Industrialister og lærerinder: 2022

’Mrs. Bay’
- som musiker og 'kändis' i Prince Rupert

Udsigt over Prince Rupert, 1910. I baggrunden Mount Morse og strædet, der forbinder byen med Stillehavet. Dr. R. Geddes Large fonds. Prince Rupert Reginal Archives, Record ID: 9590.

I 1911 emigrerede Ludvig Johannes Bay – kaldet ’Jons’ – til Canada. Hans ægtefælle, Gudrun Julie Louise Bay – kaldet ’Gunne’ – fulgte efter et par år senere sammen med to af deres tre døtre. Familien bosatte sig i Prince Rupert på British Columbias nordlige kyst, tæt på grænsen til Alaska. Prince Rupert var dengang en nybyggerby, der lå i et uvejsomt og isoleret bjergområde omgivet af regnskov, store floder, fjorde og Stillehavet. Området havde tidligere været et reservat for stammen Tsimshian, men var blevet opkøbt af jernbaneselskabet Grand Trunk Pacific Railway Company. Det ugæstfrie område skulle blive en helt ny by, der både skulle være endestation på den nye, transkontinentale jernbane og også udskibningshavn til Asien. I 1906 påbegyndtes havnen og to år senere blev de første skinner til jernbanen lagt; den blev færdiggjort i 1914. Byen blev planlagt som en fremtidig storby, der skulle konkurrere med Vancouver og Seattle. I 1907 var der 150 indbyggere i Prince Rupert, men da Jons ankom fire år senere, var indbyggertallet vokset til mere end 4.000.

The Lost Paradise

Stumfilmen The Lost Paradise blev i 1916 vist i Prince Rupert. Musikken blev fremført af Gudrun Bay på klaver og Harry A. Harvey på violin (Anon. 1916). Prince Rupert havde på dette tidspunkt endnu ikke en egentlig biograf, så store spillefilm – dengang kaldet ’photoplays’ – blev i stedet vist i byens teater- og operahus: Westholme Opera House[1], som kunne rumme ikke færre end 700 tilskuere, og filmen blev vist to aftener i træk.

Vi ved ikke, hvad ’Mrs. Bay & Mr. Harvey’ spillede til The Lost Paradise da den spillede to aftener i træk i Prince Ruperts store operahus, men den lokale anmelder var begejstret. Ikke alene over filmen, men også det musikalske akkompagnement. Hele arrangementet blev betegnet som ”Splendid program at Westholme Theatre”, og om musikken hed det: ”The musical numbers are now a special feature of the Westholme’s show. Mr. Harvey’s violin solos being beautifully accompanied by Mrs. Bay on the piano” (Anon. 1916).

Plaket for stumfilmen "The Lost Paradise", som blev vist i Prince Rupert i 1916. Filmen handler om en strejke, men ender med at kapitalisten og arbejderen forliges. Så alt ender godt.

Westholm Opera House, hvor Mrs. Bay og violinisten Harry A. Harvey akkompagnerede stumfilen "The Lost Paradise". Ikke dateret. The Phylis Bowman collection. Prince Rupert Regional Archives, Record ID: 10422.

Dengang var alle spillefilm stumme – lydfilm blev først udbredt i slutningen af 1920’rne – og stumfilm blev i større teatre som regel akkompagneret af levende musik. Ofte af en enlig pianist, men til større produktioner af et egentligt ensemble, ligesom da pianisten Gudrun Bay og violinisten Harry A. Harvey leverede musikken til The Lost Paradise.

Hollywood-produktioner af stumfilm blev dengang ofte distribueret med et tilhørende partitur, således at lokale musikere kunne fremføre en filmmusik, som var udvalgt eller komponeret til filmen, og som kunne understrege filmens scener: følsom og romantisk musik til kærlighedsscenerne og dramatisk musik til kamp- eller konfliktscener. Disse partiturer er i dag ofte gået tabt, fordi de blev opfattet som ubetydelig lejlighedsmusik, men hvis der har været et partitur til The Lost Paradise, så har det været lidt af en opgave for de lokale musikere, for filmen var i fem akter – dvs. opdelt i fem filmruller – og spilletiden var mere end 1 time. Kom en stumfilm uden et partitur, måtte de lokale musikerne i stedet vælge musik fra deres sædvanlige repertoire og gerne tilpasse numrene undervejs, således at musikken passede til stemningen i de forskellige scener.

Gudrun Bay som musiker og spillelærerinde

Mrs. Bay - Gudrun Bay - ved klaveret. Hun var ikke uddannet som koncertpianist, men blev professionel musiker og klaverlærerinde i Prince Rupert. Ikke dateret. Gudbjørg Bays private samling.

På dette tidspunkt var Gunne veletableret som professionel musiker og som spillelærerinde i Prince Rupert. I byens vejviser optrådte hun som musiklærer og selv om hun blev betegnet som ”Mrs. L. J. Bay” – med hendes mands forbogstaver – så var hun i vejviseren opført som selvstændig erhvervsdrivende. De fleste gifte kvinder optrådte slet ikke i vejviseren – kun deres mænd var nævnt.

Hun annoncerede også regelmæssigt efter elever i den lokale avis – The Prince Rupert Daily News:

” PIANO LESSONS—A few advanced pupils taken, Mrs. L. J. Bay, phone 497.” (Advert 1916)

"After the holidays I shall have a few vacancies for pupils for piano instruction (Leshetizky method). Mr. L. J. Bay (conservatory education). 1226 Second Avenue. Phone 497". (Advert 1916)

”Classes in Theory and Practical Pianoforte, starting September 4. Pupils prepared for examination in April and June, 1918, for Royal College of Music, London. Eng. Mrs. L. J. Bay, Phone Blue 279.” (Advert 1917)

Gudrun Bays musikundervisning var målrettet ambitiøse elever, og i flere af annoncerne blev det nævnt, at hendes undervisning var en forberedelse til optagelse på musikkonservatoriet i London. Tilsyneladende var hun dog ikke selv konservatorieuddannet; i al fald ikke fra Det kongelige danske Musikkonservatorium i København, som dengang var det eneste danske musikkonservatorium.[2] Det er uvist, hvilken klaverundervisning, hun har modtaget ud over undervisningen, da hun var barn. Da hun i 1903 - 04 læste på Statens Lærerkursus – forgængeren til Lærerhøjskolen – var musikundervisningen udelukkende målrettet kirkeorgel for de lærere, skulle fungere som organister i den lokale sognekirke, men det fag læste hun ikke (Olrik 1904).

Hendes klaverundervisning var baseret på Theodor Leschetizkys metode. Leschetizkys (1830 – 1915) var en polskfødt komponist, pianist og musikpædagog, der bl.a. drev en privat klaverskole i Wien, og her modtog mange kendte koncertpianister undervisning. Gunne har efter alt at dømme ikke været elev hos ham, men hans mange elever blev formidlere af hans særlige metode, og en af disse udgav i 1902 en lærebog om hans pædagogiske metode (Brée 1902). Den blev hurtigt oversat til engelsk og blev anvendt som grundbog i klaverundervisningen. Hovedindholdet i hans metode var – populært sagt – at man som pianist ikke alene spiller på tangenterne, men med hele sin personlighed, som skal komme til udtryk i fremføringen; altså en ekspressiv og holistisk tilgang til klaverpædagogikken.[3]

Ved siden af sin undervisning optrådte Gunne også hyppigt til koncerter i Prince Rupert. I starten af sin karriere som udøvende pianist spillede hun mest til velgørende arrangementer i foreninger, i skoler og til kirkekoncerter.

“St. Andrew's Anglican church was packed last night to hear the concert in aid of the choir funds, many extra chairs having to be brought in to provide seating accommodation. The program opened with a beautifully played pianoforte solo by Mrs. L. J. Bay”. (Anon. 1916)

"A great concourse assembled last night in the large hall of the St. Andrew's Society to hear Cat. McNeil, the Society's physician, relate some of his experiences at the front. (...) previous to the lecture, a short musical programme was greatly appreciated by the audience. (...) Mrs. Captain Bay was the accompanist, and as usual, was perfection itself". (Anon. 1917)

“An appeal has lately been sent out form Dr. Robinson, superintendent of education, to each school in the province to get the cooperation of the children in raising funds for Red Cross and patriotic work In answer to the circular, the girls of the sewing classes in the Borden Street Public School gave a most successful ale on Saturday least. (...) Tea was served in the afternoon and music was provided by Mr. Harvey and Mrs. Bay, as well as by the girls themselves. The fine weather brought a large turnout and the girls were rewarded by the substantial sum of $ 110." (Anon. 1918)

"Mrs. Bay and Mr. W. Vaughan Davies proved themselves most efficient accompanists, and the evening's entertainment was brought to a close by a "Home Sweet Home" chorus by the choir, after which "God Save the King" was sung." (Anon. 1916)

"(...) a goodly number turned out to the Presbyterian Hall to hear the Wednesday Music club in "Peer Gynt" (...) The story took the form of a synopsis of this great drama. The readings were interspersed with selections from the Peer Gynt suite by Edvard Grieg. (...) Mr. H. A. Harvey accompanied by Mrs. Bay rendered the violin numbers very artistically. Seldom indeed has such an ensemble been maintained throughout a whole evening". (Anon. 1917)

Da jazzen kom til Prince Rupert

Kort tid efter Gunne i 1914 var kommet til Prince Rupert med to af sine døtre, skete der store omvæltninger – kulturelt, socialt og politisk. Canada gik ind i Første Verdenskrig og det betød, at der blev arbejde til kvinder – bl.a. kvindelige musikere – der kunne erstatte de mænd, der havde meldt sig som frivillige. Også det sociale liv ændrede sig: fredstidens selskabelighed og velgørenhed blev hurtigt transformeret til patriotiske arrangementer, der skulle støtte krigsindsatsen. Krigen blev også anledning til store politiske, sociale og kulturelle ændringer. Der skete en radikalisering blandt både arbejdere og indvandrere, og de sociale bevægelser omkring kvinders stemmeret – suffragettes – og afholdsbevægelsen – temperance movement – fik ny energi og momentum.

Også kulturelt var der opbrud. Det var tydeligt i musikken og selskabsdansen – også i et udsted som Prince Rupert, hvor musikgenrer og danse, der var inspireret af afroamerikanske traditioner, nu blev populære blandt ungdommen.

Populærmusikken i Prince Rubert havde indtil da været domineret af brassbands og underholdningsorkestre. Brassband-genren havde sin oprindelse i militær marchmusik, men der var i England i løbet af det 19. århundrede blevet etableret en tradition for hornmusik i britiske industribyer, hvor lokale arbejdere i deres fritid blev oplært til at spille i et hornorkester. Denne genre blev senere af det britiske militær og især af missionærer udbredt til hele imperiet (Herbert and Sarkissian 1997). I kolonierne blev ’indfødte’ arbejdere – i Prince Rupert de oprindelige folk, der arbejdede i fiskeindustrien – i deres fritid oplært som amatørmusikere, de optrådte i militærlignende uniformer og spillede vestlig marchmusik, valse, arier fra operetter og populære sange (Kallmann, Potvin, and Winters 1993).[4] Disse hornorkestre fungerede som ’marching brass bands’ ved parader igennem byen på festdage men gav også egentlige koncerter.

Brassbandet Port Simpson Band bestod af indianske arbejdere fra fiskefabrikken i Port Simpson. Her fotograferet i Prince Rupert til festligholdelsen af Victoria Day i 1908. J.D. Allen Photographic Company fonds. Prince Rupert Regional Archvies, Record ID: 187.

Selv om de indianske hornorkestre ofte optrådte i Prince Rupert, var de ikke hjemmehørende her; musikerne var arbejdere i de fiskeindustribyer, der lå spredt rundt om den fjord og den flod, der mundede ud ved Prince Rupert. Men byen fik efterhånden også et underholdningsorkester – Prince Rupert City Orchestra – der bestod af hvide amatørmusikere og som spillede klassisk musik i den lettere genre.

Først i 1916 fik Prince Rupert et egentligt danseorkester: Harvey’s Dance Orchestra. En trio med Gudrun Bay på klaver, kapelmesteren spillede violin og sidstemanden var janitshar – altså trommeslager. Orkesteret var opkaldt efter kapelmesteren og musiklæreren, Harry A. Harvey[5]. Han blev lokalt omtalt som ”professor Harvey”. Ikke fordi han havde en akademisk grad, men fordi han var orkesterleder; orkesterledere blev ofte kaldt for ’professors’ – i al fald i danseorkestre og den tidlige jazzmusik. Han var uddannet fra et konservatorium i London, og ud over violin underviste han også i klaver, cello og i musikteori. Han var altså uddannet i klassisk musik men ledede alligevel det lille danseorkester, som spillede dansabel populærmusik.

Fra omtalen i de lokale aviser får man indtryk af, at Harvey’s Dance Orchestra – i den såkaldte ’sæson’ – spillede til alle de fester, som blev arrangeret af de lokale foreninger og loger: Queen Mary’s Chapter, Daughters of the Empire; The Independent Order of Odd Fellows; Ladies’ Auxiliary of the Great War Veterans' Association; Scandinavian Society "Valhalla". I disse og andre foreninger arrangerede de kvindelige medlemmer hvert år mindst et ”ball” eller ”a dance” eller ”a dansant”, hvor medlemmerne og deres unge sønner og døtre deltog, og hvor de fremviste familiens velstand og dannelse og ikke mindst færdigheder på dansegulvet og i selskabslivet. I de britiske kredse var disse baller en videreførsel af borgerskabets og adelens tradition for at arrangere ’debut’ for unge kvinder og mænd i selskabslivet. Blandt de etniske minoriteter blev der også afholdt årlige fester og baller – men her var arrangementerne præget af deres hjemlandes traditioner, musik og danse.

Harvey's Dance Orchestra - med Mrs Bay på klaver - spillede oftest til britiske baller og fester, men her er det et velgørenhedsarrangement hos "Scandinaian Society". Prince Rupert Daily News, 21 Dec 1918.

Ofte var sådanne baller kombineret med konkurrencer i kortspil – whist – som de ældre generationer deltog i, mens de yngre indtog dansegulvet. Under første Verdenskrig blev der arrangeret såkaldte ’whist drives’, hvor der blev spillet om penge, men hvor gevinsterne gik til Røde Kors eller til andre ’patriotiske formål’.

Ballerne i byen blev oprindelig afholdt i de lokale foreningers eller kirkers forsamlingslokaler, men i foråret 1918 blev der i Prince Rupert åbnet et kommercielt dansested. Det var igen orkesterlederen Harry A. Harvey, som omdannede en allerede eksisterende billard-salon og bar til et sted med dans og levende musik. Stedet blev kaldt Harvey’s Hall og her var der dans og levende musik flere gange om ugen om aftenen og danseundervisning om dagen.[6] Fra tid til anden blev der hentet gæstelærere fra Vancouver eller Seattle for at undervise i de nyeste modedanse (Anon. 1918). Det fremgår ikke af annonceringen, hvem der har spillet op til dans i Harvey’s Hall, men det har formodentlig været Harvey’s Dance Orchestra – med Mrs. Bay på klaver.

Instrumenteringen i Harvey’s Dance Orchestra, kan i dag virke usædvanlig: violin, klaver og trommer. Men det var dengang almindeligt at udgive noder til selskabsdanse arrangeret for violin og klaver (Pepper 1882). Netop violin og klaver var de mest udbredte instrumenter i borgerskabet: violinen spillede melodistemmen mens klaveret spillede basstemmen i venstrehånden og akkompagnerede med rytmiske figurer i højrehånden. Trommerne var derimod et nyere element i dansemusikken – en instrumentering, der var inspireret af især den tidlige jazzmusik. Tilføjelsen af trommer gav mulighed for at understrege de rytmiske elementer, at forstærke klaverets basgang, og at give musikken større fylde i danselokalet.

Vi ved faktisk temmelig nøje hvilke danse, der på denne tid blev danset til fester og baller i Prince Rupert. Til en fest i foråret 1919 var danseprogrammet en blanding af klassiske danse – vals og menuet – og moderne pardanse: foxtrot, one- og two-step – samt schottisch.[7] I alt 22 danse, der både kunne tiltale den ældre og den yngre generation (Anon. 1919).[8]

Vals, menuet og schottisch var oprindelig europæiske danse, der havde fået international udbredelse som standard selskabsdanse. Og den musik, der blev spillet til disse danse var også fra den europæiske klassiske tradition. Men de øvrige danse – foxtrot, one-step og two-step – var amerikanske danse. De var inspireret af musik og danse blandt sorte efterkommere af slaver i de amerikanske sydstater, og de var senere blevet kommercialiseret og udbredt af underholdningsindustrien i New York. Herfra havde de spredt sig til alle storbyer i hele den vestlige verden (Wellington School of Dance 2021). De kirkelige autoriteter i Canada havde fordømt disse moderne danse som amoralske og frivole (Anon. 1914), men de var alligevel blevet accepteret som selskabsdanse. Også i Prince Rupert.

Disse moderne danse blev danset til afroamerikansk musik: ragtime og cake-walk. Begge musikformer, der med lettere synkoperede rytmer var forformer til den senere jazzmusik, men som samtidig ikke brød med den klassiske musiks stramme form – det var dansabel musik, men samtidig musik, som var komponeret og noteret i partiturer og som overholdt den klassiske musiks formkrav. Det var en moderne dansemusik, som var anerkendt af og tilgængelige for klassisk uddannede musikere, og som også tiltrak klassiske komponister som Antonín Dvořák, Erik Satie, Claude Debussy og Igor Stravinsky, der skrev musik i disse genrer. Det var næppe disse komponisters værker, der blev spillet til baller og fester i Prince Rupert, men de kendte komponister gjorde de amerikanske genrer og deres rytmer socialt og musikalsk acceptable. Både ragtime og cake-walk var relativ ukomplicerede melodisk men for klassisk uddannede musikere udfordrende rytmisk, og de rummede – lige som de tilhørende danse – et vigtigt element af humor, når de blev fremført med en form for musikalsk selvironi. Klaveret var det dominerende instrument i både cake-walk og ragtime, og for pianister betød den marchagtige vekselbas at numrene kunne fremføres med en synlig dramatik og virtuositet.

Debussys cake-walk blev udgivet som en del af hans samling af børnemusik: Children's Corner. Forsidetegning af Claude Debussy. Paris 1908.

Pablo Picassos tegnede forsiden til Ragtime-noderne af Igor Strawinskys. London 1919.

Senere – efter at familien forladt Prince Rupert og Gunne havde forladt orkesteret – fik Harvey’s Dance Orchestra en ny kvindelig pianist og en yngre janitshar, og orkesteret ændrede sin stil og sit repertoire i mere jazzet retning (Anon. 1919).

Gudrun Bays deltagelse i Harvey’s Dance Orchestra, som ikke spillede for velgørenhed men til kommercielle arrangementer, gjorde – sammen med hendes klaverundervisning – at Gunne kunne tjene sine egne penge, og dermed bidrage til familiens økonomi. Dette blev især vigtigt, da Jons under verdenskrigen meldte sig til hæren, og hvor hans bidrag til familiens forsørgelse indskrænkede sig til det relativt beskedne ’hustrubidrag’, som hæren udbetalte til udstationerede soldaters ægtefæller.

’Mrs. Bay’ som ’kändis’

Gunnes mange musikalske aktiviteter og hendes offentlige optrædener gjorde, at hun hurtigt blev en lokal ’kändis’. Hun optrådte som pianist til klassiske og mere populære koncerter, som var arrangeret af foreninger i Prince Rupert, og hvis medlemmer blev rekrutteret fra byens ledende kredse. Også Gunnes klaverundervisningen var henvendt til børn og unge fra Prince Ruperts elite. Et klaver var et dyrt instrument, som kun fandtes i byens rigeste familier.

Koncerter og klaverundervisning var finkulturelle aktiviteter, som var solidt funderet hos elitens kvinder[9], som i høj grad var de kulturbærende – også i Prince Rupert. Kvinderne i byens overklasse var det kulturelle kit, der bandt familierne og lokalsamfundet sammen. De blev forsørget af deres mænd, men ud over at holde hus og tage sig af børnene, var det dem, der arrangerede de mange sociale og kulturelle tilbud, som Prince Rupert bød på: koncerter, te-selskaber med underholdning, velgørenhed og baller. Ikke mindst velgørenhedsarrangementer spillede en stor rolle, mens familien Bay boede i Prince Rupert – til dels pga. den stærke britiske tradition for velgørenhed men især pga. Canadas deltagelse i Første Verdenskrig, som afstedkom mange indsamlinger til krigsveteraner, soldaterenker, til mindesmærker og til Rød Kors.[10]

The Prince Rupert Daily News bragte hver dag en sladder-spalte på bagsiden: ”Local News Notes”. Det var små notitser, som kort omtalte private begivenheder i byens førende familier: rejser, ægteskaber, fødsler og begravelser. ”Mrs. Bay” figurerede hyppigt i denne spalte – når hun optrådte som pianist, men også når hun holdt ferie med sine døtre eller tog på udflugter med veninder eller deltog i prominentes begravelser.

”Mrs. L. J. Bay and Miss McQuilluan returned from a trip up river last night[11]” (Notits 1916)

“Funeral Yesterday of Mrs. John Carroll” (Notits 1918)

“Young Daughter of Captain and Mrs. Bay” (Notits. 1921)

“Mrs. Bay and family left for a trip to the southern coast” (Notits 1917)

“"Mrs. Bay and family were among the passengers from the south on this morning's boat. They are just returning from a two months' holiday in the south." (Notits. 1918)

Etniske og klassemæssige strukturer i Prince Rupert

For at forstå de sociale strukturer i Prince Rupert da Gunne og Jons boede i byen, kan det være nødvendigt at kende til begrebet etnoklasse[12], som beskriver den sociale struktur i et indvandrersamfund, hvor der er tydelige grænser mellem en majoritetsbefolkning og en eller flere minoriteter, og hvor befolkningen fordeler sig på forskellige subsamfund og -kulturer baseret på etnicitet og klasse.

Sådan et samfund var Prince Rupert da Jons og Gunne boede i byen: Befolkningen var – groft sagt – opdelt i tydelige etnoklasser: den britiske overklasse; en middelklasse og øvre arbejderklasse bestående af hvide, nordeuropæiske indvandrere; en nedre arbejderklasse bestående af syd- og østeuropæiske indvandrere samt en underklasse af oprindelige folk og asiatiske indvandrere. Underklassen var dog i bogstavelig forstand udgrænset fra selve Prince Rupert: de var henvist til at bo i reservater og i særlige bygninger eller arbejdslejre for asiater og oprindelige folk, og de var frataget de sædvanlige borgerlige rettigheder.

Majoriteten af befolkningen og den politisk og kulturelle elite i Prince Rupert var ”Britishers”: de britiske, irske, walisiske og skotske indvandrere og deres efterkommere. Alle andre nationaliteter blev ofte omtalt som ”foreigners”[13] – det gjaldt også de mange skandinaver og også ikke-hvide indvandrere fra andre dele af det britiske imperium – også selv om de havde engelsk som deres modersmål og formelt var ”subjects of the British Crown”.[14]

British Columbia var blevet koloniseret af England og havde været en formel britisk koloni indtil 1871, hvor British Columbia blev en del af Dominion of Canada. Men provinserne – herunder British Columbia – forblev tilknyttet det britiske imperium, og briter udgjorde i mange årtier herefter den økonomiske og politiske elite, der håndhævede deres ’førsteret’ til provinsen. Det altdominerende sprog var engelsk, og ejendomme og aktier i lokale virksomheder blev ejet af investorer i London og af briter i Vancouver eller Victoria. Også politisk var briterne dominerende: Da det første bystyre blev valgt i Prince Rupert i 1910 var alle ni medlemmer af britiske herkomst (City of Prince Rupert 1909 - 1929). Senere blev medlemmer af andre etnoklasser – især skandinaver – integreret i den politiske og Leafgren, Enoch. 1917. Historisk Utveckling av Skandinaviska Brödraförbundet af Amerika. Jamestown, N.Y.: Bergwall Printing Co. .

økonomiske elite i Prince Rupert.

Danskere, nordmænd, svenskere og islændinge udgjorde i begyndelsen af det 20. århundrede en samlet minoritetsbefolkning. Både i deres selvforståelse og i andres øjne blev de omtalt og opfattet som ét folk: ”the Scandinavians” og i mange sammenhænge blev skandinaver endog omtalt som en særlig ”race”[15].

Beboere af norsk, svensk, islandsk eller dansk afstamning udgjorde kun ca. 10% af befolkningen, men var samlet set – næstefter briterne – den største etniske befolkningsgruppe i Prince Rupert. Det var de geografiske og erhvervsmæssige ligheder mellem stillehavskysten og Skandinavien, der tiltrak indvandrere fra især Norge og Sverige til Prince Rupert: de dybe fjorde omgivet af skovklædte bjerge, hvor de vigtigste erhverv var fiskeri, søfart, minedrift og skovdrift.

Etnisk herkomst af indbyggere i Prince Rupert 1911 og 1921[16]

	1911	1911	1921	1921
	Antal	Procent	Antal	Procent
Britisk	2343	56,0	4465	69,8
Skandinavisk	426	10,2	588	9,2
Andre europæere	1064	25,4	823	12,9
Asiater	69	1,6	388	6,1
Indianere	2	0,0	59	0,9
Negre	18	0,4	23	0,4
Ikke specificeret	262	6,3	47	0,7
I alt	4184	100	6393	100
Kilde: (Greer 1994)
Tabellen er baseret for folketællingerne i 1911 og 1921, kolonnen for "Racial or tribal origin".

Der var dog meget få danskere i Prince Rupert. Ved folketællingen i 1911 var der 19 af dansk herkomst og i 1921 var dette tal kun steget til blot 31.[17] Derimod var der nogle hundrede svenskere og nordmænd, og disse dominerede den skandinaviske koloni i Prince Rupert. Når der var så få danskere, skyldtes det dels, at udvandringen fra Danmark til Canada generelt var mindre end udvandringen fra Sverige og Norge, men især erhvervsstrukturen i Prince Rupert. De, der bosatte sig i Prince Rupert, var indvandrere, der søgte arbejde som fiskere, jernbane-, skov- eller minearbejdere; erhverv, som tiltrak indvandrere fra den skandinaviske halvø. Den danske indvandring til Canada var dels præget af faglærte eller ufaglærte byarbejdere, der søgte arbejde i industrien og bolig i storbyerne, eller som fik arbejde i de mange arbejderlejre for løsarbejdere i jernbaneudbygningen og i råstofudvindelsen. Eller de var landarbejdere, der søgte imod prærieprovinserne, hvor man kunne få lønarbejde i landbruget og hvor man med tiden kunne blive ’settler’: landbrugsjorden var gratis eller billig, rigelig og frugtbar – omend hård at opdyrke. I eller omkring Prince Rupert – derimod – var der næsten ikke landbrug men derimod masser af hav og floder og bjerge beklædt med regnskov.[18]

Skandinaverne i Prince Rupert var velorganiserede og prægede hurtigt det offentlige liv i byen. De havde en fælles kirke – The Swedish Lutheran Church, der senere blev kaldt The Scandinavian Lutheran Congregation – og de havde deres egne sociale og kulturelle foreninger: Scandinavian Society Valhalla og Scandinavian Aid and Fellowship Society. Desuden var der fælles lokale dagblade; disse blev trykt på norsk, svensk og dansk og blev udgivet i Vancouver, men havde abonnenter i Prince Rupert og i resten af British Columbia[19]. Og da Canada under Den første Verdenskrig mobiliserede frivillige til hæren, tog skandinaviske organisatorer initiativ til at oprette særlige skandinaviske bataljoner, der rekrutterede blandt danske, norske, svenske og islandske indvandrere.[20]

De skandinaviske foreninger og aktiviteter havde – lige som de andre etniske minoriteters organisationer – som mål at konservere og bevare hjemlandets sprog og kulturer og dermed fungere som en fælles beskyttelse imod den britiske majoritets sprog og traditioner. Desuden forsøgte organisationerne at varetage deres medlemmers interesser og rettigheder i forhold til den forskelsbehandling, som ikke-briter blev udsat for. Samtidig havde foreningerne en vigtig funktion som syge- og begravelseskasser, der gav økonomisk støtte til uarbejdsdygtige og udbetalte begravelseshjælp.

Familien Bay og den skandinaviske koloni

Meget typer på, at familien Bay kun i begrænset omfang har deltaget i den lokale skandinaviske koloni; de har tværtimod primært opfattet sig som canadiere og har knyttet tættere bånd til den britiske majoritet i Prince Rupert end til de skandinaviske kredse.

Et tydeligt tegn på dette er, at Jons allerede et år efter, han alene var ankommet til Canada, søgte om og fik canadisk statsborgerskab (1921 Census Canada 1921). Som lovgivningen var dengang, betød det, at også Gunne formelt blev canadisk statsborger – selv om hun på det tidspunkt stadig boede med børnene i Odense og endnu aldrig havde været i Canada.

Familiens selvopfattelse som canadiere kom også til udtryk i deres flagstang uden for deres første fælles bolig i Prince Rupert – 1226 2nd Avenue West. Her blev der flaget med The Canadian Red Ensign[21] – selvom huset indvendig var udsmykket med Dannebrog (se foto af interieur). Også Jons’ deltagelse i Første Verdenskrig som frivillig i den canadiske hær var udtryk for hans loyalitet over for det nye land. Især fordi han fravalgte at blive indrulleret i en af de deciderede skandinaviske bataljoner, men valgte en bataljon med en canadisk rekruttering.[22]

Familien Bays første bolig i Prince Rupert - 1226 2nd Avenue West - var et lille gavlhus på 1½ etage. I flagstangen til højre vejer det canadiske flag: The Canadian Red Ensign. På verandaen døtrene Misse og Lille. 1915. Privateje, Gudbjørg Bays samling.

Interieur fra 1226 2nd Avenye West med enkle træ- og kurvemøbler, kakkelovn og med Dannebrog på puden i stolen til højre. På trappen Gunne med datteren Lille. 1915. Privateje, Gudbjørg Bays samling.

Senere valgte Jons at engelskgøre sine fornavne. Han tog ikke formel navneforandring, men kaldte sig for Lewis John Bay i stedet for Ludvig Johannes Bay (Liqour Control Board 1922). Dette navneskifte blev sandsynligvis foretaget for at overvinde den diskrimination, som ikke-britiske indvandrere blev udsat for, men måske især for at kunne undgå at blive opfattet som tysk med det tyskklingende fornavn Ludvig. Efter starten af 1. Verdenskrig var tyske indvandrere i voksende grad ildeset, og blev ofte opfattet som både fjender og som en sikkerhedsrisiko. Også selv om de havde canadisk statsborgerskab. Mange canadiere havde vanskeligt ved at skelne mellem tyske og skandinaviske indvandrere, og pga. krigen opstod der i nogle kredse – især hos hjemsendte soldater – en modstand imod ikke alene tyskere i British Columbia, men også imod skandinaver, fordi de skandinaviske lande under krigen var neutrale og blev beskyldt for at støtte den tyske krigsførelse; direkte eller indirekte.[23]

Det vigtigste tegn på, at Jons og Gunne blev assimileret ind i britisk kultur, er måske deres kirkevalg. Der var en skandinavisk, lutheransk kirke i Prince Rupert, hvor gudstjenesterne blev holdt på svensk, men Jons og Gunne knyttede sig i stedet til den britiske, anglikanske kirke. Her blev deres ældste datter konfirmeret, deres yngste datter døbt, og det var her Gunne oftest gav koncerter.

Familien Bays status – baseret på Jons’ ansættelse som kaptajn og vicedirektør i et britisk ejet firma og Gunnes bidrag til byens musikliv – betød, at ægtefællerne Bay har følt sig tættere knyttet til den britiske overklasse i Prince Rupert end til indvandrere fra Norge, Sverige og Island. Disse havde som regel arbejde i fiskeriet, i skovbruget, ved jernbanebygning eller i mineindustrien, og de tilhørte oftest den lokale arbejderklasse – selv om også nogle af disse efterhånden blev selvstændige i de samme brancher.

Også kulturelt har familien Bay følt sig tættere forbundne med den britiske overklasse end med de skandinaviske indvandrere. Både Gunne og Jons var vokset op i konservative, intellektuelle hjem i hhv. Odense og København; familier, der var så velhavende, at de havde tjenestefolk, og hvor der var råd til dannelsesrejser og til hyppig deltagelse i det offentlige kulturliv. Gunnes far var akademiker og katedralskolelærer i latin, græsk og historie, og Jonss plejemødre ejede og drev to private, københavnske skoler – en pige- og en drengeskole – der begge havde som mål at opdrage middelklassens børn og give dem en religiøs og finkulturel dannelse inden for sprog, historie og litteratur. Jons havde som barn selv gået i sine plejemødres drengeskole, og også Gunne havde gået i en privatskole – pigeskolen Louise Wintelers Skole i Odense (Louise Wintelers Skole 1853 - 1901).

Med disse forhistorier har både Gunne og Jons følt sig mere hjemme i den britiske overklasse og dennes kulturelle interesser end i de skandinaviske kredse, der i højere grad har været præget af hjemstavnens populær- eller egnskultur. Det er i al fald tydeligt, når man nærlæser avisartiklerne om ”Mrs. Bay”, at hun sjældent har optrådt ved skandinaviske fester eller arrangementer, hvorimod hun ofte har spillet til baller, koncerter og te-selskaber arrangeret af britiske kvinder og deres sociale og kulturelle foreninger.

Selv om overklassens finkultur primært var britisk, så var den også til en vis grad fælles europæisk; på tværs af nationale etniske identiteter dyrkede eliten den samme klassiske litteratur og klassiske musik og man dansede de samme selskabsdanse. Også ideologisk og politisk har der på tværs af nationale interesser været en fælles borgerlig og liberal samfundsforståelse.

Til forskel fra mange andre skandinaviske indvandrere, har Jons og Gunne uden nævneværdige problemer kunnet begå sig sprogligt blandt den britiske overklasse – Jons havde arbejdet for Østasiatisk Kompagni i Siam, hvor arbejdssproget var engelsk, og Gunne havde som lærer i Odense undervist i engelsk sprog og litteratur. Mens de boede i Canada blandede både Jons og Gunne sig i den offentlige debat i form af læserbreve; disse blev aldrig bragt i den skandinaviske presse – altid skrevet på et fejlfrit engelsk og offentliggjort i de britiske aviser.

Det var ikke kun familien Bay, der aktivt lod sig integrere i den dominerende britiske etnoklasse. Det var fælles for flertallet af danske indvandrere i både Canada og USA. Mens førstegenerationsindvandrere af norsk, svensk, islandsk og finsk herkomst i mange år aktivt arbejdede for at opretholde deres hjemlands sprog, kultur og religion, så lod de fleste danske indvandrere – lige som familien Bay – sig hurtigt assimilere (Sillanpaa 2008). Den vigtigste forklaring på disse nationale forskelle er formodentlig antallet af udvandrere og deres koncentration i bosætningen: en relativ lille indvandring – som den danske - medfører i sig selv en spredt bosætning, mens større indvandrergrupper i højere grad bliver koncentreret i bosætningsmønsteret (Hvidt 1971). Ved folketællingen i British Columbia i 1921 var der kun omkring 2000, som identificerede sig som danskere, men mere end 9000 svenskere og over 6000 nordmænd.[24] I mange tilfælde etablerede grupper af indvandrede islændinge, finner, nordmænd og svenskere levedygtige nybygger-kolonier, der fungerede konserverende på hjemlandets kultur og sprog – lige som danskerne havde gjort først på østkysten af Canada og senere i prærieprovinserne. Disse skandinaviske nybygger-kolonier blev ofte etableret af indvandrere fra samme lokalsamfund i udvandringslandet, af medlemmer af det samme kirkesamfund eller med et fælles politisk tilhørsforhold. Den fælles baggrund gav et sammenhold og en organisatorisk styrke til ikke umiddelbart at lade sig assimilere. Den eneste danske koloni i British Columbia var blevet oprettet i 1897, men den overlevede ikke i længden og var omkring 1920 mere eller mindre gået i opløsning (Whiteley 1962). Den efterfølgende danske indvandring til British Columbia bestod oftest af enkelte jordbrugere, som bosatte sig spredt fra andre danskere, eller af byarbejdere, som bosatte sig i Vancouver, hvor den nationale eller religiøse identitet kun vanskeligt lod sig opretholde.[25]

Også den hyppigste beskæftigelse for indvandrere fra de øvrige nordiske lande bidrog til opretholdelse af deres nationale identitet: fiskeri, skovbrug og minedrift i British Columbia blev typisk bedrevet på udsteder og i midlertidige lejre – minebyer, skovhuggerlejre og fiskelandsbyer – og disse isolerede bebyggelser og arbejdslejre samlede ofte skandinaver fra Norge, Sverige og Island, som her fik mulighed for at fastholde deres nationale og faglige identitet.

Endelig kan man også pege på forskelle i de skandinaviske indvandreres rurale og urbane hjemstavn. Den danske indvandring til Nordamerika var i høj grad præget af byarbejdere – håndværkere og ufaglærte arbejdere – mens indvandringen fra de øvrige nordiske lande havde et betydeligt omfang af rurale erhverv og hjemsteder. Indvandrere med rural baggrund medbragte en traditionel hjemstavnskultur, en markant religiøsitet og stærkere organisationsformer end dem, der indvandrede med by-baggrund og fra byerhverv.

Det har også været påpeget, at de mange spredt bosatte og enlige danske mænd i Canada betød, at de måtte gifte sig med kvinder af andre nationaliteter, hvilket accelererede assimilationen af danske indvandrere til den dominerende kultur i indvandringslandet (Hale 1984).

De britiske ’gentlefolks’

Selv om British Columbia efter 1871 ikke længere var en britisk koloni, så satte kolonihistorien stadig sit tydelige præg på de sociale strukturer i British Columbia og mere lokalt i Prince Rupert. Det var britiske firmaer og britiske indvandrere, der havde koloniseret British Columbia, og det var engelske og skotske forretningsfolk, der havde investeret massivt i industrialiseringen af de mange naturressourcer i British Columbia – mineraler, skove og fiskeri – og som havde sat deres formuer i provinsens infrastruktur i form af havne, jernbaner og nyopførte byer. I begyndelsen af det 20. århundrede var der derfor en tydelig økonomisk og politisk overklasse i British Columbia af britisk herkomst.

Også i Prince Rupert var der en etnisk baseret klassekultur af ’gentlemen’ og ’-women’, som i det nye land videreførte den livsstil og de sociale markeringer, de eller deres forældre havde kendt, inden de kom til Canada. Det var en kultur, som ikke alene var engelsk men også knyttet til den britiske overklasse og øvre middelklasse (Barman 1989). De britiske ’gentlefolk’ udgjorde majoriteten og de befolkede eliten i British Columbia: kapitalister, virksomhedsejere, embedsfolk og højere funktionærer.

På trods af massive investeringer i Prince Rupert, blev byen aldrig den storby, den var tiltænkt, og det prægede befolknings- og klasseudviklingen. Antallet indbyggere voksede betragteligt mens Jons og Gunne boede i byen, men den var for lille, for provinsiel og for fattig på kultur og havde ikke den status eller den rigdom, der kunne tiltrække fastboende kapitalister. Prince Rupert var og forblev – på trods af pionerernes højtflyvende ambitioner om byen skulle blive et nyt Vancouver eller San Francisco – på mange måder bare en forvokset havne- og stationsby, som i løbet af meget kort tid var blevet tilført voldsomme investeringer i byudvikling, transportveje og industri, men som manglede historie, traditioner og en selvbevidst overklasse.

Dengang var det stadig i den britiske overklasse i Canada almindeligt at have tjenestefolk, men i Prince Rupert var der ingen (1911) eller meget få (1921) private tjenestepiger, kokkepiger, barnepiger, ’nannies’, tjenere eller guvernanter[26]. Sådanne erhverv var derimod udbredt i storbyen Vancouver og i regeringsbyen Victoria. Det var her, kapitalejere og chefer for de store virksomheder boede, hvis de ikke var at finde i London eller i storbyer på østkysten.

Men Prince Rupert havde selvfølgelig alligevel en lokal britisk elite. I det store billede var den lokale elite ikke særlig velhavende, men i forhold til andre etniske grupperinger var de relativt formuende og de var magtfulde i kraft af deres funktioner i det lokale samfund som ’managers’ og arbejdsledere, ingeniører, embedsmænd, butiksejere, jurister, ejendomsmæglere, bankfolk, lærere og læger. I sammenligning med andre indvandrergrupper var de veluddannede og relativt højtlønnede, og de opretholdt engelske traditioner, når de organiserede sig i tennis- og cricketklubber, ro- og sejlklubber; når de arrangerede jagtselskaber, ’tea-parties’ og ’dansant’er’; når de oprettede 'clubs & societies' og frimurerloger med tilknyttede kvindeafdelinger, og når de importerede britiske varer og livsstilsmagasiner, som i stort antal blev distribueret i abonnement til læsere i British Columbia (Barman 1989).

Også skandinavnerne lod sig inspirere af de britiske loger. Den fælles skandinaviske syge- og begravelseskasse blev til Valhalla, loge nr. 67 af Scandinavian Brotherhood of America. Men til forskel fra de britiske loger, var der også kvinder i bestyrelsen for Valhalla. Tillidsmænd og -kvinder ca. 1914. Leafgren, Enoch. 1917. Historisk Utveckling av Skandinaviska Brödraförbundet af Amerika. Side 291

Valhalla Lodge no. 67 og the Scandinavian Aid & Fellows Society i et optog til Dominion Day parade. 1914. Vognen er formet som et vikingeskib med dragehoved og skjolde. Ved samme lejlighed fremviste deltagerne skandinaviske folkedragter og -danse. Robert L. McIntosh fonds. Prince Rupert Regional Archives, Record ID: 1624

Familien Bays sociale status

Selv om familien Bay var blevet integreret i Prince Ruperts elite i kraft af deres deltagelse i byens selskabsliv og især efter Gudrun Bays musikalske bidrag til byens kulturliv, boede familien Bay ikke i byens rigmandskvarter, og deres hjem var langt fra et overklassehjem.

Da Prince Rupert blev udstykket i 1909, var der i byplanlægningen en tydelig opdeling i første- og andenklasses udstykninger til private boliger baseret på grundenes størrelse og placering i byen. De fineste kvarterer i Prince Rupert blev placeret højt oppe på bjergsiden med udsigt ud over havet og de omkringliggende, skovbeklædte øer. Disse udstykninger var planlagt som dyre og attraktive beboelsesområder – vejene snoede sig op ad bjergsiden rundt omkring klipperne og udstykningerne var store med god plads mellem husene (Crerar 1949). I disse førsteklasses beboelsesområder, hvor byens ledende kredse kom til at bo, blev villaer bygget som længdehuse i 2½ etages højde, de havde store vinduer, karnapper, kvistvinduer, udendørs trapper og verandaer, træværket var ofte udsmykket med udskæringer og villaerne havde flere kaminer, og der var god plads til haver rundt om husene. Disse store huse blev bygget i en stil, der er blevet kaldt ’Folk Victorian’ – folkelig victoriansk stil – og som var inspireret af victorianske huse, men hvis arkitektur var simplificeret og billigere at fremstille (McAlester and McAlster 1984).

Eksempler på huse opført på førsteklasses udstykninger i Prince Rupert - huse opført i en stil, der klades "Folk Victorian": længdehuse med udsmykninger i form af søjler, karnapper, kviste og tårne. Prince Rupert Regional Archives, Record ID: 99 (1915) & Record ID: 16080 (ikke dateret).

Andenklasses udstykninger lå derimod langs med lange og lige gader, og her var udstykningerne små og smalle, så husene kom til at ligge tæt på hinanden. Familiehusene i de mindre udstykninger – hvor også familien Bay boede – var derfor opført som gavlhuse: simple træhuse i den stil, der kaldes ’National Folk’, og som var en videreudvikling af de mange og hurtigt opførte nybyggerhuse; huse på 1 eller 1½ etage, de var enkle i deres arkitektur og uden dekorative detaljer og de havde typisk kun et enkelt ildsted og dermed kun én skorsten (McAlester and McAlster 1984).

Nyopførte arbejderboliger på 2nd Ave West i Prince Rupert, 1909. Simple "National Folk" gavlhuse opført i træ. I stedet for en skærvevej er der plankeveje - såkaldte 'boardworks', som var billigere at etablere end egentlige veje. The Ernest A. Woods fonds. Prince Rupert Regional Archives, Record ID: 15951.

Men fælles for alle private huse i Prince Rupert var byggematerialet: træ. Det var dengang kun offentlige bygninger, kirker og de store virksomheders kontorer, der blev bygget i mursten. Træ som byggemateriale var tilgængelig i rigelige og billige mængder i form af regnskovens cedertømmer, mens mursten måtte indsejles fra teglværker i den sydlige del af British Columbia og var betydelig dyrere som byggemateriale. Når selv den lokale overklasse byggede i træ og ikke i sten, var det et tydeligt tegn på, at nok var der klasseforskelle i Prince Rupert, men den egentlige overklasse flyttede aldrig til Prince Rupert. De blev boende i Vancouver eller Victoria, hvis de overhovedet boede i British Columbia. Andre investorer og spekulanter, der ejede jord, huse eller virksomheder i Prince Rupert, var bosiddende i Seattle, New York eller i London, på hvis børser aktier i de større virksomheder blev solgt.[27] Den praktiske drift var uddelegeret til lokale, betroede medarbejdere. Fx til ”assistant manager” Ludvig Johannes Bay, som stod for den daglige drift af Skeena River Corporation, men hvis direktører boede i Vancouver, og hvis aktieejere var bosiddende i London (Company Registration Office 1911).

Danskere i den racemæssige struktur i Prince Rupert

Familien Bay nød godt af den status, som Jons og Gunne havde i lokalsamfundet. Jons i kraft af sin stilling som kaptajn og ’assistent manager’ i et britisk firma og Gunne som musiker. Familien nød også godt af at være af skandinavisk afstamning, og dermed racemæssigt at være hvide, og også tilhøre en særlig ønskværdig del af den hvide race: skandinaver.

Begrebet ’race’ blev hyppigt anvendt som forståelsesramme i den offentlige debat og i politiske beslutninger, og racisme spillede en stor rolle i forståelsen af den sociale struktur – både i Prince Rupert og i British Columbia. Ofte blev indvandrere fra Danmark, Norge, Sverige og Island betegnet som en særlig skandinavisk race,[28] men racismen var mest tydeligt vendt imod de befolkningsgrupper, der tilhørte underklassen, og som kulturelt var fjernest fra den britiske overklasse: oprindelige folk, kinesere, japanere og indiske fremmedarbejdere. I de lokale aviser i Prince Rupert var der ofte nedladende artikler om både kinesere og de oprindelige folk – dengang betegnet som ’indianere’[29]. Modstanden imod især asiater var udbredt, og i provinsen og i The Dominion of Canada blev der i årtierne omkring århundredeskiftet fra det atten- til nittenhundredetallet gennemført en række love, der havde til formål at begrænse antallet af indvandrere fra Asien og dermed løse det såkaldte ”Oriental problem” (Greer 1994). Der blev indført en særskat på indvandring fra Kina[30], og både ’orientaler’ og ’indianere’ blev udelukket fra at eje virksomheder i fiskeindustrien, selv om det netop var i denne industri, at de primært arbejdede (Anon. 1920). Desuden blev deres borgerrettigheder begrænset ved, at de fik frataget deres stemme- og valgret.[31] Også de oprindelige folk, der var underlagt en særlig lovgivning – The Indian Act – var udelukket fra at stemme og organisere sig politisk. På den måde eksisterede der i Prince Rupert og i resten af British Columbia dengang en både formel og uformel diskrimination – en slags ’apartheid’.

Modstanden imod ’foreigners’ begrænsede sig ikke til de synlige raceforskelle som fx hudfarve; den ramte også andre ikke-britiske i forskellig grad.

”Visible minorities were but the tip of a much larger iceberg. It was the almost universal assumption, held (…) in British Columbia (…) that immigrants should learn to conform to an Anglo-Protestant stereotype which those in positions of social and economic power equated with themselves and with them to the prestige and pre-eminence of the British empire” (Barman 1991).

Det var en udbredt opfattelse, at indvandrere fra de protestantiske dele af Nordeuropa – især skandinaver – ville blive de bedste ’British Columbians’. Dette var bl.a. understøttet af en udbredt forestilling om et fællesskab mellem mennesker fra nordlige breddegrader. Indvandrere fra Skandinavien blev opfattet som særlige og særligt værdifulde, fordi de blev tilskrevet racemæssige egenskaber, der var formet af det kolde klima: høj moral, godt helbred, hårdførhed og selvtillid (Borgenheim 2011). Denne opfattelse af skandinaver var bl.a. blevet formet af erfaringer med hårdtarbejdende og ordentlige skandinaver i de mange midlertidige arbejderlejre, som blev oprettet til bygningen af de transkontinentale jernbanelinjer og til udnyttelsen af de rige naturressourcer i British Columbia: fiskeri, mine- og skovdrift (Bradwin 1972 [1928]).

”There is no class of immigrants that are as certain of making their way in the Canadian West as the people of the peninsula of Scandinavia. Accustomed to the rigors of a northern climate, clean blooded, thrifty ambitious and hard working, they will be certain of success in the pioneer country, where the strong, not the weak, are wanted” (Woodsworth 1909)

Den protestantiske religion og nordboeres formodede racemæssige egenskaber blev altså opfattet som et godt grundlag for assimilation til den britiske mainstream kultur. Derimod blev der set med skepsis på indvandrere fra de sydlige, katolske og ortodokse dele af Syd- og Østeuropa. Disse havde ikke – mente man – de samme potentialer til at blive britiske columbianere.[32]

"Rawdy" var familiens vagthund, der skulle passe på Gunne og hendes døtre, når Jons var på havet. Her har den taget ophold i en blomsterkasse. Der var intet muldlag i Prince Rupert - kun klipper og tørn, så blomster- og urtehave måtte etableres i blomsterkasser. 1915. I privateje. Gudbjørg Bays samling.

Fra det vestvendte vindue i huset på 1226 2nd Avenue West kunne Gunne med kikkerten følge skibstrafikken i strædet ud for Prince Rupert. Og måske se, når Jons passerede med skonnerten "Haysport I". Ikke dateret. I privateje. Gudbjørg Bays samling.

Politiske modsætninger mellem gamle og nye indvandrere

De indbyggede sociale konflikter mellem den dominerende britiske klasse og indvandrerne fik også en politisk dimension, hvor skandinaver og finner gjorde sig gældende. Det politiske system i British Columbia – flertalsvalg i enkeltmandskredse – var en nøje kopi af det engelske valgsystem, og lige som i England var resultatet et provinsparlament med kun to store konkurrerende partier: de konservative og de liberale. De konservative var det foretrukne parti blandt den britiske dominerende klasse, og partiet havde magten i British Columbia i en lang periode: fra de første parlamentsvalg frem til 1. Verdenskrig. Magtskiftet skete i 1916, da grupper af indvandrere allierede sig med det liberale parti. Partiet var under verdenskrigen blevet radikaliseret af den udbredte sociale uro, og partiet etablerede en alliance med de protesterende bevægelser, hvis krav i en vis grad blev indoptaget i partiets politik: kvindesagsforkæmpere, afholdsbevægelsen, krigsveteraner, bosættere og den moderate del af arbejderklassen (Clarkson 2011).

Ikke mindst partiets kandidat fra Prince Rupert førte en valgkamp med meget direkte kritik af den kapitalisme- og spekulantvenlige politik, som blev ført af de konservative – både lokalt i Prince Rupert og i provinsens parlament. Til et vælgermøde med skandinaviske bosættere sagde de liberales repræsentant i Prince Rupert bl.a.

”As regards the land of the province" said Mr. Dybhavn[33], "the Liberal party if elected to power can be depended upon to deal drastically with the speculator, who has been far too long pampered by a capitalistic government. (…) The speculator has had his chance, and that is the only chance we will afford him if elected. The next man to be given a chance will be the actual settler" (Anon. 1916).

Valget endte med en stor sejr til det liberale parti – både i Prince Rupert og i provinsen som helhed. Samtidig med parlamentsvalget var der folkeafstemninger om kvinders stemmeret og om begrænsning af alkoholsalget. Begge forslag blev støttet af det liberale parti, og begge forslag blev vedtaget.

Ved parlamentsvalget i 1916 blev det tydeligt at den britiske elite have tabt politisk indflydelse til alliancen af progressive bevægelser – herunder de skandinaviske indvandrere. Disse medbragte fra deres hjemlande politiske ideologier og organisationsformer fra andels- og arbejderbevægelserne: kooperative butikker, kreditforeninger, andelsvirksomheder og fælles sygesikring. Disse kollektive og – i datidens konservative opfattelse – socialistiske initiativer blev dog ikke etableret og institutionaliseret uden konflikter; konflikter, hvor især nordmændene og finnerne blev beskyldt for politisk radikalisme og ekstremisme (Loken 1980).

I Prince Rupert var der en helt parallel udvikling. I starten af byens historie, hvor de store anlægsarbejder – jernbanen, havnen og udstykningen og opførelse af ejendomme i byen – fandt sted, var byens politiske styre helt domineret af den britiske overklasse, og de lokale, der repræsenterede de kapitalinteresser, der investerede i den nye by. Efter få år var der blevet etableret en lokal skandinavisk middelklasse bestående af de især norske og svenske indvandrere, der var blevet forfremmet til mellemledere ved jernbanen og træindustrien eller som var blevet selvstændige: fiskere med egen båd eller tømrere med egne bygge- og ejendomsfirmaer.

Samtidig ændrede Prince Ruperts erhvervs- og befolkningsfordeling sig hurtigt. Byen blev ikke – som planlagt – en international havne- og industriby, og havnen blev aldrig til en stor im- og eksporthavn, men i stedet en fiskerihavn. Også industriproduktionen udeblev i stort omfang. I stedet kom der en voksende fiskeindustri, der bearbejdede fangster af især stillehavslaks og helleflynder. Efterhånden som fiskeriet blev byens vigtigste erhverv, steg antallet af skandinaviske – især norske – indbyggere, og skandinaver fik voksende politisk indflydelse i byen (Adams 1938).

Der er dog intet, der tyder på, at Jons og Gunne var lokalpolitisk engagerede eller at de har deltaget i organisering af byens skandinaviske beboere. De blandede sig fra tid til anden i aviserne debat, men kun et enkelt debatindlæg har et direkte politisk indhold. Det er en indlæg skrevet af Gunne, hvor hun – på baggrund af hendes egen families erfaringer fra Sønderjylland – argumenterer for, at en slesvig-holstener, der var ansat af byrådet i Prince Rupert, var dansksindet og ikke tysksindet på trods af hans oprindelige tyske statsborgerskab (Bay 1917). Indlægget var skrevet i en situation, hvor krigsveteraner havde krævet, at vedkommende slesvig-holstener skulle fyres fra sit arbejde, fordi han var tysk og dermed en fjende. Sagen endte med, at han beholdt sit arbejde (Anon. 1917), men om Gunnes argumenter havde indflydelse på denne beslutning, er ikke til at vide.

Derimod kan det tænkes, at Gunne var involveret i fagforeningsaktiviteter. Som et resultat af radikaliseringen i arbejderklassen i starten af det 20. århundrede var der i Prince Rupert blevet oprettet afdelinger af ni store fagforbund. De fleste bestod af traditionelle arbejdere som havnearbejdere, typografer, tømrere, jernbanearbejdere og fyrbødere. Men der var også en lokal fagforening for musikere: Musicians’ Protective Union (Canada Depart. of Labour 1913).[34] Denne fagforenings arkiver eksisterer ikke mere, så Gudrun Bays eventuelle deltagelse kan ikke undersøges nærmere. Selv om både Jons og Gunne stammede fra konservative familier, og selv om de begge orienterede sig imod den britiske overklasse i Prince Rupert, så havde Jons faktisk tidligere været medlem af Dansk Styrmandsforening, der temmelig radikalt kæmpede for at forbedre arbejds- og lønforhold for styrmænd i den danske handelsflåde (Dansk Styrmandsforening 1907). Det er derfor ikke utænkeligt, at Gunne – på trods af sin borgerlige baggrund – har været fagforeningsmedlem og måske har deltaget i organiseringen af musikere i Prince Rupert. Verdenskrigen gav kvindelige musikere nye muligheder for engagementer, fordi mange mandlige musikere havde meldt sig som frivillige soldater, og fagforeningen optog også kvindelige medlemmer (American Federation of Musicians 1913), men om Gunne har deltaget? Det er gætværk.

Noter

[1] Selv om Prince Rupert havde et operahus, var der ingen opera – endsige et symfoniorkester. Operahuset var opkaldt efter et stort tømmer- og entreprenørfirma, som havde kontrakter på jernbaner, havne, ejendomme og de boardwalks, der gjorde det ud for veje i uvejsomme dele af Prince Rupert og andre byer i British Columbia. I stedet for opera blev operahuset anvendt til fester, valgmøder, amatøroptrædender og filmforevisninger. Tilskuerkapaciteten på 700 svarede til 1/6 af Prince Ruperts daværende befolkning, men både størrelsen og navnet var udtryk for de daværende grandiose fremtidsplaner for Prince Rupert som storby.

[2] En gennemgang af musikkonservatoriets elevprotokoller har ikke kunnet finde Gudrun Bay som elev. (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1903 - 1910).

[3] Det er ikke usandsynligt, at Gudrun Bays store forkærlighed for Beethoven bl.a. stammer fra Theodor Leschetizky, som var en ivrig fortolker af og fortaler for Beethovens klaverværker (Predota 2021).

[4] Hornorkestre og marchmusik blev af kolonialister og missionærer anvendt til at disciplinere de oprindelige folk i British Columbia og i andre britiske kolonier. Formålet var dels at afvænne dem fra deres egen musik, men også at lære dem at spille og gå i takt og således vænne dem til vestlige værdier og til præcision og industriel arbejdsmoral (Herbert and Sarkissian 1997). Som et resultat af denne musikalske kolonisering var der i 1911 lokalt omkring Prince Rupert syv hornorkestre, der alle udelukkende bestod af oprindelige folk – indianske mænd – ansat på de fiskefabrikker, der lå spredt i små lokaliteter ved stræder og floder omkring Prince Rupert (Anon. 1911). Den lokale avis mente, at ”it is considered by many residents of Prince Rupert rather a reproach to the city that the band music at public open air gatherings on Dominion holidays should have to be supplied by Indians when the more educated white residents might so easily have a band of their own." (Anon. 1911). Herefter blev der oprettet et City Band: et hornorkester bestående af hvide mænd og økonomisk støttet af lokale forretningsdrivende.

[5] Harry Alfred Harvey (1882 – 1961). Født og uddannet i England, kom til British Columbia i 1907. I Prince Ruperts vejviser for 1918 var Harry A. Harvey anført som ejer af et danseinstitut (Wrigley's British Columbia Directory 1919 1918). Senere blev han anført som ejer af et ’music studio’ (Wrigley's British Columbia Directory 1919 1920) eller som musiker (Northern British Columbia Index and Guide 1920). Han blev senere dirigent for Prince Ruperts første amatør-symfoniorkester (Anon. 1919).

[6] The Hub Pool Room blev omdøbt til Harvey’s Hall (Anon. 1918). I Prince Rupert havde danseundervisningen tidligere været afholdt i den lokale musikforretning, hvor der blev handlet med instrumenter og noder.

[7] Selvom tangoen var blevet introduceret på østkysten af Canada allerede i 1914, var den ikke på programmet i Prince Rupert i 1919. Schottisch var en polka-variant.

[8] Til andre fester spillede Harvey’s Dance Orchestra mere end 30 dansenumre, og festerne kunne i sådanne tilfælde vare til langt over midnat.

[9] Hovedparten af de daværende klaver-eleverne på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium var ugifte kvinder (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1903 - 1910).

[10] I de etniske minoriteter blev fester og baller også brug til indsamling til enkelte medlemmer, som var kommet i nød – jf. (Anon 1917).

[11] Formodentlig en togrejse med Grand Trunk Pacific Railways, hvis jernbane kørte fra Prince Rupert langs med floden Skeena til Hazelton, og videre derfra over Rocky Mountains til Edmonton. Før jernbanen blev bygget, blev ruten mellem Prince Rupert og Hazelton betjent af fladbundede hjuldampere, der som de eneste skibe kunne sejle op ad floden Skeena. Sejlruten blev nedlagt i 1912.

[12] Etnoklasse er defineret som ”physically or culturally distinct groups who are typically descendants of slaves or immigrants. In many cases, these groups perform distinctive economic activities, mostly at the bottom of the economic hierarchy. Ethnoclasses generally strive for equal treatment, economic opportunities, and political participation. Mobilization of these groups varies widely. Ethnoclasses have successfully pursued their interests in many Western democracies, but they remain relatively unorganized in most other places”. Jf. (Reuter 2021).

[13] (Dahlie 1983).

[14] ’Naturalisering’ betyder tildeling af indfødsret til en udlænding, men et egentlig canadisk statsborgskab blev først indført i 1948. Indtil da var naturaliserede indvandrere i Canada britiske undersåtter.

[15] I passagerlister og indvandringspapirer var der en særlig kolonne for race, og her blev danskere, nordmænd, svenskere og islændinge kategoriseret som ”Scandinavian Race”. Da Gunne og hendes to døtre indvandrede til Canada i 1914 blev deres race angivet som ”Scandinavian”; jf. (Manifest S/S Oscar II from Copenhagen to New York 1914).

[16] Britiske indbyggere omfattede ikke kun direkte indvandrere fra England, Skotland eller Irland, men også indbyggere, der stammede fra andre dele af Canada eller USA, og som angav at være af britisk afstamning. ”Asiater” omfattede kinesere, japanere og indere. ”Indianere” omfattede de oprindelige folk i British Columbia. Når deres antal i Prince Rupert var så lavt, skyldes det, at de boede i reservater uden for byen.

[17] Ud af 4.194 indbyggere i 1911 og 6.393 i 1921. (Ancestry 1921, 1911).

[18] Der var dog en lokal mælkeproduktion. Andre områder af British Columbia var mere egnede til landbrug, og der blev i 1911 igangsat en kampagne for at rekruttere danske landbrugere til at opdyrke provinsen (Anon. 1911). I de følgende år etableredes landbrug af danske indvandrere, især omkring Prince George, hvor klimaet og landskabet var velegnet og som på dette tidspunkt blev udstykket, men der blev ikke – som det var tilfældet på den canadiske prærie – etableret større danske bosættelser eller kolonier.

[19] De skandinaviske aviser blev udgivet i Vancouver under navnene Vancouver Posten, Canada Skandinaven, Norrøna og Norseman fra 1910 og frem til 1930’rne. Se (Dahlie 1983). Abonnenterne var spredt ud over hele British Columbia.

[20] Der var to skandinaviske bataljoner, som begge kæmpede på Vestfronten: The Vikings of Canada (197th Battalion) og The Scandinavian Battalion (223^rd Battalion).

[21] The Canadian Red Ensign var et rødt flag med det britiske Union Jack i øverste venstre hjørne, og de enkelte provinsers våbenskjold i midten af flagdugen. Det nuværende canadiske flag, som er tredelt i røde, hvide og røde felter med et rødt ahornblad i midten, blev først indført i 1965.

[22] Det er dog usikkert om bataljonen Forrestry Battalion var et nødtvunget valg forårsaget af Jonss høje alder eller om han bevidst fravalgte de to skandinaviske bataljoner.

[23] Det var især et problem for slesvig-holstenere, som nationalt opfattede sig som danskere og skandinaver, men som siden 1864 formelt havde været statsborgere i Tyskland, og som blev tvunget til tyske militærtjeneste under 1. Verdenskrig.

[24] National herkomst baseret på kolonnen ”Race/Nationality” i 1921-folketællingen; (Ancestry 1921).

[25] Som eksempel kan det nævnes, at den første danske kirke i Vancouver først blev bygget i sidste halvdel af 1930’rne; jf. (Christensen 2004), hvorimod danske kirker i rurale dele af Canada var blevet opført langt tidligere. Kirkerne fungerede ikke alene som religiøse, men også sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle samlingssteder.

[26] Opslag i folketællinger i 1911 og 1921; (Ancestry 1911); (Ancestry 1921).

[27] Da Prince Rupert blev udstykket og grundede solgt i 1909, skete det på en auktion i Victoria – ikke i Prince Rupert (Bittancourt & Eaton 1909). Ejeren af 1226 2nd Ave. West i Prince Rupert, hvor familien Bay boede til leje, var en investor fra Seattle. Investorerne i Skeena River Syndicate, hvor Ludvig Johannes Bay var ansat, var britiske kapitalejere, der havde købt aktier på børsen i London.

[28] Søgning i lokale aviser fra British Columbia giver et indtryk af, at racebegrebet også blev anvendt til forståelse af skandinavers særlige egenskaber; jf. BC Historical Newspapers på Library of the University of British Columbia - https://open.library.ubc.ca. jf. (Anon. 1929).

[29] Fx i Prince Rupert Journal i 1913, hvor der fortælles om en rivalisering mellem arbejdere i fiskeindustrien: ”indianere”, der var fiskere, og kineserne, der arbejdede med forarbejdning af de fangede fisk. Især kineserne blev nedgjort, fordi de var ’hedninge’ – til forskel fra ’indianerne’, som var blevet gjort kristne af missionærer (Anon. 1913)

[30] Den såkaldte ’Head Tax’ blev indført efter afslutningen af den første transkontinentale jernbane i 1885 for at begrænse antallet af kinesere i British Columbia. Taksten blev sat betragteligt op i 1904. Jf. (Virtual museum 2022).

[31] Det skete i perioden 1874 – 1907. De nævnte etniske befolkninger fik først deres stemmeret tilbage i slutningen af 1940’rne (Barman 1991).

[32] I en datidig bog om immigration til Canada – udgivet i 1909 – advares der kraftigt imod syd- og østeuropæere: ”We must see to it that the civilization and ideals of Southeastern Europe are not transplanted to and perpetuated on our virgin soil” (Woodsworth 1909).

[33] John Dybhavn (1879 – 1943) var den uformelle leder af den skandinaviske koloni i Prince Rupert. Han engagerede sig aktivt i det liberale parti og dets kritik af den britiske overklasse og deres politiske repræsentanter i det konservative parti. John Dybhavn var født i Ålesund i Norge, men kom til Prince Rupert i 1908 for at arbejde ved anlæg af jernbanen. Han fik canadisk statsborgerskab i 1911, fungerede som ejendomsmægler i Prince Rupert, men blev senere en ledende figur i fiskeindustrien. Han blev valgt som ”alderman” (rådsmedlem) i Prince Rupert i 1912 og blev som fremtrædende liberal politiker genvalgt ved mange efterfølgende valg. Fungerede som norsk vice-konsul i Prince Rupert og blev i 1913 formand for Valhalla – den lokale afdeling af the Scandinavian Aid & Fellowship Society (Prince Rupert Pioneers' Association 1914).

[34] Musicians’ Protective Union i Prince Rupert var lokalafdeling nr. 576 af American Federation of Musicians of the United States and Canada, som organiserede hvide musikere over hele USA og Canada (Anon. 1915). Jf. Også (Laine et al. 2007).

Referencer

Arkivalier

1921 Census Canada. "Logging Camp, Clayburn." Fraser Valley, Clayburn. British Columbia: Ludvig Johannes Bay & Gudrun Bay, 1921. Statistics Canada. Image No.: e002870723. Skema nr. 22.

Ancestry. "1911 Census of Canada." Provo, UT, USA; Ancestry.com, 1911.

Ancestry. "1921 Census of Canada." Provo, UT, USA; Ancestry.com, 1921.

Bittancourt & Eaton. "Auction sale of Prince Rupert lots to be held at the A.O.U.W. Hall, Yates Street, Victoria, B.C.". Victoria, BC: Government of British Columbia, the Grand Trunk Pacific T. & D. Co, 1909. Archive.org. https://archive.org/details/cihm_99332/page/n4/mode/1up.

City of Prince Rupert. 1909 - 1929. City of Prince Rupert Fonds. Prince Rupbert City & Regional Archives. Record ID: 638. https://princerupertarchives.ca/search/detail-bare.php?ID=638.

Company Registration Office. 1911. Notice of the Situation of the Registeret Office of the Skeena River Syndicate. Formation of a limited company. 17 Nov 1911. National Archives, London. Archive no. BT 31/13734/.

Dansk Styrmandsforening. 1907. Medlems- og Kontingent Bog. Ludvig Johannes Bay. Erhvervsarkivet. Arkiv nr: 415. 06702, pakke nr. 33.

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. 1903 - 1910. Elevsager/undervisning: Elevprotokoller. Optagelse på musikkonservatoriet. Rigsarkivet. Arkiv nr. 1579; pakke nr. 17-18

Liqour Control Board. 1922. Indiviual Permit (Resident) - Government Liquor Act. Permit to puchace liquor. Lews John Bay. 21 Mar 1922. Gudbjørk Bays private arkiv.

Louise Wintelers Skole. 1853 - 1901. Protokol over indskrevne elever. Skolestart. Gudrun Bay. 1 Sep 1888. Landarkivet for Fyn. Arkiv nr FF007, pakke nr. 42-43.

Manifest S/S Oscar II from Copenhagen to New York. 1914. Canada Incoming Passerger Lists, Gudrun Bay Arrival, New York, NY. Gudrun Bay. 7 oct 1914. nr: 3. Ancestry.ca. https://www.ancestry.ca/discoveryui-content/view/2171142:1263?tid=&pid=&queryId=47e76ffcad2d828f548f850d76f1a2e3&_phsrc=TmG651&_phstart=successSource.

Avisartikler

Advert. "After the holidays I shall have a few vacancies for pupils for piano instruction (Leschetszy metod)." The Daily News, 17 Aug 1916 1916, 4.

Advert. "Classes in Theory and Practical Pianoforte." The Daily News, 1 Sep 1917 1917, 4.

Advert. "Piano Lessons." The Daily News, 4 Jan 1916 1916, 1.

Anon. "Scandinavian Society have a fine Evening." Daily News, 21 Sep 1917, 1.

Anon. "Are After Immigrants: Want to Bring Danish Farmers Into B.C." The Daily News, 11 May 1911, 2.

———. "Brass Band Contest Among the Indian Tribes Was a Great Success." Daily News, 25 Mar 1911, 1.

———. "Easter Ball Proves to be Great Success." The Daily News, 22 Apr 1919, 1.

———. "Enjoyable Concert by Presbyterian Choir." The Daily News, 27 Oct 1916, 1.

———. "Have City Band for Rupert." Daily News, 1 Nov 1911, 1.

———. "Indian Fooled Chinese Party: Alaskan Native at Naden Harbor Cannery is Enyouing Grand Drunk." Prince Rupert Journal, 19 July 1913, 2 + 4.

———. "Liberals Hold First Meeting of the Campaign In the Valley." Bella Coola Courier, 13 Mar 1916, 1.

———. "Local No. 576, Prince Ruperts, B. C. ." International Musician, March 1915, 14.

———. "Mr. Harvey has made the Hub Pool room fit for dancing." The Daily News, 23 Apr 1918, 1.

———. "Mrs. Towers and Mrs. McDonald will give dancing lessons at Harvey'a Hall." The Daily News, 23 Apr 1918, 1.

———. "Musical Event Proved a Very Great Success." The Daily News, 9 May 1919, 4.

———. "Novel Program for Machinistis' Dance: Invitations Out for Event to Take Place on May 23 in St. Andrew's Hall." Prince Rupert Daily News, 3 May 1919, 5.

———. "Per Gynt." The Daily News, 21 Jun 1917, 1.

———. "Race Question is Discussed." Daily News, 19 Mar 1929, 1.

———. "Re-Building of Haysport." The Canadian Fisherman, 1920, 18 + 129

———. "The Returned Soldiers Interview the Council." The Daily News, 11 Apr 1917, 1.

———. "Splendid concert in St. Andrew's Church." The Daily News, 2 Mar 1916, 1.

———. "Splendid Program at Westholme Theatre." The Daily News, 3 Jun 1916, 1.

———. "St. Andrew's Member Lectures on the War." The Daily News, 23 Jun 1917, 1.

———. "Toronto Sociey Officially Welcomes the Tango." The Daily News, 11 Mar 1914, 2.

Bay, Gudrun "An Open Letter to the Returned Soldiers Association - German or Dane?" The Daily News, 17 Apr 1917, 3.

Notits. "Funeral Yesterday of Mrs. John Carroll." The Daily News, 9 May 1918, 1.

———. "Mrs. Bay and family left for a trip to the southern coast." The Daily News, 3 Jul 1917, 4.

———. "Mrs. L. J. Bay and Miss McQuilluan returned from a trip up river last night." The Daily News, 3 May 1916, 4.

———. "Young Daughter of Captain and Mrs. Bay." The Daily News, 8 Mar 1921, 4.

Notits. "Mrs. Bay and family were among the passengers from the south on this morning's boat." The Daily News, 31 Aug 1917, 4.

Litteratur

Adams, John Q. "Prince Rupert, British Columbia." Economic Geography 14, no. 2 (1938): 167-83.

American Federation of Musicians. "Constitution, By-Laws And Stading and Special Resoutions of the American Federation of Musicians as Amemded and Enacted at the Eighteent Annual Convention, held in Toronto, Can, from May 12 to May 17, 1913, inclusive." International Musician, 1913, 7ff.

Barman, Jean. "Ethnicity in the Pursuit of Status: British Middle- og Upper-Class Emigration to British Columbia in the Late Nineteenth and Early Twentieth Centuries." In Readings in the History of British Columbia, edited by Jean Barman and Robert A.J. McDonald, 231 - 50. Richmond, BC: Open Learning Agency, 1989.

Barman, Jean. The West beyond the West : a history of British Columbia. Toronto: University of Toronto Press, 1991.

Borgenheim, Kristin. "“From Sod House to Lefse House” : Immigration, Ethnicity, and the Formation and Reformulation of the Norwegian-Canadian Identity in Western Canada.", University of Oslo, 2011.

Bradwin, Edmund William. The bunkhouse man; a study of work and pay in the camps of Canada, 1903-1914. Toronto: University of Toronto Press, 1972 [1928].

Brée, Malwine. Die Grundlage der Methode Leschetizky, mit Autorisation des Meisters. Mainz: B. Schott's Söhne, 1902.

Canada Depart. of Labour. "British Columbia: Prince Rupert." In Annual Report of the Labour Organizations in Canada for the Years 1911 - 1913, 128f. Ottawa, ON: Canada Workplace Information Directorate, 1913.

Christensen, Rolf Buschardt. "The Establishment of Danish Lutheran Churches in Canada." The Bridge 27, no. 1 (2004): 126 - 65.

Clarkson, C. Domestic Reforms: Political Visions and Family Regulation in British Columbia, 1862-1940. Law and Society Series. Vancouver, BC: UBC Press, 2011.

Crerar, Alistair D. "The Development of the Port of Prince Rupert, British Columbia." Yearbook of the Association of Pacific Coast Geographers 11 (1949): 23-26.

Dahlie, Jørgen. "The Ethnic Press as a Cultural Resource: Canada Skandinaven and the Norvegian-Swedish Community in B.C., 1910-1930." Scandinavian-Canadian Studies 1 (1983): 14-26.

Greer, Karla. "Race, Riot, and Rail: The Process of Racialisation in Prince Rupert, B.C., 1906 - 1919." Master of Arts, Queen's University, 1994.

Hale, Christopher. Danes in North America. Seattle & London: Washington University Press, 1984.

Herbert, Trevor, and Margaret Sarkissian. "Victorian Bands and Their Dissemination in the Colonies." Popular Music 16, no. 2 (1997): 165-79.