’Mrs. Bay’
- som musiker og 'kändis' i Prince Rupert
Udsigt over Prince Rupert, 1910. I baggrunden Mount Morse og strædet, der forbinder byen med Stillehavet. Dr. R. Geddes Large fonds. Prince Rupert Reginal Archives, Record ID: 9590. |
I 1911 emigrerede Ludvig Johannes Bay – kaldet ’Jons’ – til Canada. Hans ægtefælle, Gudrun Julie Louise Bay – kaldet ’Gunne’ – fulgte efter et par år senere sammen med to af deres tre døtre. Familien bosatte sig i Prince Rupert på British Columbias nordlige kyst, tæt på grænsen til Alaska. Prince Rupert var dengang en nybyggerby, der lå i et uvejsomt og isoleret bjergområde omgivet af regnskov, store floder, fjorde og Stillehavet. Området havde tidligere været et reservat for stammen Tsimshian, men var blevet opkøbt af jernbaneselskabet Grand Trunk Pacific Railway Company. Det ugæstfrie område skulle blive en helt ny by, der både skulle være endestation på den nye, transkontinentale jernbane og også udskibningshavn til Asien. I 1906 påbegyndtes havnen og to år senere blev de første skinner til jernbanen lagt; den blev færdiggjort i 1914. Byen blev planlagt som en fremtidig storby, der skulle konkurrere med Vancouver og Seattle. I 1907 var der 150 indbyggere i Prince Rupert, men da Jons ankom fire år senere, var indbyggertallet vokset til mere end 4.000.
The Lost Paradise
Stumfilmen The Lost Paradise blev i 1916
vist i Prince Rupert. Musikken blev fremført af Gudrun Bay på klaver og
Harry A. Harvey på violin (Anon. 1916).
Prince Rupert havde på dette tidspunkt endnu ikke en egentlig biograf, så store
spillefilm – dengang kaldet ’photoplays’ – blev i stedet vist i byens teater-
og operahus: Westholme Opera House[1],
som kunne rumme ikke færre end 700 tilskuere, og filmen blev vist to
aftener i træk.
Vi ved ikke, hvad ’Mrs. Bay &
Mr. Harvey’ spillede til The Lost Paradise da den spillede to aftener i
træk i Prince Ruperts store operahus, men den lokale anmelder var begejstret.
Ikke alene over filmen, men også det musikalske akkompagnement. Hele arrangementet
blev betegnet som ”Splendid program at Westholme Theatre”, og om musikken hed
det: ”The musical numbers are now a special feature of the Westholme’s show. Mr. Harvey’s violin solos being
beautifully accompanied by Mrs. Bay on the piano” (Anon. 1916).
Hollywood-produktioner af
stumfilm blev dengang ofte distribueret med et tilhørende partitur, således at
lokale musikere kunne fremføre en filmmusik, som var udvalgt eller komponeret
til filmen, og som kunne understrege filmens scener: følsom og romantisk musik
til kærlighedsscenerne og dramatisk musik til kamp- eller konfliktscener. Disse
partiturer er i dag ofte gået tabt, fordi de blev opfattet som ubetydelig
lejlighedsmusik, men hvis der har været et partitur til The Lost Paradise,
så har det været lidt af en opgave for de lokale musikere, for filmen var i fem
akter – dvs. opdelt i fem filmruller – og spilletiden var mere end 1 time. Kom
en stumfilm uden et partitur, måtte de lokale musikerne i stedet vælge musik
fra deres sædvanlige repertoire og gerne tilpasse numrene undervejs, således at
musikken passede til stemningen i de forskellige scener.
Gudrun Bay som musiker og spillelærerinde
Mrs. Bay - Gudrun Bay - ved klaveret. Hun var ikke uddannet som koncertpianist, men blev professionel musiker og klaverlærerinde i Prince Rupert. Ikke dateret. Gudbjørg Bays private samling. |
På dette tidspunkt var Gunne
veletableret som professionel musiker og som spillelærerinde i Prince Rupert. I
byens vejviser optrådte hun som musiklærer og selv om hun blev betegnet som
”Mrs. L. J. Bay” – med hendes mands forbogstaver – så var hun i vejviseren opført
som selvstændig erhvervsdrivende. De fleste gifte kvinder optrådte slet ikke i
vejviseren – kun deres mænd var nævnt.
Hun annoncerede også regelmæssigt
efter elever i den lokale avis – The Prince Rupert Daily News:
” PIANO LESSONS—A few advanced
pupils taken, Mrs. L. J. Bay, phone 497.” (Advert 1916)
"After the holidays I shall
have a few vacancies for pupils for piano instruction (Leshetizky method). Mr.
L. J. Bay (conservatory education). 1226 Second Avenue. Phone 497". (Advert 1916)
”Classes in Theory and Practical
Pianoforte, starting September 4. Pupils prepared for examination in April and
June, 1918, for Royal College of Music, London. Eng. Mrs. L. J. Bay,
Phone Blue 279.” (Advert 1917)
Gudrun Bays musikundervisning var
målrettet ambitiøse elever, og i flere af annoncerne blev det nævnt, at hendes
undervisning var en forberedelse til optagelse på musikkonservatoriet i London.
Tilsyneladende var hun dog ikke selv konservatorieuddannet; i al fald ikke fra Det
kongelige danske Musikkonservatorium i København, som dengang var det
eneste danske musikkonservatorium.[2]
Det er uvist, hvilken klaverundervisning, hun har modtaget ud over
undervisningen, da hun var barn. Da hun i 1903 - 04 læste på Statens Lærerkursus
– forgængeren til Lærerhøjskolen – var musikundervisningen
udelukkende målrettet kirkeorgel for de lærere, skulle fungere som organister i
den lokale sognekirke, men det fag læste hun ikke (Olrik 1904).
Hendes klaverundervisning var
baseret på Theodor Leschetizkys metode. Leschetizkys (1830 – 1915) var en
polskfødt komponist, pianist og musikpædagog, der bl.a. drev en privat
klaverskole i Wien, og her modtog mange kendte koncertpianister undervisning. Gunne
har efter alt at dømme ikke været elev hos ham, men hans mange elever blev
formidlere af hans særlige metode, og en af disse udgav i 1902 en lærebog om
hans pædagogiske metode (Brée 1902). Den blev hurtigt oversat til
engelsk og blev anvendt som grundbog i klaverundervisningen. Hovedindholdet i
hans metode var – populært sagt – at man som pianist ikke alene spiller på
tangenterne, men med hele sin personlighed, som skal komme til udtryk i
fremføringen; altså en ekspressiv og holistisk tilgang til klaverpædagogikken.[3]
Ved siden af sin undervisning optrådte
Gunne også hyppigt til koncerter i Prince Rupert. I starten af sin karriere
som udøvende pianist spillede hun mest til velgørende arrangementer i
foreninger, i skoler og til kirkekoncerter.
“St. Andrew's Anglican church was packed last
night to hear the concert in aid of the choir funds, many extra chairs having
to be brought in to provide seating accommodation. The program opened with a
beautifully played pianoforte solo by Mrs. L. J. Bay”. (Anon. 1916)
Da jazzen kom til Prince Rupert
Kort tid efter Gunne i 1914 var kommet
til Prince Rupert med to af sine døtre, skete der store omvæltninger –
kulturelt, socialt og politisk. Canada gik ind i Første Verdenskrig og det
betød, at der blev arbejde til kvinder – bl.a. kvindelige musikere – der kunne
erstatte de mænd, der havde meldt sig som frivillige. Også det sociale liv
ændrede sig: fredstidens selskabelighed og velgørenhed blev hurtigt
transformeret til patriotiske arrangementer, der skulle støtte krigsindsatsen. Krigen
blev også anledning til store politiske, sociale og kulturelle ændringer. Der
skete en radikalisering blandt både arbejdere og indvandrere, og de sociale
bevægelser omkring kvinders stemmeret – suffragettes – og
afholdsbevægelsen – temperance movement – fik ny energi og momentum.
Også kulturelt var der opbrud. Det
var tydeligt i musikken og selskabsdansen – også i et udsted som Prince Rupert,
hvor musikgenrer og danse, der var inspireret af afroamerikanske traditioner, nu
blev populære blandt ungdommen.
Populærmusikken i Prince Rubert havde
indtil da været domineret af brassbands og underholdningsorkestre. Brassband-genren
havde sin oprindelse i militær marchmusik, men der var i England i løbet af det
19. århundrede blevet etableret en tradition for hornmusik i britiske
industribyer, hvor lokale arbejdere i deres fritid blev oplært til at spille i et
hornorkester. Denne genre blev senere af det britiske militær og især af
missionærer udbredt til hele imperiet (Herbert and
Sarkissian 1997). I kolonierne blev ’indfødte’
arbejdere – i Prince Rupert de oprindelige folk, der arbejdede i
fiskeindustrien – i deres fritid oplært som amatørmusikere, de optrådte i militærlignende
uniformer og spillede vestlig marchmusik, valse, arier fra operetter og
populære sange (Kallmann,
Potvin, and Winters 1993).[4]
Disse hornorkestre fungerede som ’marching brass bands’ ved parader igennem
byen på festdage men gav også egentlige koncerter.
Brassbandet Port Simpson Band bestod af indianske arbejdere fra fiskefabrikken i Port Simpson. Her fotograferet i Prince Rupert til festligholdelsen af Victoria Day i 1908. J.D. Allen Photographic Company fonds. Prince Rupert Regional Archvies, Record ID: 187. |
Selv om de indianske hornorkestre ofte optrådte i Prince Rupert, var de ikke hjemmehørende her; musikerne var arbejdere i de fiskeindustribyer, der lå spredt rundt om den fjord og den flod, der mundede ud ved Prince Rupert. Men byen fik efterhånden også et underholdningsorkester – Prince Rupert City Orchestra – der bestod af hvide amatørmusikere og som spillede klassisk musik i den lettere genre.
Først i 1916 fik Prince Rupert et
egentligt danseorkester: Harvey’s Dance Orchestra. En trio med Gudrun
Bay på klaver, kapelmesteren spillede violin og sidstemanden var janitshar –
altså trommeslager. Orkesteret var opkaldt efter kapelmesteren og musiklæreren,
Harry A. Harvey[5]. Han blev
lokalt omtalt som ”professor Harvey”. Ikke fordi han havde en akademisk grad,
men fordi han var orkesterleder; orkesterledere blev ofte kaldt for ’professors’
– i al fald i danseorkestre og den tidlige jazzmusik. Han var uddannet fra et
konservatorium i London, og ud over violin underviste han også i klaver, cello
og i musikteori. Han var altså uddannet i klassisk musik men ledede alligevel det
lille danseorkester, som spillede dansabel populærmusik.
Fra omtalen i de lokale aviser
får man indtryk af, at Harvey’s Dance Orchestra – i den såkaldte ’sæson’
– spillede til alle de fester, som blev arrangeret af de lokale foreninger og
loger: Queen Mary’s Chapter, Daughters of the Empire; The
Independent Order of Odd Fellows; Ladies’
Auxiliary of the Great War Veterans' Association; Scandinavian Society
"Valhalla". I disse og andre foreninger arrangerede de kvindelige
medlemmer hvert år mindst et ”ball” eller ”a dance” eller ”a dansant”, hvor
medlemmerne og deres unge sønner og døtre deltog, og hvor de fremviste
familiens velstand og dannelse og ikke mindst færdigheder på dansegulvet og i
selskabslivet. I de britiske kredse var disse baller en videreførsel af
borgerskabets og adelens tradition for at arrangere ’debut’ for unge kvinder og
mænd i selskabslivet. Blandt de etniske minoriteter blev der også afholdt
årlige fester og baller – men her var arrangementerne præget af deres
hjemlandes traditioner, musik og danse.
Harvey's Dance Orchestra - med Mrs Bay på klaver - spillede oftest til britiske baller og fester, men her er det et velgørenhedsarrangement hos "Scandinaian Society". Prince Rupert Daily News, 21 Dec 1918. |
Ofte var sådanne baller
kombineret med konkurrencer i kortspil – whist – som de ældre generationer
deltog i, mens de yngre indtog dansegulvet. Under første Verdenskrig blev der
arrangeret såkaldte ’whist drives’, hvor der blev spillet om penge, men hvor
gevinsterne gik til Røde Kors eller til andre ’patriotiske formål’.
Ballerne i byen blev oprindelig afholdt
i de lokale foreningers eller kirkers forsamlingslokaler, men i foråret 1918
blev der i Prince Rupert åbnet et kommercielt dansested. Det var igen orkesterlederen
Harry A. Harvey, som omdannede en allerede eksisterende billard-salon og bar
til et sted med dans og levende musik. Stedet blev kaldt Harvey’s Hall
og her var der dans og levende musik flere gange om ugen om aftenen og
danseundervisning om dagen.[6]
Fra tid til anden blev der hentet gæstelærere fra Vancouver eller Seattle for
at undervise i de nyeste modedanse (Anon. 1918).
Det fremgår ikke af annonceringen, hvem der har spillet op til dans i Harvey’s
Hall, men det har formodentlig været Harvey’s Dance Orchestra – med
Mrs. Bay på klaver.
Instrumenteringen i Harvey’s
Dance Orchestra, kan i dag virke usædvanlig: violin, klaver og trommer. Men
det var dengang almindeligt at udgive noder til selskabsdanse arrangeret for
violin og klaver (Pepper 1882). Netop violin og klaver var
de mest udbredte instrumenter i borgerskabet: violinen spillede melodistemmen
mens klaveret spillede basstemmen i venstrehånden og akkompagnerede med
rytmiske figurer i højrehånden. Trommerne var derimod et nyere element i
dansemusikken – en instrumentering, der var inspireret af især den tidlige jazzmusik.
Tilføjelsen af trommer gav mulighed for at understrege de rytmiske elementer,
at forstærke klaverets basgang, og at give musikken større fylde i
danselokalet.
Vi ved faktisk temmelig nøje
hvilke danse, der på denne tid blev danset til fester og baller i Prince
Rupert. Til en fest i foråret 1919 var danseprogrammet en blanding af klassiske
danse – vals og menuet – og moderne pardanse: foxtrot, one- og two-step – samt schottisch.[7]
I alt 22 danse, der både kunne tiltale den ældre og den yngre generation (Anon. 1919).[8]
Vals, menuet og schottisch var
oprindelig europæiske danse, der havde fået international udbredelse som
standard selskabsdanse. Og den musik, der blev spillet til disse danse var også
fra den europæiske klassiske tradition. Men de øvrige danse – foxtrot, one-step
og two-step – var amerikanske danse. De var inspireret af musik og danse blandt
sorte efterkommere af slaver i de amerikanske sydstater, og de var senere
blevet kommercialiseret og udbredt af underholdningsindustrien i New York.
Herfra havde de spredt sig til alle storbyer i hele den vestlige verden (Wellington
School of Dance 2021). De kirkelige autoriteter i
Canada havde fordømt disse moderne danse som amoralske og frivole (Anon. 1914),
men de var alligevel blevet accepteret som selskabsdanse. Også i Prince Rupert.
Disse moderne danse blev danset
til afroamerikansk musik: ragtime og cake-walk. Begge musikformer, der med
lettere synkoperede rytmer var forformer til den senere jazzmusik, men som
samtidig ikke brød med den klassiske musiks stramme form – det var dansabel
musik, men samtidig musik, som var komponeret og noteret i partiturer og som
overholdt den klassiske musiks formkrav. Det var en moderne dansemusik, som var
anerkendt af og tilgængelige for klassisk uddannede musikere, og som også
tiltrak klassiske komponister som Antonín Dvořák, Erik Satie, Claude Debussy og
Igor Stravinsky, der skrev musik i disse genrer. Det var næppe disse
komponisters værker, der blev spillet til baller og fester i Prince Rupert, men
de kendte komponister gjorde de amerikanske genrer og deres rytmer socialt og
musikalsk acceptable. Både ragtime og cake-walk var relativ ukomplicerede melodisk
men for klassisk uddannede musikere udfordrende rytmisk, og de rummede – lige
som de tilhørende danse – et vigtigt element af humor, når de blev fremført med
en form for musikalsk selvironi. Klaveret var det dominerende instrument i både
cake-walk og ragtime, og for pianister betød den marchagtige vekselbas at
numrene kunne fremføres med en synlig dramatik og virtuositet.
|
|
Gudrun Bays deltagelse i Harvey’s
Dance Orchestra, som ikke spillede for velgørenhed men til kommercielle
arrangementer, gjorde – sammen med hendes klaverundervisning – at Gunne kunne
tjene sine egne penge, og dermed bidrage til familiens økonomi. Dette blev især
vigtigt, da Jons under verdenskrigen meldte sig til hæren, og hvor hans bidrag
til familiens forsørgelse indskrænkede sig til det relativt beskedne ’hustrubidrag’,
som hæren udbetalte til udstationerede soldaters ægtefæller.
’Mrs. Bay’ som ’kändis’
Gunnes mange musikalske
aktiviteter og hendes offentlige optrædener gjorde, at hun hurtigt blev en lokal
’kändis’. Hun optrådte som pianist til
klassiske og mere populære koncerter, som var arrangeret af foreninger i Prince
Rupert, og hvis medlemmer blev rekrutteret fra byens ledende kredse. Også Gunnes
klaverundervisningen var henvendt til børn og unge fra Prince Ruperts elite. Et
klaver var et dyrt instrument, som kun fandtes i byens rigeste familier.
Koncerter og klaverundervisning var finkulturelle aktiviteter, som var solidt
funderet hos elitens kvinder[9],
som i høj grad var de kulturbærende – også i Prince Rupert. Kvinderne i byens overklasse var det
kulturelle kit, der bandt familierne og lokalsamfundet sammen. De blev
forsørget af deres mænd, men ud over at holde hus og tage sig af børnene, var
det dem, der arrangerede de mange sociale og kulturelle tilbud, som Prince
Rupert bød på: koncerter, te-selskaber med underholdning, velgørenhed og
baller. Ikke mindst velgørenhedsarrangementer spillede en stor rolle, mens
familien Bay boede i Prince Rupert – til dels pga. den stærke britiske
tradition for velgørenhed men især pga. Canadas deltagelse i Første
Verdenskrig, som afstedkom mange indsamlinger til krigsveteraner,
soldaterenker, til mindesmærker og til Rød Kors.[10]
The Prince Rupert Daily News
bragte hver dag en sladder-spalte på bagsiden: ”Local News Notes”. Det var små
notitser, som kort omtalte private begivenheder i byens førende familier:
rejser, ægteskaber, fødsler og begravelser. ”Mrs. Bay” figurerede hyppigt i
denne spalte – når hun optrådte som pianist, men også når hun holdt ferie med
sine døtre eller tog på udflugter med veninder eller deltog i prominentes begravelser.
”Mrs. L. J. Bay and Miss McQuilluan
returned from a trip up river last night[11]”
(Notits 1916)
“Funeral Yesterday of Mrs. John
Carroll” (Notits 1918)
“Young Daughter of Captain and Mrs.
Bay” (Notits. 1921)
“Mrs. Bay and family left for a trip
to the southern coast” (Notits 1917)
“"Mrs. Bay and family were
among the passengers from the south on this morning's boat. They are just
returning from a two months' holiday in the south." (Notits. 1918)
Etniske og klassemæssige strukturer i Prince
Rupert
For at forstå de sociale
strukturer i Prince Rupert da Gunne og Jons boede i byen, kan det være
nødvendigt at kende til begrebet etnoklasse[12], som
beskriver den sociale struktur i et indvandrersamfund, hvor der er tydelige
grænser mellem en majoritetsbefolkning og en eller flere minoriteter, og hvor
befolkningen fordeler sig på forskellige subsamfund og -kulturer baseret på
etnicitet og klasse.
Sådan et samfund var Prince
Rupert da Jons og Gunne boede i byen: Befolkningen var – groft sagt – opdelt i
tydelige etnoklasser: den britiske overklasse; en middelklasse og øvre arbejderklasse
bestående af hvide, nordeuropæiske indvandrere; en nedre arbejderklasse
bestående af syd- og østeuropæiske indvandrere samt en underklasse af
oprindelige folk og asiatiske indvandrere. Underklassen var dog i bogstavelig
forstand udgrænset fra selve Prince Rupert: de var henvist til at bo i
reservater og i særlige bygninger eller arbejdslejre for asiater og oprindelige
folk, og de var frataget de sædvanlige borgerlige rettigheder.
Majoriteten af befolkningen og
den politisk og kulturelle elite i Prince Rupert var ”Britishers”: de britiske,
irske, walisiske og skotske indvandrere og deres efterkommere. Alle andre
nationaliteter blev ofte omtalt som ”foreigners”[13]
– det gjaldt også de mange skandinaver og også ikke-hvide indvandrere fra andre
dele af det britiske imperium – også selv om de havde engelsk som deres
modersmål og formelt var ”subjects of the British Crown”.[14]
British Columbia var blevet koloniseret af England og havde været en formel britisk koloni indtil 1871, hvor British Columbia blev en del af Dominion of Canada. Men provinserne – herunder British Columbia – forblev tilknyttet det britiske imperium, og briter udgjorde i mange årtier herefter den økonomiske og politiske elite, der håndhævede deres ’førsteret’ til provinsen. Det altdominerende sprog var engelsk, og ejendomme og aktier i lokale virksomheder blev ejet af investorer i London og af briter i Vancouver eller Victoria. Også politisk var briterne dominerende: Da det første bystyre blev valgt i Prince Rupert i 1910 var alle ni medlemmer af britiske herkomst (City of Prince Rupert 1909 - 1929). Senere blev medlemmer af andre etnoklasser – især skandinaver – integreret i den politiske og Leafgren, Enoch. 1917. Historisk Utveckling av Skandinaviska Brödraförbundet af Amerika. Jamestown, N.Y.: Bergwall Printing Co. .
økonomiske elite
i Prince Rupert.
Danskere, nordmænd, svenskere og
islændinge udgjorde i begyndelsen af det 20. århundrede en samlet
minoritetsbefolkning. Både i deres selvforståelse og i andres øjne blev de
omtalt og opfattet som ét folk: ”the Scandinavians” og i mange sammenhænge blev
skandinaver endog omtalt som en særlig ”race”[15].
Beboere af norsk, svensk, islandsk eller dansk afstamning udgjorde kun ca. 10% af befolkningen, men var samlet set – næstefter briterne – den største etniske befolkningsgruppe i Prince Rupert. Det var de geografiske og erhvervsmæssige ligheder mellem stillehavskysten og Skandinavien, der tiltrak indvandrere fra især Norge og Sverige til Prince Rupert: de dybe fjorde omgivet af skovklædte bjerge, hvor de vigtigste erhverv var fiskeri, søfart, minedrift og skovdrift.
Etnisk herkomst af indbyggere i Prince
Rupert 1911 og 1921[16] |
||||||
1911 |
1911 |
1921 |
1921 |
|||
Antal |
Procent |
Antal |
Procent |
|||
Britisk |
2343 |
56,0 |
4465 |
69,8 |
||
Skandinavisk |
426 |
10,2 |
588 |
9,2 |
||
Andre europæere |
1064 |
25,4 |
823 |
12,9 |
||
Asiater |
69 |
1,6 |
388 |
6,1 |
||
Indianere |
2 |
0,0 |
59 |
0,9 |
||
Negre |
18 |
0,4 |
23 |
0,4 |
||
Ikke specificeret |
262 |
6,3 |
47 |
0,7 |
||
I alt |
4184 |
100 |
6393 |
100 |
||
Kilde: (Greer 1994) |
||||||
Tabellen er baseret for folketællingerne i 1911 og
1921, kolonnen for "Racial or tribal origin". |
Skandinaverne i Prince Rupert var velorganiserede og prægede hurtigt det offentlige liv i byen. De havde en fælles kirke – The Swedish Lutheran Church, der senere blev kaldt The Scandinavian Lutheran Congregation – og de havde deres egne sociale og kulturelle foreninger: Scandinavian Society Valhalla og Scandinavian Aid and Fellowship Society. Desuden var der fælles lokale dagblade; disse blev trykt på norsk, svensk og dansk og blev udgivet i Vancouver, men havde abonnenter i Prince Rupert og i resten af British Columbia[19]. Og da Canada under Den første Verdenskrig mobiliserede frivillige til hæren, tog skandinaviske organisatorer initiativ til at oprette særlige skandinaviske bataljoner, der rekrutterede blandt danske, norske, svenske og islandske indvandrere.[20]
De skandinaviske foreninger og
aktiviteter havde – lige som de andre etniske minoriteters organisationer – som
mål at konservere og bevare hjemlandets sprog og kulturer og dermed fungere som
en fælles beskyttelse imod den britiske majoritets sprog og traditioner. Desuden
forsøgte organisationerne at varetage deres medlemmers interesser og
rettigheder i forhold til den forskelsbehandling, som ikke-briter blev udsat
for. Samtidig havde foreningerne en vigtig funktion som syge- og
begravelseskasser, der gav økonomisk støtte til uarbejdsdygtige og udbetalte
begravelseshjælp.
Familien Bay og den skandinaviske koloni
Meget typer på, at familien Bay kun
i begrænset omfang har deltaget i den lokale skandinaviske koloni; de har tværtimod
primært opfattet sig som canadiere og har knyttet tættere bånd til den britiske
majoritet i Prince Rupert end til de skandinaviske kredse.
Et tydeligt tegn på dette er, at Jons
allerede et år efter, han alene var ankommet til Canada, søgte om og fik
canadisk statsborgerskab (1921 Census
Canada 1921). Som lovgivningen var dengang, betød det, at
også Gunne formelt blev canadisk statsborger – selv om hun på det tidspunkt
stadig boede med børnene i Odense og endnu aldrig havde været i Canada.
Familiens selvopfattelse som
canadiere kom også til udtryk i deres flagstang uden for deres første fælles
bolig i Prince Rupert – 1226 2nd Avenue West. Her blev der flaget med The
Canadian Red Ensign[21]
– selvom huset indvendig var udsmykket med Dannebrog (se foto af interieur).
Også Jons’ deltagelse i Første Verdenskrig som frivillig i den canadiske hær var
udtryk for hans loyalitet over for det nye land. Især fordi han fravalgte at
blive indrulleret i en af de deciderede skandinaviske bataljoner, men valgte en
bataljon med en canadisk rekruttering.[22]
|
|
Det vigtigste tegn på, at Jons og
Gunne blev assimileret ind i britisk kultur, er måske deres kirkevalg. Der var
en skandinavisk, lutheransk kirke i Prince Rupert, hvor gudstjenesterne blev
holdt på svensk, men Jons og Gunne knyttede sig i stedet til den britiske,
anglikanske kirke. Her blev deres ældste datter konfirmeret, deres yngste
datter døbt, og det var her Gunne oftest gav koncerter.
Familien Bays status – baseret på
Jons’ ansættelse som kaptajn og vicedirektør i et britisk ejet firma og Gunnes
bidrag til byens musikliv – betød, at ægtefællerne Bay har følt sig tættere
knyttet til den britiske overklasse i Prince Rupert end til indvandrere fra
Norge, Sverige og Island. Disse havde som regel arbejde i fiskeriet, i
skovbruget, ved jernbanebygning eller i mineindustrien, og de tilhørte oftest
den lokale arbejderklasse – selv om også nogle af disse efterhånden blev selvstændige
i de samme brancher.
Også kulturelt har familien Bay følt sig tættere
forbundne med den britiske overklasse end med de skandinaviske indvandrere.
Både Gunne og Jons var vokset op i konservative, intellektuelle hjem i hhv.
Odense og København; familier, der var så velhavende, at de havde tjenestefolk,
og hvor der var råd til dannelsesrejser og til hyppig deltagelse i det
offentlige kulturliv. Gunnes far var akademiker og katedralskolelærer i latin,
græsk og historie, og Jonss plejemødre ejede og drev to private, københavnske skoler
– en pige- og en drengeskole – der begge havde som mål at opdrage
middelklassens børn og give dem en religiøs og finkulturel dannelse inden for
sprog, historie og litteratur. Jons havde som barn selv gået i sine plejemødres
drengeskole, og også Gunne havde gået i en privatskole – pigeskolen Louise
Wintelers Skole i Odense (Louise
Wintelers Skole 1853 - 1901).
Selv om overklassens finkultur
primært var britisk, så var den også til en vis grad fælles europæisk; på tværs
af nationale etniske identiteter dyrkede eliten den samme klassiske litteratur
og klassiske musik og man dansede de samme selskabsdanse. Også ideologisk og
politisk har der på tværs af nationale interesser været en fælles borgerlig og
liberal samfundsforståelse.
Til forskel fra mange andre
skandinaviske indvandrere, har Jons og Gunne uden nævneværdige problemer kunnet
begå sig sprogligt blandt den britiske overklasse – Jons havde arbejdet for Østasiatisk
Kompagni i Siam, hvor arbejdssproget var engelsk, og Gunne havde som lærer
i Odense undervist i engelsk sprog og litteratur. Mens de boede i Canada
blandede både Jons og Gunne sig i den offentlige debat i form af læserbreve;
disse blev aldrig bragt i den skandinaviske presse – altid skrevet på et
fejlfrit engelsk og offentliggjort i de britiske aviser.
Det var ikke kun familien Bay,
der aktivt lod sig integrere i den dominerende britiske etnoklasse. Det var
fælles for flertallet af danske indvandrere i både Canada og USA. Mens førstegenerationsindvandrere
af norsk, svensk, islandsk og finsk herkomst i mange år aktivt arbejdede for at
opretholde deres hjemlands sprog, kultur og religion, så lod de fleste danske
indvandrere – lige som familien Bay – sig hurtigt assimilere (Sillanpaa
2008).
Den vigtigste forklaring på disse nationale forskelle er formodentlig antallet
af udvandrere og deres koncentration i bosætningen: en relativ lille indvandring
– som den danske - medfører i sig selv en spredt bosætning, mens større
indvandrergrupper i højere grad bliver koncentreret i bosætningsmønsteret (Hvidt 1971). Ved folketællingen i British
Columbia i 1921 var der kun omkring 2000, som identificerede sig som danskere, men
mere end 9000 svenskere og over 6000 nordmænd.[24]
I mange tilfælde etablerede grupper af indvandrede islændinge, finner, nordmænd
og svenskere levedygtige nybygger-kolonier, der fungerede konserverende på
hjemlandets kultur og sprog – lige som danskerne havde gjort først på østkysten
af Canada og senere i prærieprovinserne. Disse skandinaviske nybygger-kolonier
blev ofte etableret af indvandrere fra samme lokalsamfund i udvandringslandet,
af medlemmer af det samme kirkesamfund eller med et fælles politisk
tilhørsforhold. Den fælles baggrund gav et sammenhold og en organisatorisk
styrke til ikke umiddelbart at lade sig assimilere. Den eneste danske koloni i
British Columbia var blevet oprettet i 1897, men den overlevede ikke i længden
og var omkring 1920 mere eller mindre gået i opløsning (Whiteley 1962). Den efterfølgende danske
indvandring til British Columbia bestod oftest af enkelte jordbrugere, som
bosatte sig spredt fra andre danskere, eller af byarbejdere, som bosatte sig i Vancouver,
hvor den nationale eller religiøse identitet kun vanskeligt lod sig opretholde.[25]
Også den hyppigste beskæftigelse
for indvandrere fra de øvrige nordiske lande bidrog til opretholdelse af deres
nationale identitet: fiskeri, skovbrug og minedrift i British Columbia blev
typisk bedrevet på udsteder og i midlertidige lejre – minebyer, skovhuggerlejre
og fiskelandsbyer – og disse isolerede bebyggelser og arbejdslejre samlede ofte skandinaver fra Norge, Sverige og Island, som her fik mulighed for at fastholde deres nationale
og faglige identitet.
Endelig kan man også pege på
forskelle i de skandinaviske indvandreres rurale og urbane hjemstavn. Den
danske indvandring til Nordamerika var i høj grad præget af byarbejdere –
håndværkere og ufaglærte arbejdere – mens indvandringen fra de øvrige nordiske
lande havde et betydeligt omfang af rurale erhverv og hjemsteder. Indvandrere
med rural baggrund medbragte en traditionel hjemstavnskultur, en markant religiøsitet
og stærkere organisationsformer end dem, der indvandrede med by-baggrund og fra
byerhverv.
Det har også været påpeget, at de
mange spredt bosatte og enlige danske mænd i Canada betød, at de måtte gifte
sig med kvinder af andre nationaliteter, hvilket accelererede assimilationen af
danske indvandrere til den dominerende kultur i indvandringslandet (Hale 1984).
De britiske ’gentlefolks’
Selv om British Columbia efter 1871 ikke længere var en britisk koloni, så satte kolonihistorien stadig sit tydelige præg på de sociale strukturer i British Columbia og mere lokalt i Prince Rupert. Det var britiske firmaer og britiske indvandrere, der havde koloniseret British Columbia, og det var engelske og skotske forretningsfolk, der havde investeret massivt i industrialiseringen af de mange naturressourcer i British Columbia – mineraler, skove og fiskeri – og som havde sat deres formuer i provinsens infrastruktur i form af havne, jernbaner og nyopførte byer. I begyndelsen af det 20. århundrede var der derfor en tydelig økonomisk og politisk overklasse i British Columbia af britisk herkomst.På trods af massive investeringer
i Prince Rupert, blev byen aldrig den storby, den var tiltænkt, og det prægede
befolknings- og klasseudviklingen. Antallet indbyggere voksede betragteligt mens
Jons og Gunne boede i byen, men den var for lille, for provinsiel og for fattig
på kultur og havde ikke den status eller den rigdom, der kunne tiltrække
fastboende kapitalister. Prince Rupert var og forblev – på trods af pionerernes
højtflyvende ambitioner om byen skulle blive et nyt Vancouver eller San
Francisco – på mange måder bare en forvokset havne- og stationsby, som i løbet
af meget kort tid var blevet tilført voldsomme investeringer i byudvikling,
transportveje og industri, men som manglede historie, traditioner og en selvbevidst
overklasse.
Dengang var det stadig i den
britiske overklasse i Canada almindeligt at have tjenestefolk, men i Prince
Rupert var der ingen (1911) eller meget få (1921) private tjenestepiger,
kokkepiger, barnepiger, ’nannies’, tjenere eller guvernanter[26].
Sådanne erhverv var derimod udbredt i storbyen Vancouver og i regeringsbyen Victoria.
Det var her, kapitalejere og chefer for de store virksomheder boede, hvis de
ikke var at finde i London eller i storbyer på østkysten.
Men Prince Rupert havde selvfølgelig alligevel en lokal britisk elite. I det store billede var den lokale elite ikke særlig velhavende, men i forhold til andre etniske grupperinger var de relativt formuende og de var magtfulde i kraft af deres funktioner i det lokale samfund som ’managers’ og arbejdsledere, ingeniører, embedsmænd, butiksejere, jurister, ejendomsmæglere, bankfolk, lærere og læger. I sammenligning med andre indvandrergrupper var de veluddannede og relativt højtlønnede, og de opretholdt engelske traditioner, når de organiserede sig i tennis- og cricketklubber, ro- og sejlklubber; når de arrangerede jagtselskaber, ’tea-parties’ og ’dansant’er’; når de oprettede 'clubs & societies' og frimurerloger med tilknyttede kvindeafdelinger, og når de importerede britiske varer og livsstilsmagasiner, som i stort antal blev distribueret i abonnement til læsere i British Columbia (Barman 1989).
|
|
Familien Bays sociale status
Selv om familien Bay var blevet integreret
i Prince Ruperts elite i kraft af deres deltagelse i byens selskabsliv og især
efter Gudrun Bays musikalske bidrag til byens kulturliv, boede familien Bay ikke
i byens rigmandskvarter, og deres hjem var langt fra et overklassehjem.
Da Prince Rupert blev udstykket i
1909, var der i byplanlægningen en tydelig opdeling i første- og andenklasses
udstykninger til private boliger baseret på grundenes størrelse og placering i
byen. De fineste kvarterer i Prince Rupert blev placeret højt oppe på
bjergsiden med udsigt ud over havet og de omkringliggende, skovbeklædte øer.
Disse udstykninger var planlagt som dyre og attraktive beboelsesområder –
vejene snoede sig op ad bjergsiden rundt omkring klipperne og udstykningerne
var store med god plads mellem husene (Crerar 1949). I disse førsteklasses
beboelsesområder, hvor byens ledende kredse kom til at bo, blev villaer bygget som
længdehuse i 2½ etages højde, de havde store vinduer, karnapper, kvistvinduer,
udendørs trapper og verandaer, træværket var ofte udsmykket med udskæringer og
villaerne havde flere kaminer, og der var god plads til haver rundt om husene.
Disse store huse blev bygget i en stil, der er blevet kaldt ’Folk Victorian’ –
folkelig victoriansk stil – og som var inspireret af victorianske huse, men
hvis arkitektur var simplificeret og billigere at fremstille (McAlester and McAlster 1984).
|
|
Andenklasses udstykninger lå derimod
langs med lange og lige gader, og her var udstykningerne små og smalle, så husene
kom til at ligge tæt på hinanden. Familiehusene i de mindre udstykninger – hvor
også familien Bay boede – var derfor opført som gavlhuse: simple træhuse i den
stil, der kaldes ’National Folk’, og som var en videreudvikling af de mange og
hurtigt opførte nybyggerhuse; huse på 1 eller 1½ etage, de var enkle i deres arkitektur
og uden dekorative detaljer og de havde typisk kun et enkelt ildsted og dermed kun
én skorsten (McAlester and McAlster 1984).
Nyopførte arbejderboliger på 2nd Ave West i Prince Rupert, 1909. Simple "National Folk" gavlhuse opført i træ. I stedet for en skærvevej er der plankeveje - såkaldte 'boardworks', som var billigere at etablere end egentlige veje. The Ernest A. Woods fonds. Prince Rupert Regional Archives, Record ID: 15951. |
Men fælles for alle private huse i
Prince Rupert var byggematerialet: træ. Det var dengang kun offentlige bygninger, kirker og de store virksomheders kontorer, der blev bygget i mursten. Træ som
byggemateriale var tilgængelig i rigelige og billige mængder i form af regnskovens
cedertømmer, mens mursten måtte indsejles fra teglværker i den sydlige del af
British Columbia og var betydelig dyrere som byggemateriale. Når selv den
lokale overklasse byggede i træ og ikke i sten, var det et tydeligt tegn på, at
nok var der klasseforskelle i Prince Rupert, men den egentlige overklasse
flyttede aldrig til Prince Rupert. De blev boende i Vancouver eller Victoria,
hvis de overhovedet boede i British Columbia. Andre investorer og spekulanter,
der ejede jord, huse eller virksomheder i Prince Rupert, var bosiddende i Seattle,
New York eller i London, på hvis børser aktier i de større virksomheder blev
solgt.[27]
Den praktiske drift var uddelegeret til lokale, betroede medarbejdere. Fx til
”assistant manager” Ludvig Johannes Bay, som stod for den daglige drift af Skeena
River Corporation, men hvis direktører boede i Vancouver, og hvis
aktieejere var bosiddende i London (Company
Registration Office 1911).
Danskere i den
racemæssige struktur i Prince Rupert
Familien Bay nød godt af den
status, som Jons og Gunne havde i lokalsamfundet. Jons i kraft af sin stilling
som kaptajn og ’assistent manager’ i et britisk firma og Gunne som musiker. Familien
nød også godt af at være af skandinavisk afstamning, og dermed racemæssigt at
være hvide, og også tilhøre en særlig ønskværdig del af den hvide race:
skandinaver.
Begrebet ’race’ blev hyppigt anvendt som forståelsesramme
i den offentlige debat og i politiske beslutninger, og racisme spillede en stor
rolle i forståelsen af den sociale struktur – både i Prince Rupert og i British
Columbia. Ofte blev indvandrere fra Danmark, Norge, Sverige og Island betegnet
som en særlig skandinavisk race,[28]
men racismen var mest tydeligt vendt imod de befolkningsgrupper, der tilhørte
underklassen, og som kulturelt var fjernest fra den britiske overklasse:
oprindelige folk, kinesere, japanere og indiske fremmedarbejdere. I de lokale
aviser i Prince Rupert var der ofte nedladende artikler om både kinesere og de
oprindelige folk – dengang betegnet som ’indianere’[29].
Modstanden imod især asiater var udbredt, og i provinsen og i The Dominion
of Canada blev der i årtierne omkring århundredeskiftet fra det atten- til
nittenhundredetallet gennemført en række love, der havde til formål at begrænse
antallet af indvandrere fra Asien og dermed løse det såkaldte ”Oriental
problem” (Greer 1994). Der blev indført en særskat
på indvandring fra Kina[30],
og både ’orientaler’ og ’indianere’ blev udelukket fra at eje virksomheder i
fiskeindustrien, selv om det netop var i denne industri, at de primært
arbejdede (Anon. 1920). Desuden blev deres
borgerrettigheder begrænset ved, at de fik frataget deres stemme- og valgret.[31]
Også de oprindelige folk, der var underlagt en særlig lovgivning – The
Indian Act – var udelukket fra at stemme og organisere sig politisk. På den
måde eksisterede der i Prince Rupert og i resten af British Columbia dengang en
både formel og uformel diskrimination – en slags ’apartheid’.
”Visible minorities were but the tip
of a much larger iceberg. It was the almost universal assumption, held (…) in
British Columbia (…) that immigrants should learn to conform to an
Anglo-Protestant stereotype which those in positions of social and economic
power equated with themselves and with them to the prestige and pre-eminence of
the British empire” (Barman 1991).
Det var en udbredt opfattelse, at
indvandrere fra de protestantiske dele af Nordeuropa – især skandinaver – ville
blive de bedste ’British Columbians’. Dette var bl.a. understøttet af en
udbredt forestilling om et fællesskab mellem mennesker fra nordlige
breddegrader. Indvandrere fra Skandinavien blev opfattet som særlige og særligt
værdifulde, fordi de blev tilskrevet racemæssige egenskaber, der var formet af
det kolde klima: høj moral, godt helbred, hårdførhed og selvtillid (Borgenheim
2011).
Denne opfattelse af skandinaver var bl.a. blevet formet af erfaringer med
hårdtarbejdende og ordentlige skandinaver i de mange midlertidige
arbejderlejre, som blev oprettet til bygningen af de transkontinentale
jernbanelinjer og til udnyttelsen af de rige naturressourcer i British
Columbia: fiskeri, mine- og skovdrift (Bradwin 1972
[1928]).
”There is no class of immigrants
that are as certain of making their way in the Canadian West as the people of
the peninsula of Scandinavia. Accustomed to the rigors of a northern climate,
clean blooded, thrifty ambitious and hard working, they will be certain of
success in the pioneer country, where the strong, not the weak, are wanted” (Woodsworth 1909)
Den protestantiske religion og
nordboeres formodede racemæssige egenskaber blev altså opfattet som et godt
grundlag for assimilation til den britiske mainstream kultur. Derimod blev der
set med skepsis på indvandrere fra de sydlige, katolske og ortodokse dele af Syd-
og Østeuropa. Disse havde ikke – mente man – de samme potentialer til at blive
britiske columbianere.[32]
|
|
Politiske modsætninger mellem gamle og nye
indvandrere
De indbyggede sociale konflikter
mellem den dominerende britiske klasse og indvandrerne fik også en politisk
dimension, hvor skandinaver og finner gjorde sig gældende. Det politiske system
i British Columbia – flertalsvalg i enkeltmandskredse – var en nøje kopi af det
engelske valgsystem, og lige som i England var resultatet et provinsparlament
med kun to store konkurrerende partier: de konservative og de liberale. De
konservative var det foretrukne parti blandt den britiske dominerende klasse,
og partiet havde magten i British Columbia i en lang periode: fra de første
parlamentsvalg frem til 1. Verdenskrig. Magtskiftet skete i 1916, da grupper af
indvandrere allierede sig med det liberale parti. Partiet var under
verdenskrigen blevet radikaliseret af den udbredte sociale uro, og partiet etablerede
en alliance med de protesterende bevægelser, hvis krav i en vis grad blev
indoptaget i partiets politik: kvindesagsforkæmpere, afholdsbevægelsen,
krigsveteraner, bosættere og den moderate del af arbejderklassen (Clarkson 2011).
Ikke mindst partiets kandidat fra
Prince Rupert førte en valgkamp med meget direkte kritik af den kapitalisme- og
spekulantvenlige politik, som blev ført af de konservative – både lokalt i
Prince Rupert og i provinsens parlament. Til et vælgermøde med skandinaviske
bosættere sagde de liberales repræsentant i Prince Rupert bl.a.
”As regards the land of the province"
said Mr. Dybhavn[33], "the Liberal party if elected to power can be
depended upon to deal drastically with the speculator, who has been far too
long pampered by a capitalistic government. (…) The speculator has had his
chance, and that is the only chance we will afford him if elected. The next man
to be given a chance will be the actual settler" (Anon. 1916).
Valget endte med en stor sejr til
det liberale parti – både i Prince Rupert og i provinsen som helhed. Samtidig med
parlamentsvalget var der folkeafstemninger om kvinders stemmeret og om begrænsning
af alkoholsalget. Begge forslag blev støttet af det liberale parti, og begge
forslag blev vedtaget.
Ved parlamentsvalget i 1916 blev
det tydeligt at den britiske elite have tabt politisk indflydelse til alliancen
af progressive bevægelser – herunder de skandinaviske indvandrere. Disse
medbragte fra deres hjemlande politiske ideologier og organisationsformer fra
andels- og arbejderbevægelserne: kooperative butikker, kreditforeninger, andelsvirksomheder
og fælles sygesikring. Disse kollektive og – i datidens konservative opfattelse
– socialistiske initiativer blev dog ikke etableret og institutionaliseret uden
konflikter; konflikter, hvor især nordmændene og finnerne blev beskyldt for
politisk radikalisme og ekstremisme (Loken 1980).
I Prince Rupert var der en helt
parallel udvikling. I starten af byens historie, hvor de store anlægsarbejder –
jernbanen, havnen og udstykningen og opførelse af ejendomme i byen – fandt
sted, var byens politiske styre helt domineret af den britiske overklasse, og
de lokale, der repræsenterede de kapitalinteresser, der investerede i den nye
by. Efter få år var der blevet etableret en lokal skandinavisk middelklasse
bestående af de især norske og svenske indvandrere, der var blevet forfremmet
til mellemledere ved jernbanen og træindustrien eller som var blevet
selvstændige: fiskere med egen båd eller tømrere med egne bygge- og
ejendomsfirmaer.
Samtidig ændrede Prince Ruperts
erhvervs- og befolkningsfordeling sig hurtigt. Byen blev ikke – som planlagt – en
international havne- og industriby, og havnen blev aldrig til en stor im- og
eksporthavn, men i stedet en fiskerihavn. Også industriproduktionen udeblev i
stort omfang. I stedet kom der en voksende fiskeindustri, der bearbejdede
fangster af især stillehavslaks og helleflynder. Efterhånden som fiskeriet blev
byens vigtigste erhverv, steg antallet af skandinaviske – især norske –
indbyggere, og skandinaver fik voksende politisk indflydelse i byen (Adams 1938).
Der er dog intet, der tyder på,
at Jons og Gunne var lokalpolitisk engagerede eller at de har deltaget i
organisering af byens skandinaviske beboere. De blandede sig fra tid til anden i
aviserne debat, men kun et enkelt debatindlæg har et direkte politisk indhold.
Det er en indlæg skrevet af Gunne, hvor hun – på baggrund af hendes egen families
erfaringer fra Sønderjylland – argumenterer for, at en slesvig-holstener, der var
ansat af byrådet i Prince Rupert, var dansksindet og ikke tysksindet på trods
af hans oprindelige tyske statsborgerskab (Bay 1917). Indlægget var skrevet i en
situation, hvor krigsveteraner havde krævet, at vedkommende slesvig-holstener
skulle fyres fra sit arbejde, fordi han var tysk og dermed en fjende. Sagen
endte med, at han beholdt sit arbejde (Anon. 1917),
men om Gunnes argumenter havde indflydelse på denne beslutning, er ikke til at
vide.
Derimod kan det tænkes, at Gunne
var involveret i fagforeningsaktiviteter. Som et resultat af radikaliseringen i
arbejderklassen i starten af det 20. århundrede var der i Prince Rupert blevet
oprettet afdelinger af ni store fagforbund. De fleste bestod af traditionelle
arbejdere som havnearbejdere, typografer, tømrere, jernbanearbejdere og fyrbødere.
Men der var også en lokal fagforening for musikere: Musicians’ Protective
Union (Canada
Depart. of Labour 1913).[34] Denne
fagforenings arkiver eksisterer ikke mere, så Gudrun Bays eventuelle deltagelse
kan ikke undersøges nærmere. Selv om både Jons og Gunne stammede fra
konservative familier, og selv om de begge orienterede sig imod den britiske
overklasse i Prince Rupert, så havde Jons faktisk tidligere været medlem af Dansk
Styrmandsforening, der temmelig radikalt kæmpede for at forbedre arbejds-
og lønforhold for styrmænd i den danske handelsflåde (Dansk
Styrmandsforening 1907). Det er derfor ikke
utænkeligt, at Gunne – på trods af sin borgerlige baggrund – har været
fagforeningsmedlem og måske har deltaget i organiseringen af musikere i Prince
Rupert. Verdenskrigen gav kvindelige musikere nye muligheder for engagementer,
fordi mange mandlige musikere havde meldt sig som frivillige soldater, og
fagforeningen optog også kvindelige medlemmer (American
Federation of Musicians 1913), men om Gunne har deltaget?
Det er gætværk.
Noter
[1] Selv om
Prince Rupert havde et operahus, var der ingen opera – endsige et
symfoniorkester. Operahuset var opkaldt efter et stort tømmer- og entreprenørfirma,
som havde kontrakter på jernbaner, havne, ejendomme og de boardwalks, der
gjorde det ud for veje i uvejsomme dele af Prince Rupert og andre byer i
British Columbia. I stedet for opera blev operahuset anvendt til fester,
valgmøder, amatøroptrædender og filmforevisninger. Tilskuerkapaciteten på 700
svarede til 1/6 af Prince Ruperts daværende befolkning, men både størrelsen og
navnet var udtryk for de daværende grandiose fremtidsplaner for Prince Rupert
som storby.
[2] En
gennemgang af musikkonservatoriets elevprotokoller har ikke kunnet finde
Gudrun Bay som elev. (Det Kongelige
Danske Musikkonservatorium 1903 - 1910).
[3] Det er
ikke usandsynligt, at Gudrun Bays store forkærlighed for Beethoven bl.a.
stammer fra Theodor Leschetizky, som var en ivrig fortolker af og fortaler for
Beethovens klaverværker (Predota 2021).
[4] Hornorkestre
og marchmusik blev af kolonialister og missionærer anvendt til at disciplinere
de oprindelige folk i British Columbia og i andre britiske kolonier. Formålet
var dels at afvænne dem fra deres egen musik, men også at lære dem at spille og
gå i takt og således vænne dem til vestlige værdier og til præcision og
industriel arbejdsmoral (Herbert and
Sarkissian 1997). Som et resultat af denne
musikalske kolonisering var der i 1911 lokalt omkring Prince Rupert syv
hornorkestre, der alle udelukkende bestod af oprindelige folk – indianske mænd –
ansat på de fiskefabrikker, der lå spredt i små lokaliteter ved stræder og floder
omkring Prince Rupert (Anon. 1911).
Den lokale avis mente, at ”it
is considered by many residents of Prince Rupert rather a reproach to the city
that the band music at public open air gatherings on Dominion holidays should
have to be supplied by Indians when the more educated white residents might so
easily have a band of their own." (Anon. 1911).
Herefter blev der oprettet et City Band: et hornorkester bestående af
hvide mænd og økonomisk støttet af lokale forretningsdrivende.
[5] Harry
Alfred Harvey (1882 – 1961). Født og uddannet i England, kom til British
Columbia i 1907. I Prince Ruperts vejviser for 1918 var Harry A. Harvey anført
som ejer af et danseinstitut (Wrigley's
British Columbia Directory 1919
1918). Senere blev han anført som ejer af et ’music
studio’ (Wrigley's
British Columbia Directory 1919
1920) eller som musiker (Northern
British Columbia Index and Guide
1920). Han blev senere dirigent for Prince Ruperts
første amatør-symfoniorkester (Anon. 1919).
[6] The Hub
Pool Room blev omdøbt til Harvey’s Hall (Anon. 1918).
I Prince Rupert havde danseundervisningen tidligere været afholdt i den lokale
musikforretning, hvor der blev handlet med instrumenter og noder.
[7] Selvom
tangoen var blevet introduceret på østkysten af Canada allerede i 1914, var den
ikke på programmet i Prince Rupert i 1919. Schottisch var en polka-variant.
[8] Til
andre fester spillede Harvey’s Dance Orchestra mere end 30 dansenumre,
og festerne kunne i sådanne tilfælde vare til langt over midnat.
[9]
Hovedparten af de daværende klaver-eleverne på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
var ugifte kvinder (Det Kongelige
Danske Musikkonservatorium 1903 - 1910).
[10] I de
etniske minoriteter blev fester og baller også brug til indsamling til enkelte
medlemmer, som var kommet i nød – jf. (Anon 1917).
[11]
Formodentlig en togrejse med Grand Trunk Pacific Railways, hvis jernbane kørte
fra Prince Rupert langs med floden Skeena til Hazelton, og videre derfra over
Rocky Mountains til Edmonton. Før jernbanen blev bygget, blev ruten mellem
Prince Rupert og Hazelton betjent af fladbundede hjuldampere, der som de eneste
skibe kunne sejle op ad floden Skeena. Sejlruten blev nedlagt i 1912.
[12] Etnoklasse er defineret som
”physically or culturally distinct groups who are typically descendants of
slaves or immigrants. In many cases, these groups perform distinctive economic
activities, mostly at the bottom of the economic hierarchy. Ethnoclasses
generally strive for equal treatment, economic opportunities, and political
participation. Mobilization of these groups varies widely. Ethnoclasses have
successfully pursued their interests in many Western democracies, but they
remain relatively unorganized in most other places”. Jf. (Reuter 2021).
[13] (Dahlie 1983).
[14] ’Naturalisering’
betyder tildeling af indfødsret til en udlænding, men et egentlig canadisk
statsborgskab blev først indført i 1948. Indtil da var naturaliserede indvandrere
i Canada britiske undersåtter.
[15] I
passagerlister og indvandringspapirer var der en særlig kolonne for race, og
her blev danskere, nordmænd, svenskere og islændinge kategoriseret som
”Scandinavian Race”. Da Gunne og hendes to døtre indvandrede til Canada i 1914
blev deres race angivet som ”Scandinavian”; jf. (Manifest S/S
Oscar II from Copenhagen to New York 1914).
[16] Britiske
indbyggere omfattede ikke kun direkte indvandrere fra England, Skotland eller
Irland, men også indbyggere, der stammede fra andre dele af Canada eller USA,
og som angav at være af britisk afstamning. ”Asiater” omfattede kinesere,
japanere og indere. ”Indianere” omfattede de oprindelige folk i British
Columbia. Når deres antal i Prince Rupert var så lavt, skyldes det, at de boede
i reservater uden for byen.
[17] Ud af 4.194
indbyggere i 1911 og 6.393 i 1921. (Ancestry 1921,
1911).
[18] Der var
dog en lokal mælkeproduktion. Andre områder af British Columbia var mere egnede
til landbrug, og der blev i 1911 igangsat en kampagne for at rekruttere danske
landbrugere til at opdyrke provinsen (Anon. 1911).
I de følgende år etableredes landbrug af danske indvandrere, især omkring
Prince George, hvor klimaet og landskabet var velegnet og som på dette
tidspunkt blev udstykket, men der blev ikke – som det var tilfældet på den
canadiske prærie – etableret større danske bosættelser eller kolonier.
[19] De
skandinaviske aviser blev udgivet i Vancouver under navnene Vancouver
Posten, Canada Skandinaven, Norrøna og Norseman fra 1910 og frem til
1930’rne. Se (Dahlie 1983). Abonnenterne var spredt ud
over hele British Columbia.
[20] Der var
to skandinaviske bataljoner, som begge kæmpede på Vestfronten: The Vikings of Canada (197th Battalion)
og The Scandinavian Battalion (223rd Battalion).
[21] The
Canadian Red Ensign var et rødt flag med det britiske Union Jack i
øverste venstre hjørne, og de enkelte provinsers våbenskjold i midten af
flagdugen. Det nuværende canadiske flag, som er tredelt i røde, hvide og røde
felter med et rødt ahornblad i midten, blev først indført i 1965.
[22] Det er
dog usikkert om bataljonen Forrestry Battalion var et nødtvunget valg
forårsaget af Jonss høje alder eller om han bevidst fravalgte de to
skandinaviske bataljoner.
[23] Det var
især et problem for slesvig-holstenere, som nationalt opfattede sig som
danskere og skandinaver, men som siden 1864 formelt havde været statsborgere i
Tyskland, og som blev tvunget til tyske militærtjeneste under 1. Verdenskrig.
[24] National
herkomst baseret på kolonnen ”Race/Nationality” i 1921-folketællingen; (Ancestry 1921).
[25] Som
eksempel kan det nævnes, at den første danske kirke i Vancouver først blev
bygget i sidste halvdel af 1930’rne; jf. (Christensen
2004),
hvorimod danske kirker i rurale dele af Canada var blevet opført langt
tidligere. Kirkerne fungerede ikke alene som religiøse, men også sociale, uddannelsesmæssige
og kulturelle samlingssteder.
[26] Opslag
i folketællinger i 1911 og 1921; (Ancestry 1911); (Ancestry 1921).
[27] Da
Prince Rupert blev udstykket og grundede solgt i 1909, skete det på en auktion
i Victoria – ikke i Prince Rupert (Bittancourt
& Eaton 1909). Ejeren af 1226 2nd Ave. West
i Prince Rupert, hvor familien Bay boede til leje, var en investor fra Seattle.
Investorerne i Skeena River Syndicate, hvor Ludvig Johannes Bay var
ansat, var britiske kapitalejere, der havde købt aktier på børsen i London.
[28] Søgning
i lokale aviser fra British Columbia giver et indtryk af, at racebegrebet også
blev anvendt til forståelse af skandinavers særlige egenskaber; jf. BC Historical Newspapers på Library of the University of
British Columbia - https://open.library.ubc.ca. jf. (Anon. 1929).
[29] Fx i Prince
Rupert Journal i 1913, hvor der fortælles om en rivalisering mellem
arbejdere i fiskeindustrien: ”indianere”, der var fiskere, og kineserne, der
arbejdede med forarbejdning af de fangede fisk. Især kineserne blev nedgjort,
fordi de var ’hedninge’ – til forskel fra ’indianerne’, som var blevet gjort kristne
af missionærer (Anon. 1913)
[30] Den
såkaldte ’Head Tax’ blev indført efter afslutningen af den første
transkontinentale jernbane i 1885 for at begrænse antallet af kinesere i
British Columbia. Taksten blev sat betragteligt op i 1904. Jf. (Virtual
museum 2022).
[31] Det
skete i perioden 1874 – 1907. De nævnte etniske befolkninger fik først deres
stemmeret tilbage i slutningen af 1940’rne (Barman 1991).
[32] I en datidig bog om
immigration til Canada – udgivet i 1909 – advares der kraftigt imod syd- og
østeuropæere: ”We must see to it that the civilization and ideals of
Southeastern Europe are not transplanted to and perpetuated on our virgin soil”
(Woodsworth 1909).
[33] John
Dybhavn (1879 – 1943) var den uformelle leder af den skandinaviske koloni i Prince
Rupert. Han engagerede sig aktivt i det liberale parti og dets kritik af den
britiske overklasse og deres politiske repræsentanter i det konservative parti.
John Dybhavn var født i Ålesund i Norge, men kom til Prince Rupert i 1908 for
at arbejde ved anlæg af jernbanen. Han fik canadisk statsborgerskab i 1911,
fungerede som ejendomsmægler i Prince Rupert, men blev senere en ledende figur
i fiskeindustrien. Han blev valgt som ”alderman” (rådsmedlem) i Prince Rupert i
1912 og blev som fremtrædende liberal politiker genvalgt ved mange
efterfølgende valg. Fungerede som norsk vice-konsul i Prince Rupert og blev i
1913 formand for Valhalla – den lokale afdeling af the Scandinavian
Aid & Fellowship Society (Prince Rupert Pioneers'
Association 1914).
[34] Musicians’
Protective Union i Prince Rupert var lokalafdeling nr. 576 af American
Federation of Musicians of the United States and Canada, som organiserede hvide
musikere over hele USA og Canada (Anon. 1915). Jf. Også (Laine et al. 2007).
Referencer
Arkivalier
1921 Census Canada.
"Logging Camp, Clayburn." Fraser Valley, Clayburn. British
Columbia: Ludvig Johannes Bay & Gudrun Bay,
1921. Statistics Canada. Image No.:
e002870723. Skema nr. 22.
Ancestry. "1911 Census of Canada." Provo, UT, USA;
Ancestry.com, 1911.
Ancestry. "1921 Census of Canada." Provo, UT, USA;
Ancestry.com, 1921.
Bittancourt & Eaton. "Auction sale of Prince Rupert
lots to be held at the A.O.U.W. Hall, Yates Street, Victoria, B.C.".
Victoria, BC: Government of British Columbia, the Grand Trunk Pacific T. &
D. Co, 1909. Archive.org. https://archive.org/details/cihm_99332/page/n4/mode/1up.
City of Prince Rupert. 1909 - 1929. City of Prince Rupert Fonds. Prince Rupbert City & Regional
Archives. Record ID: 638. https://princerupertarchives.ca/search/detail-bare.php?ID=638.
Liqour Control Board. 1922. Indiviual Permit (Resident) - Government Liquor Act. Permit to
puchace liquor. Lews John Bay. 21 Mar 1922. Gudbjørk Bays private arkiv.
Manifest S/S Oscar II from Copenhagen to New York. 1914. Canada Incoming Passerger Lists, Gudrun Bay Arrival,
New York, NY. Gudrun Bay. 7 oct 1914.
Advert. "After the
holidays I shall have a few vacancies for pupils for piano instruction
(Leschetszy metod)." The Daily News,
17 Aug 1916 1916, 4.
Advert. "Classes in Theory and Practical
Pianoforte." The Daily News, 1
Sep 1917 1917, 4.
Advert. "Piano Lessons." The Daily News, 4 Jan 1916 1916, 1.
Anon. "Scandinavian Society have a fine Evening." Daily News, 21 Sep 1917, 1.
Anon. "Are After Immigrants: Want to Bring Danish
Farmers Into B.C." The Daily News,
11 May 1911, 2.
———. "Brass Band Contest Among the Indian Tribes Was a
Great Success." Daily News, 25
Mar 1911, 1.
———. "Easter Ball Proves to be Great Success." The Daily News, 22 Apr 1919, 1.
———. "Enjoyable Concert by Presbyterian Choir." The Daily News, 27 Oct 1916, 1.
———. "Have City Band for Rupert." Daily News, 1 Nov 1911, 1.
———. "Local No. 576, Prince Ruperts, B. C. ." International Musician, March 1915, 14.
———. "Mr. Harvey has made the Hub Pool room fit for
dancing." The Daily News, 23 Apr
1918, 1.
———. "Musical Event Proved a Very Great Success." The Daily News, 9 May 1919, 4.
———. "Per Gynt." The Daily News, 21 Jun 1917, 1.
———. "Race Question is Discussed." Daily News, 19 Mar 1929, 1.
———. "Re-Building of Haysport." The Canadian Fisherman, 1920, 18 + 129
———. "The Returned Soldiers Interview the Council."
The Daily News, 11 Apr 1917, 1.
———. "Splendid concert in St. Andrew's Church." The Daily News, 2 Mar 1916, 1.
———. "Splendid Program at Westholme Theatre." The Daily News, 3 Jun 1916, 1.
———. "St. Andrew's Member Lectures on the War." The Daily News, 23 Jun 1917, 1.
———. "Toronto Sociey Officially Welcomes the
Tango." The Daily News, 11 Mar
1914, 2.
Notits.
"Funeral Yesterday of Mrs. John Carroll." The Daily News, 9 May 1918, 1.
———. "Mrs. Bay and family left for a trip to the
southern coast." The Daily News,
3 Jul 1917, 4.
———. "Young Daughter of Captain and Mrs. Bay." The Daily News, 8 Mar 1921, 4.
Adams, John Q. "Prince Rupert, British Columbia." Economic Geography 14, no. 2 (1938):
167-83.
Barman, Jean. "Ethnicity
in the Pursuit of Status: British Middle- og Upper-Class Emigration to British
Columbia in the Late Nineteenth and Early Twentieth Centuries." In Readings
in the History of British Columbia, edited by Jean Barman and Robert A.J.
McDonald, 231 - 50. Richmond, BC: Open Learning Agency, 1989.
Hale,
Christopher. Danes in North America.
Seattle & London: Washington University Press, 1984.
Herbert,
Trevor, and Margaret Sarkissian. "Victorian Bands and Their Dissemination
in the Colonies." Popular Music 16, no. 2 (1997): 165-79.
Leafgren, Enoch. 1917. Historisk Utveckling av Skandinaviska Brödraförbundet af Amerika. Jamestown, N.Y.: Bergwall Printing Co. .
Northern British Columbia Index and Guide. Prince Rupert, BC: F.S. Wright, 1920.
Olrik, Hans. Beretning
om Statens Lærerkursus i Skoleaaret 1903-1904. København: Statens Lærerhøjskole, 1904.
Predota,
Georg. The "Leschetizky Method", 15 Jun 2021 [cited 20210825].
Available from https://interlude.hk/the-leschetizky-method/. 2021.
Virtual museum. 2022. From Tides to Tins - Timeline. Gulf of Georgia Cannery Society 2022 [cited 20220121]. Available from http://tidestotins.ca/timeline/..
Wellington School of Dance. 2021. A history of the development of Ballroom dancing in the U.K. 1918 -1939. Wellington School of Dance, 2021 [cited 20210819]. Available from http://www.wellingtonschoolofdance.co.uk/a-history-of-the-development-of-ballroom-dancing-in-the-uk-1918-1939. Whiteley, Mary. "Unsettled Settlement." Beaver 293 (1962): 4-9.
Wrigley's British Columbia Directory 1919. Vancouver, BC: Wrigley Dictories Limited, 1918.
Wrigley's British Columbia Directory 1919. Vancouver, BC: Wrigley Dictories Limited, 1920.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar