig at eksponere 8 identiske fotos. Denne teknik billiggjorde det fotografiske portræt, og betød også, at man købte 8 eller måske 16 identiske portrætter, som kunne deles eller udveksles. På grund af deres størrelse blev disse portrætter kaldt for ”Carte de visite” på fransk og for ”visitkortfoto” på dansk. Der er dog ikke tegn på, at de faktisk blev brugt som datidens visitkort i forbindelse med formelle visitter.

Derimod fungerede disse visitkortfotos som en markering af vigtige begivenheder i sit og i familiens liv. Forlovelse blev markeret med et besøg hos fotografen, nygifte blev afbildet sammen i et bryllupsbillede, og nyuddannede eller nyudnævnte blev fotograferet iført deres nye uniform eller med symboler på deres nyerhvervede status. Blandt bedrestillede soldater var det også udbredt at blive portrætteret inden man drog i felten – derfor er der i Danmark især mange af disse fotos taget i forbindelse med den 2. slesvigske krig. Samtidig blev det almindeligt at udveksle disse visitkortfotos som gaver og som bevis på hengivenhed, forbundenhed eller kærlighed. Det blev således udbredt, at forlovede udvekslede portrætter eller at tætte venner gjorde det samme. På bagsiden kunne man skrive en personlig hilsen. Derimod blev visitkortfoto sjældent eller måske slet ikke anvendt som bevis på forretningsforbindelser.

Selv om disse fotografier ofte markerede særlige livsbegivenheder, så havde de ikke karakter af minder om steder eller begivenheder. På grund af tekniske begrænsninger blev så godt som alle disse fotos taget i fotografens studie, så de giver næsten aldrig et indtryk af de steder eller omgivelser, hvor personerne levede eller havde mindeværdige oplevelser. Omgivelserne er altid fotografens kulisser og rekvisitter: malede teaterkulisser, efterligninger af søjler og inventar som chaiselonger, lænestole eller skriveborde.

Enkelte af disse visitkortfoto endte i en fotoramme på chatollet, på skrivebordet eller på klaveret. Men de fleste blev samlet i albummer. Der blev solgt albummer, der var tilpasset det særlige visitkort-format (64 x 104 mm), og hvor der var plads til 4 fotos på hver side. Albummerne var beklædt med skind og man kunne få sit navn på forsiden med guldtryk. Det var næsten altid det kvindelige familieoverhoved, der havde ansvaret for at administrere disse albummer og for at skrive den tekst, der identificerede personerne og deres relation til familien.

Elise Bays visitkortalbum - ikke dateret men formodentlig startet i 1870'erne 

og afsluttet ved hendes død i 1916. Privateje. 

Der er bevaret mange af disse albummer med visitkortfoto - i min familie tre komplette album -  og de udgør en vigtig historisk kilde til familiehistorien set fra et kvindeligt perspektiv. Hvis de afbildede personer er identificerede, fungerer disse albummer med visitkortfoto i dag som et landkort over det sociale landskab, som familien dengang levede i. De fortæller om, hvem der var knyttet til familien og hvem, der havde social status til at blive placeret i familiens album. Og hvordan det kvindelige familieoverhoved ønskede at fremstille sin familie, sin og mandens slægt og deres sociale position.

Da amatørfotografi blev udbredt i starten af det 20. århundrede med fremkomsten af box-kameraer i stil med Kodaks Brownie, gik visitkortfoto af mode. 

Litteratur

Gernsheim, Helmut, and Alison Gernsheim. A Concise History of Photography. London: Thames and Hudson Ltd,  1965.

Mortensen, Mette. "Portræt af borgerskabet : portrætkulturen 1860-1880." In Dansk fotografihistorie, edited by Mette Sandbye and Gitte Pedersen. København: Gyldendal, 2004.

Den usynlige skolestifter

Da komtesse Thusnelda Moltke i 1870 oprettede Borgerskole for Pigebørn skete det i et tæt samarbejde med kollegaen Johanne Husted Schønau. De var uddannet samtidig – i 1869 – fra Fr. Zahles Skoler, de ansøgte sammen om tilladelse til at oprette pigeskolen (Skoledirektionen Københavns Kommnue 1870), og de stod begge som stiftere af skolen. Her er deres annoncering efter elever fra Berlingske Politiske og Avertissementstidende d. 8. oktober 1870:

Men det var to meget forskellige lærerinder, der stiftede skolen. Moltke var komtesse og kom fra en velhavende familie, der bl.a. ejede godserne Espe og Bonderup på Sjælland og landstedet Marienborg (statsministerens nuværende embedsbolig) nord for København. Thusnelda Moltke havde som ugift frøken ikke sin egen formue, og for at få råd til at oprette skolen måtte hun og Johanne Schønau tage et lån fra Natalie Zahle. Men Moltke havde til gengæld status og mange forbindelser blandt fremtrædende københavnere.

Johanne Husted Schønau. Udateret. Kilde: Aagaards billeder - Kolding Stadsarkiv

Johanne Schønau havde derimod anderledes vanskelige betingelser. Hun var datter af en engang velhavende godsejer, som i en kort årrække havde ejet herregården St. Restrup i Nordjylland, men han havde tabt hele sin formue og levede et vanskeligt familieliv med ikke mindre end fire ægteskaber, så Johanne voksede op under svære kår. Som ung tog hun tidligt arbejde som ikke-uddannet privatlærerinde, og med sin ubetydelige løn måtte hun understøtte sin far, og senere måtte hun også tage en yngre søster i pleje, fordi hendes far ikke var i stand til at forsørge lillesøsteren. Johanne Schønau kom til København i 1868 og på rekordtid havde hun bestået eksamen som almueskolelærerinde med de højeste karakterer hos Natalie Zahle.

Efter oprettelsen af Borgerskole for Pigebørn i 1870, var Johannes Schønaus økonomiske situation så vanskelig, at hun måtte tage bolig i skolen: hun sov i begyndelsen i et kammer, som om dagen blev brugt som skolens kontor, og senere i et klasseværelse, der om dagen blev brugt til undervisning (Comtesse Molktes Pigeskole 1870 - 1927).

Selv om deres Borgerskole for Pigebørn efter alt at dømme var et resultat af både Thusnelda Moltkes og Johanne Schønaus anstrengelser, så kom Moltke snart til at tegne skolen alene. I løbet af nogle år skiftede skolen således navn til Komtesse Moltkes Pigeskole, og i skolens undervisningsprogrammer var det Th. Moltke, der skrev til forældrene. Selv om Johanne Schønau stadig var ansat på skolen, så blev hun ikke længere nævnt som skolens stifter, men kun som en lærerinde, der underviste i håndarbejde, dansk og geografi; både ved Borgerskolen for Pigebørn og ved Frøken Zahles Skoler. Efterhånden blev hun skrevet helt ud af historien – bl.a. i skolens egen historieskrivning (Neerbek et al. 1981).

Også på et andet område blev hendes arbejde gjort usynligt. I 1881 rejste hun sammen en lærerinde fra Frøken Zahles Skole, Katrine Lønborg, på en studierejse til Schweiz. De skulle studere den pædagogiske metode i håndarbejdsundervisningen, som blev kaldt den ”Schallenfeldske Methode” (Schallenfeld 1875 (1857)), og som omfattede både strikning og syning. Metoden dikterede, at undervisningen i strikning skulle være fælles klasseundervisning, hvor man i takt og vha. remser lærte de mindste piger at udføre de enkelte øvelser med garn og strikkepinde. I sy-undervisningen blev der anvendt prøveklude – såkaldte schweizerklude – hvor de forskellige sy-teknikker blev indøvet. Den Schallenfeldske metode var den første systematiske håndarbejdsundervisning, og metoden fik stor betydning – langt op i det 20. århundrede.

Efter studieturen til Schweiz blev metoden indført både ved Borgerskole for Pigebørn og i Natalie Zahles Pigeskole – på trods af modstand fra elevernes mødre. Studieturen gjorde det også muligt at tilbyde et kursus i metoden for interesserede skolebestyrerinder og håndarbejdslærerinder, og på den måde blev metoden udbredt til pigeskoler over hele landet. Men heller ikke dette bidrag til den danske skolehistorie er blevet tilskrevet Johanne Schønau. Hun fik aldrig skrevet en dansk lærebog om den Schallenfeldske metode. Denne blev i stedet – langt senere - skrevet af en lærerinde fra Frederiksbergs skolevæsen, Emilie West (West 1889), og efterfølgende er det hende, der bliver fremhævet som metodens pioner i Danmark. Derfor er hun medtaget i Dansk Biografisk Leksikon (Kragelund 1979-84), mens Johanne Schønau er blevet glemt.

Hun fik i 1878 konstateret kræft og måtte på grund af afkræftelse opgive sit arbejde i 1886. Hun døde ugift og uden børn i 1889.

Johanne Husted Schønau, f. 5. sep 1843 i Kolding, d. 11 feb 1889 på Diakonissestiftelsen, Frederiksberg.

Forældre

Arent Warelmann Schønau, f.  9 sep 1809 i Hunstrup, Thisted, d. 10 maj 1883 i Stilling.

Christiane Andersdatter Husted, f. 9 oct 1809 i Skanderup, Ribe, d. 14. feb 1850 i Restrup, Ålborg Amt.

Arkivalier

Comtesse Molktes Pigeskole. 1870 - 1927. Comtesse Moltkes Pigeskole i Arbejde og Fest, 1870 - 1916 efter Fru Bays Optegnelser, 1916 - 27 efter J. Skouboes Optegnelser. Rigsarkivet. Arkiv nr. FF-118. Pakke nr. 1.

Skoledirektionen Københavns Kommnue. 1870. Ansøgning om oprettelse af Borgerskole for Pigebørn. Thusnuelda Moltke. Pakke nr. 131 – ud. Journal nr. 187. 

Litteratur

Kragelund, Minna. Emilie West  1979-84. Available from http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/P%C3%A6dagog/Emilie_West.

Neerbek, Hans, Frans Heine-Poulsen, Niels Gangsted-Rasmussen, and Erik Madsen, eds. 1981. KG's billedbog 1870-1981. Hellerup: Kildegård Gymnasium, E. Bay og Th. Moltkes Skoler.

Schallenfeld, Rosalie. 1875 (1857). Der Handarbeits-Unterricht in Schulen : Werth, Inhalt, Lehrgang und Methodik desselben. Edited by A. Schallenfeld. 5. Aufl. ed. Frankfurt am Main.

West, Emilie. 1889. Veiledning til Methodisk Undervisning i kvindeligt Haandarbejde. Kjørbenhavn: N.C. Roms forlagsforretning.

”Juvelerne” på Ladegården

Oliemaleri af Sønderborg Ladegård. Ladegården var i 1860 blevet købt af Sønderborg Kommune, som bortforpagtede den til jernstøberiejer Peter Petersen. Den havde et tilliggende på 680 ha og en besætning på 150 køer. Ladegården fungerede under 2. slesvigske krig som indkvarteringssted for først danske tropper og senere tyske tropper. Hoveddbygningen er nu revet ned, men alvsbygningerne eksisterer stadig. Sønderborg Lokalarkiv. Udateret. 

I foråret 1864 var den italiensk-britiske krigskorrespondent Antonio Gallenga indkvarteret på Sønderborg Ladegaard. Han var udsendt af The Times i London og hans artikler om den 2. slesvigske krig blev bragt i avisen og senere samlet til en bog, der udkom både i London og i en dansk oversættelse. Han fulgte de danske tropper, da de trak sig tilbage fra Dannevirke til Als og blev indkvarteret hos borgerne i Sønderborg og omegn. Her er, hvad han skrev om den familie, der boede på Sønderborg Ladegård: 

”I Gaar spiste vi til Middag med et stort Selskab af Officerer, omtrent en Snes, paa en Gaard udenfor Byen, hvor de Fleste af dem ere indkvarterede. Forpagteren er Fader til tolv Døtre og tre Sønner. De fleste af Pigerne (jeg maa vel sige af de unge Damer, thi de ere i en Alder fra 4 til 19 Aar) opvartede Selskabet ved Bordet. Ved Enden af det lange og store Bord sad Ejeren selv, hans anden Kone, der saa ud som en Søster til hendes ældste Steddøtre, og de nævnte Døtres Lærerinde. Alle Damerne bar dyb, men elegant Sorg til Ære for den afdøde Konge, og med fuldstændig Tilsidesættelse af den nyudnævnte Konges Befaling, som har kundgjort, at Sørgetiden er forbi. Retheden og Smagfuldheden i de skjønne Hebers (1) sorte Dragt, den smukke Maade, hvorpaa de bare deres Haar, hele deres Holdning og Bevægelser vidnede om god Smag og god Opdragelse. Deres Væsen vare uden Feil. Nogle af Damerne var høje, slanke Skønheder, de fleste af dem havde mørkt Haar og lysegraa Øjne; de bevægede sig med en Elegance, som holdt deres militaire Gæsters Øine beundrende, men dog ærbødigt fæstede paa dem. 

[De unge Skønheder blev sjældent tiltalt, og aldrig uden den stille Ærbødighed og Agtelse, som til alle tider har karakteriseret den nordeuropæiske Ridderlighed. De unge Mænds eneste Friheder bestod i, at de viskede til hinanden Ordene ’Ravnens vinge” og ’gylden Krone’ og disse Benævnelser betegnede den ældste og den næstældste Datters Hårfarve. Med Familiens Småbørn, den lille Kamma og den endnu yngre Hanna, kan enhver Mand lege vildt som Hjertet begærer]. (2) 

Disse unge Piger, deres Moder og deres Lærerinde ere vante til Landlivets Eensomhed; de ere ikke meget tungefærdige, og en dyb Rødme udbredte sig over deres Kinder, hver gang en af Selskabet henvendte sig til dem. De besørgede dog deres huuslige og gjæstevenlige Pligter med sikker Takt og medfødt Ynde. Dersom man havde tilstrækkelig Tid til at faae Isen brudt og berolige deres bly Uro, vilde man snart blive vaer, at de kunne føre en god og forstandig Konversation om mange Gjenstande. De Bøger, der ligge paa Bordene i Dagligstuen, de smukke Tegninger paa Væggene, Pianoet i Krogen og de erotiske Planter, der med Omhu ere opelskede i Vinduerne, bevise det. Fransk eller Engelsk, i hvilke de ikke vove at svare, ere paa ingen Maade ubekjendte for dem. Deres Gourvernante er udgaaet fra en af Kjøbenhavns første Dannelsesanstalter og er en fuldendt Sprogkyndig.” (4. marts 1864, Gallenga, 1864, s. 123f)

5 af "juvelerne på Ladegaarden". Fra venstre Valborg, Anna, Mille (Emilie), Hanne og Laura Petersen. Foto fra ca. 1862. Privateje. 


Den store familie og det hushold, som i den grad fascinerede den udenlandske krigskorrespondent, og som han også betegnede som ”juveler” (s. 283), var familien Petersen fra Sønderborg. Faren var den tidligere guldsmed, kroejer og jernstøber Peter Petersen. På dette tidspunkt havde han solgt Sønderborg Jernstøberi til sin svigersøn, Henry English, og efter Sønderborg Kommune havde købt ladegården i 1860, kunne han realisere sin mangeårige ambition om at bliver landbruger, så han forpagtede Sønderborg Ladegaard. 

Ægteparret Hanne Marie Elisabeth (f. Møller) og Peter Petersen. Han var tidligere guldsmedemester og jernstøberiejer men fra 1860 til1865 forpagtede han Sønderborg Ladegård. Han havde 7 børn fra første ægteskab og fik 11 børn med Hanne Marie Elisabeth. Mange af dem boede på Sønderborg Ladegaard under den 2. slesvigske krig. Foto af Hanne Marie Elisabeth  er en affotografering af et ældre daguerreotypi. Træsnit af Peter Petersen. Begge udaterede. Fra Hanne Marie Elisabeth Petersens visitkortfotoalbum. I privateje. 

Den familiære idyl, der gjorde så stort indtryk på den engelske krigskorrespondent, blev dog kortvarig. Da krigshandlingerne nærmede sig Als, blev Peter Petersens kone – Hanne Marie Elisabeth – sammen med de mange børn og guvernanten sendt i sikkerhed i Svendborg hos noget familie, og Peter Petersen blev tilbage sammen med gårdens folk for at passe den store gård med næsten 680 tdr. land og en besætning på 150  køer. 

Den britiske krigskorrespondent beskrev situationen på denne måde:

”Forpagter Petersen, Fader til de 12 Døttre, som jeg tidligere har omtalt, kjører i Marken med sine Heste med den fuldkommeste Rolighed, skjøndt han veed, at Straataget paa hans Ladegaard paa ingen Maade er bombefrit, og at et eneste vildfarende Skud til enhver Tid kan sætte hans Straatage i Flammer. De 12 Piger og den øvrige kvindelig Deel af hans Huusholdning have forladt Gaarden, men Familiens Hoved bliver tilbage, og Gaarden vedbliver at være i Drift trods den Masse Soldater og Officerer, Ryttere og Heste, Kanoner og Ammunitionsvogne, der besvære, nedtrampe og ere iveien for Alt. Gaardens Jorder maae pløies, endskjøndt Gaarden er en Leir; kornet maa groe og modnes. Skjøndt det er tvivlsomt, om Danske eller Tydske skulle høste det, og om indfødte eller fremmede Bagere ville tilberede dets Frugt til Føde for de levende” (1. april 1864, Gallenga, 1864, s. 250). 

Da krigen var tabt, var det i stedet preussiske tropper, der blev indkvarteret på Ladegården. Krigen og de tab, gården blev påført, blev både et økonomisk og et psykisk knæk for Peter Petersen, og han blev tvunget til at opgive forpagtningen.

Sønderborg Ladegård blev ikke ramt af fjendens artilleri, men tabene for forpagteren var alligevel betragtelige. De mange indkvarterede soldater havde ikke alene tæret på gårdens beholdninger, men heste var blevet konfiskeret til krigstjeneste, porte og døre var blevet brugt som brænde for at de mange soldater kunne holde varmen, og den senere høst blev meget mindre end normalt. 

Peter Petersen søgte at få andel i krigsskadeerstatningerne, men forgæves. Han måtte opsige forpagtningen og den store familie flyttede tilbage til forbygningerne til jernstøberiet i Perlegade 95 og 97. 

Noter

(1) Hebe er i græsk mytologi gudinde for ungdom, datter af Zeus og Hera. 

(2) Afsnittet i hårde parenteser er egen oversættelse og er ikke med i den danske oversættelse fra 1864.

Litteratur 

Gallenga, Antonio. Krigen i Slesvig 1864. Kjøbenhavn: Philipsens Forlag, 1864.

Gallenga, Antonio. The invasion of Denmark in 1864. London: Richard Bentley, 1864.

Den grundtvigianske embedsmand og inspirator

Mathias Vilhelm Moltke - farbror og inspirator til skolebestyrerinde

Thusnelada Moltke. Affotograferet maleri. Udateret.

 Det kongelige Biblioteks Billedsamling

Da Thusnelda Moltke i 1870 oprettede sin Borgerskole for Pigebørn i København skete det på opfordring fra hendes forbillede og lærer”mester”, Natalie Zahle, på hvis skole Thusnelda Moltke i 1869 var blevet almueskolelærerinde. Men Moltke ville, at hendes egen skole skulle være forskellig fra Zahles kendte pigeskole. Hvor Zahles pigeskole var for piger af det bedre borgerskab, så skulle Moltkes være for døtre i  familier, der ikke havde råd til at betale skolepengene i "de højere pigeskoler", men som alligevel havde ambitioner om privat skolegang. Og til forskel fra Natalie Zahle lod Moltke sin skole blive kraftigt farvet af datidens grundtvigianske skoleideer. Det vil sige en skole uden eksamen, baseret på det levende ord i stedet for lærebøger og katekismer, og en skole, der fokuserede på dansk historie, bibelhistorie, danske sagn og danske sange.

Inspirationen til de grundtvigianske skoleideer kom i første omgang fra Thusneldas farbror, Mathias Vilhelm Moltke (1801 – 1864). Han havde titel af greve men var uden grevskab. Han var blevet uddannet som jurist og besad en række stillinger som embedsmand – først i Danske Kancelli og senere som amtmand i Holbæk Amt (1831 – 1844) - indtil han måtte tage sin afsked pga. tiltagende invaliditet. Han boede i København og var her en ivrig støtte til Grundtvig; i en sådan grad og med en sådan rang, at han og hans hustru havde faste pladser i Vartov Kirke, hvor Grundtvig var sognepræst. Han påvirkede Thusnelda Moltke i grundtvigiansk retning, når han besøgte sin bror og dennes familie på godset Espe, og senere da Thusnelda Moltke med sin mor flyttede til København. Det var også ham, der fik Thusnelda Moltke til at tilknytte sig menigheden i Vartov, men han døde inden hun oprettede sin skole.

Under pseudonym skrev han flere gange kritisk om den tysk-prægede lærde skole. 
Han blev gift med en tysk kvinde af adelig afstamning, men de fik ingen biologiske børn. Derimod adopterede de eller tog i pleje en pige, som siden anvendte Moltke som efternavn. 

Da Mathias Vilhelm Moltke døde, videreførte hans ægtefælle - grevinde Thusnelda Moltke - hans interesse for de grundtvigianske skoletanker. Hun blev i 1864 såkaldt "besøgende Dame" ved Dronning Caroline Amalies Asylskole for piger, som Grundtvig var direktør for. Og i 1873 blev hun udpeget til komiteen  for samme skole - dvs. bestyrelsen for både asylet og asylskolen (Bestyrelsen for "Dronning Caroline Amalies Legat til Asylet og Asylskolen i Rigensgade, 1904, s. 42 og 51). 

Arkivalier

Ingen bortset fra hans virke som amtmand

Foto

Det kongelige Biblioteks Billedsamling

Litteratur 

Bestyrelsen for "Dronning Caroline Amalies Legat til Asylet og Asylskolen i Rigensgade. Beretning om Dronning Caroline Amalies Asyl gennem 75 Aar. København: H. Meyers Bogtrykkeri,  1904.

Bobé, Louis. Stamtavle over Slægten Moltke. København: Bianco Lunos Bogtrykkeri, 1921.

delta delta [pseudonym for M.V. Moltke]. Hvortil trænger den lærde Skole? Et pædagogisk Fragment. København 1862.

Familierelationer

Mathias Vilhelm Moltke f: 01 Mar 1801 i Kristiansand, Vest-Agder, Norge, d: 14 Jan 1864 i Mosedal ved København

Ægtefælle

Thusnelda Sophie Elisabeth Friederike Luise von Reden Wendingshausen f: 24 Oct 1814, g: 12 Jan 1837, d: 14 Feb 1893 i København

Plejebarn

Anna Pauline Moltke (f. Christensen), f: 15 Jul 1836 i Nysted, Storstrøm, d: 26 Aug 1918 i København

Forældre

Otto Joakim Moltke f: 11 Jun 1770 i København, d: 01 Feb 1853 i Espe

Christiane Sophie Juul f: 24 Jun 1778 i Frijsenborg, g: 17 Jun 1797 i Horsens, d: 24 Nov 1810

Minibiografi: Christiane English, f. Petersen, 1838 - 1918

Christiane og Henry English med deres 

fire børn. Foto taget i St. Pölten, Østrig-Ungarn, 1866. 

Christiane Henriette Laurentia Petersen (kaldet Jane) blev født i Vestergade i Odense i 1838 som datter af guldsmedemester Peter Petersen og hans første hustru Ulricke Sophie Müller. Efter morens død i 1846 blev flere af hendes søskende sendt i pleje, men hun fulgte med faren og hans nye hustru først til Ringe, hvor faren en kort periode drev kro og landbrug, og senere til Sønderborg, hvor faren blev jernstøber og maskinfabrikant. Hun blev tæt knyttet til farens anden hustru, og hjalp især med pasningen af de mange, yngre halvsøskende. Som ung arbejdede hun som guvernante for familien Witzke på Hjortholm (Als). Senere uddannede hun sig til privatskolelærerinde på Natalie Zahles Skoler i København, men fik aldrig brugt sin uddannelse. Hun blev gift med ingeniøren Heinrich English (kaldet Henry English), som i en kort årrække ejede Sønderborg Jernstøberi. Herefter flyttede familien og deres børn rundt mellem forskellige storbyer i Europa, hvor han arbejdede som ingeniør på anlæg af gasværker, inddæmninger, kloakering og vandforsyninger. Hun fødte fire børn, hvoraf tre sønner blev voksne. Selv om familien efter en del år fik fast bolig i Frankfurt am Main, bevarede hun kontakten til sin familie i Danmark, og hun og hendes mand holdt hvert år ferie på Tåsinge. Hun døde i Frankfurt i 1918.

Arkivalier

English, John Walter. 1943. Henry og Christiane English' Brevveksling i Aarene 1859 - 1894. København. I privateje.

Petersen, Emilie Christiane Dorothea, Alma Christine Petersen, & Valborg Nicoline Gredsted. 1924. "Nogle erindringer." Hellerup: Privateje.

Foto

"Hanne Marie Elisabeth Petersens visitkortfotoalbum." Sønderborg: Privateje, 1860 - 1905.

Det kongelige Biblioteks Billedsamling.

Litteratur

Ingen

Familierelationer

Christiane Henriette Laurentia Petersen f: 13 Apr 1838 i Odense, d: 03 Mar 1918 i Frankfurt am Main

Ægtefælle

Heinrich English f: 20 Mar 1834 i Flensburg, g: 27 Sep 1859 i Sønderborg, d: 18 Jun 1901 i Frankfurt a/Main

Børn

Peter Thomas Alfred English f: 29 Jul 1860 i Sønderborg, d: 17 Jul 1930 i Tyskland
Charles William Marius English f: 07 Feb 1862 i Rødby, d: 29 May 1931 i London
John Walter English f: 06 Sep 1864 i Kremnitze,  d: 21 Dec 1944 i København
Cecilie Emilie English f: 23 Aug 1865 i St. Pölten, Østrig-Ungarn, d: 21 Aug 1867 i Berlin.

Forældre

Peter Petersen f: 13 Feb 1806 i Haderslev, d: 28 Dec 1882 i Sønderborg
Ulricke Sophie Müller f: 30 Nov 1809 i Haderslev, g: 09 Sep 1834 i Haderslev Vor Frue Sogn, d: 08 Jun 1846 i Odense, Sankt Knuds Domsogn

Minibiografi: Anna Dorph, f. Petersen, 1836 - 1927

Christian Dorph, Anna Dorph (f. Petersen) 

og søn Niels Vinding Dorph. Foto 1865. 

Det kongelige Bibliotek

Anna Knudine Petersen (kaldet Anna) var datter af guldsmed i Haderslev, Wolfgang Petersen, og dennes første ægtefælle, Dorothea Benedicta Hiort. Moren døde da Anna var 5 år gammel, og hendes eneste søskende - storebroren Martin Heinrich Petersen - blev sendt i pleje. Allerede året efter fik hun en stedmor - Inger Maria Hansen - men det nye ægteskab var barnløst, så Anna voksende op som enebarn, og hun havde et konfliktfyldt forhold til sin stedmor.
Som 17-årig blev hun husholdningselev på en jysk herregård. Da hun vendte tilbage til barndomshjemmet, blev hun ansat på kontoret til sin fars jernstøberi og maskinfabrik på Naffet 30 i Haderslev. Her arbejdede hun indtil hun i 1860 blev gift med adjunkt på Haderslev Latinskole, Jens Peter Christian Dorph. Han og hans dansksindede lærerkolleger blev tvunget væk fra latinskolen efter den preussiske magtovertagelse i 1864. Efter et kortvarigt forsøg på at fortsætte undervisningen i Wolfgang Petersens jernstøberi, flyttede de dansksindede lærere til København og oprettede her Haderslev Lærernes Skole; et initiativ som Anna deltog aktivt i.
Familien boede i København fra 1864.

Hun blev mor til fire børn, men kun to blev voksne. Da hendes far solgte jernstøberiet i Haderslev, flyttede han med sin hustru ind hos Anna og hendes familie i København. Hun passede derfor først sin aldrende far og siden sin stedmor. Hun blev enke i år 1900 og døde selv 27 år senere i København.

Foto

Det kongelige Biblioteks Billedsamling.

Arkivalier

Petersen, Anna Knudine. "Erindringer fra barndomshjemmet i Haderslev." I privat eje. Udateret, men formodentlig skrevet i 1920erne.

Familie

Anna Knudine Petersen f: 13 Oct 1836 i Haderslev, d: 01 May 1927 i København

Forældre 

Wolfgang Petersen, guldsmed, jernstøberiejer, maskinfabrikant, værftsejer, f: 21 Jun 1800 i Haderslev, d: 28 Aug 1883 i København,

Dorothea Benidicta Hiort f: 21 Feb 1807, g: 21 Jun 1827 i København, d: 18 Aug 1841 i Haderslev.

Ægtefælle 

Jens Peter Christian Dorph f: 27 Jul 1822 i Viborg - Nørrelyng Herred - Viborg Amt, g: Foråret 1860 in Haderslev, d: 27 Jan 1900 i København

Børn

Niels Wolfgang Dorph f: 26 Jan 1861 i Haderslev; d: 04 Feb 1861 i Haderslev

Niels Vinding Dorph f: 19 Sep 1862 i Haderslev, d: 21 Sep 1931 i København

Dorothea Louise Christine Dorph f: 01 Sep 1864 i Haderslev, d: 16 Jul 1873 i Sankt Johannes Sogn, København

Bertha Olga Vilhelmine Herlich Dorph f: 04 Jun 1875 i København, d: 25 Feb 1960 i Hillerød, Frederiksborg, Denmark

Københavns forende Tjenestepige- og Børnehjem, 1872 – 1924

Københavns forenede Børne- og Tjenestepigehjems bygning, Ryesgade 28, ca. 1886. Herfra blev Carl Julius Nielsen bortadopteret i 1878 til enkefru Elise Bay, som gav ham fornavnet Axel og efternavnet Bay. 

Københavns forenede Tjenestepige- og Børnehjem er også blevet kaldt Frk. Beckmanns Børnehjem og Børne- og Tjenestepigehjemmet i Ryesgade. Børne- og Tjenestepigehjemmet blev oprettet i 1872 – oprindelig som et gratis pensionat for ledige og hjemløse tjenestepiger – senere også for forældreløse eller afståede børn. Begge tilbud blev drevet for private midler, og var oprettet af præster og personer med tilknytning til Sankt Johannes Kirken i København. Hjemmet startede i Læssøesgade, men flyttede i 1873 til nyopførte bygninger i Ryesgade 28 efter en større donation fra en murermester, der var i menigheden. Ejendommen blev udvidet i 1877 med hjælp fra større gaver fra bl.a. brygger Jacobsen. Børnehjemmet fungerede primært som et midlertidigt hjem for børn, der skulle bortadopteres eller sættes i pleje. Det var således - på trods af navnet - ikke et egentligt børnehjem, men snarere adoptions- og plejeformidler.

Det var fra Københavns forende Tjenestepige- og Børnehjem at lærerindeparret Elise Bay og Thusnelda Moltke fik deres to første plejebørn: Carl Julius Nielsen og Carl Julius Nielsen. De fik senere navneforandring til Carl Axel Bay og Carl Helge Bay. 

Arkivalier

Ingen 

Fotos

Københavns Stadsarkiv

Litteratur

Christensen-Ordrup, Carl. "Københavns forende Tjenestepige- og Børnehjem." I Danske Børnehjem i Billeder og Tekst af forskellige Forfattere, red. af Carl Christensen-Ordrup, 34 - 37. København: I kommission hos Axel Andersen, 1900.

Københavns forenede Børne- og, Tjenestepigehjem. Beretninger 1872ff. København: Missionstrykkeriet m.fl.1872 - 1924.

Thusnelda Molktes Borgerskole for Pigebørn fylder 150 år

Linnésgade 8, hvor kvindefamilien Bay & Moltke, deres tre plejebørn og to tjenestepiger boede i otte værelser på 1. sal, mens pige- og drengeskolen havde til huse i resten af stueetagen, på 2. sal og på 3. sal. Bygningen var opført og ejet af Zahles Skoler, der havde til huse i nabobygningerne. Foto fra 1889. Privateje.

Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn fylder til oktober 2020 150 år. Skolen var fra starten en grundtvigiansk inspireret privatskole for piger fra mindrebemidlede hjem. Den var oprindelig en eksamensfri skole med fokus på at uddanne piger til hustruer, men fik dimissionsret til realeksamen i 1894. Den havde først hjemme i Filosofgangen i København, siden Løngangsstræde og endelig i Natalie Zahles bygninger i Linnésgade. Flyttede i 1895 til Østersøgade og skiftede samtidig navn til Comtesse Moltkes Pigeskole. Pigeskolen delte lokaler med Østersøgades Gymnasium, som på daværende tidspunkt var en drengeskole, men de to skoler var adskilte administrativt og lokalemæssigt. Pigeskolen blev i 1913 en del af ”Institutionen E. Bays og Th. Moltkes skoler”, men den beholdt sit eget navn og først i 1947 fik pigerne mulighed for at tage studentereksamen. I 1960 blev de to skoler slået sammen, og de flyttede herefter til Hellerup og skiftede navn til Kildegård Gymnasium. Gymnasieafdelingen lukkede i 2005 pga. manglende søgning, og skolen er i dag en grundskole med navnet Kildegård Privatskole.

   

Arkivalier
Rigsarkivet i København: Linnégades Undervisning for Drenge.

Fotos
Danske Kvinders Fotoarkiv og i Det kongelige Bibliotek.

Litteratur

Laursen, K. (red.). (1957). Ø.G.'s billedbog : 1882 - 1957. København: Østersøgades Gymnasium.

Neerbek, H., Heine-Poulsen, F., Gangsted-Rasmussen, N., & Madsen, E. (Eds.). (1981). KG's billedbog 1870-1981. Hellerup: Kildegård Gymnasium, E. Bay og Th. Moltkes Skoler.

Rohde-Røgind, A. (1945, 22 okt 1945). Komtesse Moltkes Pigeskole 1. November 1870-1.
November 1945, Berlingske aftenavis.

Zahle, N. (1910, 11 nov 1910). Komtesse Th Moltke og hendes Pigeskole. 1870 - 1910, Kristeligt Dagblad, pp. 1 - 2.

Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn. (1870ff) Fra Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn, oprettet Novbr. 1870 (årsberetninger). København.

Østersøgade 88 i København, hvor  Comtesse Moltkes Pigeskole og drengeskolen, Østersøgades Latin- og Realskole havde til huse fra 1896 til 1961. Selv om skolerne delte adresse var der en tydelig opdeling i en pige- og en drengeafdeling - administrativt og fysisk. 

Oversigt over pige- og drengeskolernes udvikling og deres adresser

-->

1870	Pigeskolen oprettes:  Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn	Filosofgangen 97
1872	Flytter lokaler	Løngangsstræde 37
1877	Flytter lokaler	Linnésgade 10
1880	Pga. pladsmangel oprettes en filial-skole	Nørregade 61a
1882	Flytter lokaler	Linnésgade 8
1882	Drengeskolen oprettes: Linnésgades Undervisning for Drenge	Linnésgade 8
1889	Drengeskolen skifter navn til Linnésgade Latin- og Realskole	Linnésgade 8
1894	Første hold studenter dimitterer	Linnésgade 8
1896	Nyt navn til drengeskolen: Østersøgades Latin- og Realskole	Østersøgade 88
1896	Pigeskolen skifter navn til Comtesse Moltkes Pigeskole	Østersøgade 88
1908	Begge skoler kaldes Østersøgades Gymnasium – forkortet Ø.G.	Østersøgade 88
1913	Begge skoler bliver en del af fondens Institutionen E. Bays og Th. Moltkes Skoler	Østersøgade 88
1947	Pigeskolen tilbyder studentereksamen	Østersøgade 88
1961	Drenge- og pigeskolen lægges sammen under navnet Kildegård Gymnasium	Kildegårdsvej 87
2005	Gymnasiet nedlægges og underskolen fortsætter som Kildegård Privatskole	Kildegårdsvej 87